Uanmeldt besøg

Nye metoder afslører masser af farligt arbejde på byggepladser

Af

Der bliver afsløret en masse problemer med sjusk og dårlig sikkerhed på byggepladserne i nyt forsøg, hvor Arbejdstilsynet dukker op uanmeldt og tjekker alle firmaer. De mange afsløringer gør, at beskæftigelsesministeren nu vil gøre ordningen permanent.

En ny måde at føre tilsyn på afslører, at det halter alvorligt med sikkerheden på mange byggepladser. 3F tager godt imod det nye tilsyn, men lufter også en bekymring.  

En ny måde at føre tilsyn på afslører, at det halter alvorligt med sikkerheden på mange byggepladser. 3F tager godt imod det nye tilsyn, men lufter også en bekymring.   Foto: Keld Navntoft/Scanpix. (modelfoto)

 

Der bliver afsløret mere sjusk med sikkerheden samt flere fejl og mangler på landets byggepladser, efter at Arbejdstilsynet har taget nye metoder i brug.

Det fremgår af erfaringerne fra den første måned med et nyt byggepladstilsyn, hvor virksomhederne får uanmeldte kontrolbesøg. Med det nye tilsyn bliver alle virksomheder på en byggeplads kontrolleret. Tidligere var det kun virksomheder, som tilsynet på forhånd havde udset sig og varslet besøg, der blev kigget efter i sømmene, mens andre kunne gå fri.

Læs også: Byggeriet er suverænt det farligste sted at arbejde

På de 114 byggepladser, hvor Arbejdstilsynets kontrolfolk mødte op i november, blev der ifølge en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet noteret miljøproblemer på 43 procent af 354 virksomheder. Det er en langt større andel end tidligere, hvor der blev spottet problemer på 13 procent af de virksomheder, som blev besøgt i første halvår af 2017.

For beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er resultaterne en bekræftelse på, at kursskiftet er den rigtige strategi.

Nu får vi rettet op på tidligere tiders fordummende tilsynsindsats, hvor meget var spild af tid og ressourcer. Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesminister

»Nu får vi rettet op på tidligere tiders fordummende tilsynsindsats, hvor meget var spild af tid og ressourcer. Den første tid med det nye tilsyn har vist, at det på denne måde kan lade sig gøre at komme ud og finde arbejdsmiljøproblemerne. Og jeg kan godt sige allerede nu, at det er min plan at gøre det permanent,« siger Troels Lund Poulsen.

Fortidens synder

Set i lyset af, hvor mange arbejdsmiljøproblemer, de udsendte spotter i dag, har ministeren det »dårligt med«, at den hidtidige indsats fik lov at køre uden optimalt fokus på, hvad der egentlig kom ud af besøgene på byggepladserne.

»Det gør mig trist. Der har fra skiftende regeringer været for lidt opmærksomhed på at følge op på den hidtidige indsats. Det, vi ser nu, er et klassisk eksempel på, hvordan det kan gå, hvis man ikke får fulgt op på politiske initiativer. Det gør vi så nu med det nye tilsyn,« siger Troels Lund Poulsen.

Det nye helheds-byggepladstilsyn, der kører som forsøg i et halvt år, afløser det hidtidige risikobaserede tilsyn, hvor kontrollen var rettet mod virksomheder, der på forhånd var udpeget som særligt farlige.

Arbejdstilsynets folk indledte typisk indsatsen med et møde på virksomhedens hovedkontor og fulgte dernæst op med et besøg blandt stilladser og kraner på byggepladsen.

Netop byggeriet ligger i forvejen i top på listen over brancher, der oftest får løftede pegefingre fra Arbejdstilsynet.

Læs også: Se brancherne Arbejdstilsynet har givet flest og færrest hug 

3F bekymret: Er der ressourcer nok? 

I 3F's byggegruppe glæder næstformand Palle Bisgaard sig over de nyligt ekstra løftede pegefingre, men han er samtidig bekymret for, om de fremtidige ressourcer rækker til, at Arbejdstilsynet kan fastholde indsatsen.

Set i lyset af de nedskæringer, der har været i Arbejdstilsynet, er vi rigtig bange for, at tilsynet ikke kommer så meget ud fremover. Palle Bisgaard, næstformand i 3F's byggegruppe

»Vi har længe kritiseret, at tilsynet ikke kom nok ud på arbejdspladserne. Vi er tilhængere af, at man nu kommer på besøg uden forhåndstilkendegivelser til virksomhederne,« siger Palle Bisgaard og fortsætter:

»Det er også fornuftigt, at tilsynet følger op på besøgene og tager dialogen med virksomhederne om, hvad man har set, og hvad der skal ændres, men de ressourcer, der bliver brugt på dét, bliver taget fra arbejdspladsbesøgene.«

Palle Bisgaard er især opmærksom på at få dæmmet op for faldulykker og for de tunge løft, som mange byggefolk døjer med i hverdagen.

Troels Lund Poulsen deler ikke 3F's bekymring for ambitionsniveauet og opfordrer fagforbundet til at fokusere på de resultater, som det nye tilsyn reelt kaster af sig. Opgaverne bliver løst »smartere« nu, pointerer ministeren: 

Nu er det ikke første gang, at 3F er bekymret, men jeg synes ikke, at de skal hænge med mulen. Troels Lund Poulsen (V), beskæftigelsesminister

»Nu er det ikke første gang, at 3F er bekymret, men jeg synes ikke, at de skal hænge med mulen. 3F har selv kritiseret det fordummende tidligere tilsyn, som vi nu har lavet om. 3F skulle hellere være lidt mere tilfredse og huske på, at der tidligere blev brugt tid og ressourcer på at køre ud på forgæves ture,« siger Troels Lund Poulsen.

Dansk Byggeri: Husk tjek på villavejene

I Dansk Byggeri er arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen tilfreds med, at Arbejdstilsynet nu går tilbage til »de gamle dyder« med tjek af alle virksomheder, der har aktiviteter på en byggeplads. Også selv om det kan gøre »lidt ondt«, som hun udtrykker det, når tilsynet giver påbud til alle entreprenører og til bygherren, for eksempel fordi adgangsvejene ikke er i orden. Her burde det kun være bygherren, der fik påbuddet, stod det til arbejdsmiljøchefen.

Der er en indbygget risikofaktor i branchen, for rigtig mange skal samarbejde hele tiden. Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri

»Mange af vores medlemmer gør rigtig meget for at få styr på arbejdsmiljøet, men der er to forhold, som vi ikke kan ændre på. For det første at der er tale om håndens arbejde, og vi har kroppen med på arbejde.«

»For det andet er der i bygge- og anlægsbranchen vildt mange aktører, og vi ved, at ulykker har en tendens til at samle sig der, hvor arbejdsopgaverne skifter hænder. Det har man fokus på med det nye tilsyn,« siger Mette Møller Nielsen.

Hun håber, at Arbejdstilsynet ikke kun vil prioritere indsatsen på de store og synlige arbejdspladser.

Der skal også være ressourcer til at køre ud på villavejene og spotte social dumping, lyder den klare anbefaling fra Dansk Byggeri.

At der også skal holdes øje med den del af byggebranchen, er beskæftigelsesministeren enig i, men han tilføjer: 

»Selvfølgelig er der også andre ting at være optaget af, og ja, vi skal være tilstede ude på villavejene, men de store problemer med for eksempel dødsulykker kræver, at vi har fokus på arbejdsmiljøet i virksomhederne,« siger Troels Lund Poulsen.