Politik, når det er værst

Af Søren Kudahl, redaktionssekretær

Børnefamilierne har god grund til at føle sig snydt af regeringen. Familie- og Arbejdslivskommissionen var en af de kommissioner, der udelukkende blev brugt som politisk syltekrukke.

Farvel til ”løsrevne lukkedage” og goddag til varm mad i daginstitutionerne. Det er nogle af de prægtigste resultater af VK-regeringens familiepolitik som fremhævet af Venstres egen familieordfører i denne udgave af Ugebrevet A4.

Hmm, umiddelbart falder vi ikke bagover i ekstase. Og hvad vigtigere er: Det gør børnefamilierne mildest talt heller ikke. Kun hver 10. børnefamilie føler, at de har fået bedre vilkår under den nuværende regering.

Resultatet er beskæmmende, når man tænker på, at regeringen i december 2005 nedsatte en familie- og arbejdslivskommission med 11 eksperter og debattører, som brugte halvandet år på at komme med hele 31 anbefalinger til, hvordan børnefamilierne kunne få en bedre balance mellem arbejde og familieliv. Eller som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) højstemt sagde, da han lancerede ideen i sin tale ved Folketingets åbning i efteråret 2005:

»Kommissionens arbejde skal munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan vi kan indrette samfundet, så det tager mere hensyn til det enkelte menneskes og den enkelte families situation og behov. Regeringen ønsker et samfund, der ikke blot er effektivt og produktivt, men også fleksibelt og rummeligt.«

Tyg lige på den en gang. Man kan vel næppe fortænke børnefamilierne i, at de med så flotte ord som udgangspunkt bliver en kende skuffede over resultatet: Ud med løsrevne lukkedage og ind med varm mad i børnehaven.

En ting var, hvis regeringen havde modtaget kommissionens arbejde med tak, luget de vildeste og dårligste ideer ud og derefter arbejdet benhårdt på at realisere de anbefalinger, som virkelig ville gøre en positiv forskel for børnefamilierne. Men sådan var virkeligheden jo slet ikke – tværtimod.

Den familiepolitiske redegørelse, som regeringen havde bebudet som opfølgning på kommissionens rapport, blev ganske enkelt aldrig til noget. Det tætteste, man kom, var en debatdag på Krogerup Højskole. Næppe noget, som børnefamilier uden daglig gang på den nordsjællandske højskole har mærket noget til.

Og lad os – for at fuldende farcen – tage et nærmere blik på de løsrevne lukkedage og den varme mad, som poderne i alle landets børnehaver har krav på fra 1. januar næste år.

Tja, ganske vist har regeringen indgået en aftale med kommunerne om, at daginstitutionerne fremover ikke må holde lukket på enkeltdage, der ikke ligger i forbindelse med ferieperioder og helligdage. Men den reelle effekt er yderst begrænset: I Københavns Kommune har politikerne eksempelvis besluttet, at daginstitutionerne skal holde lukket i ni dage i 2009. Det er blot én dag mindre end året før …

Og den varme mad? Flere kritikere har peget på, at den sandsynlige løsning i mange kommuner vil blive noget billig ”flymad”, som ernæringsmæssigt er ringere end den mad, som de fleste forældre lægger i madpakken i dag. Samtidig får forældrene lov at betale en høj pris i øget forældrebetaling.

Sandheden om regeringens arbejde for børnefamilierne er desværre, at det ikke eksisterer som andet end tomme ord, der – når problemerne bliver for påtrængende – smides i en syltekrukke med et flot bånd omkring. Syltekrukken hed i dette tilfælde Familie- og Arbejdslivskommissionen. Med andre ord politik, når det er værst.

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.