Rettidig omhu?

Hver anden virksomhed har en stresspolitik: 'Det burde alle have'

Af | @LaerkeOeland

Alle virksomheder burde have en stresspolitik. Sådan lyder det fra to af landets førende eksperter inden for forebyggelse af stress på arbejdspladsen. Men kun hver anden virksomhed har en.

Når det først er gået galt med stress, så er det vigtigt, at arbejdspladsen har en politik for, hvad man kan gøre. Men sådan en politik har kun de færreste arbejdsgivere. 

Når det først er gået galt med stress, så er det vigtigt, at arbejdspladsen har en politik for, hvad man kan gøre. Men sådan en politik har kun de færreste arbejdsgivere.  Foto: Iris/Scanpix (modelfoto).

 

Halvdelen af lederne kan i en ny undersøgelse svare ja til, at deres virksomhed har en politik for håndtering af stress. Resten af lederne svarer, at virksomheden enten ikke har en stresspolitik, eller at de ikke ved, om virksomheden har en.

Undersøgelsen er lavet af interesseorganisationen Lederne i samarbejde med Psykiatrifonden. Det er YouGov, som har interviewet de 1.018 ledere, der har deltaget i undersøgelsen.

Halvdelen af virksomhederne har en stresspolitik, men er det egentlig meget eller lidt? Ja, det afhænger af, hvem man spørger. Lederne selv er positivt overraskede over resultatet. 

»De fleste virksomheder har jo en personalepolitik eller en trivselspolitik, men her spørger vi, om de har skrevet noget ned specifikt omkring stress. Det tror jeg er noget, der er i kraftig stigning, i takt med at flere og flere virksomheder bliver opmærksom på, at det er en problemstilling på deres arbejdsplads,« siger Lars Andersen, som er arbejdsmiljøchef i Lederne.

Faste procedurer er helt essentielle i forhold til at kunne handle hurtigt og effektivt, allerede når en medarbejder udviser de første tegn på stress. Ulla Sørensen, arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F

Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvilke typer af virksomheder de 1.018 ledere arbejder på. Men 79 procent arbejder i en privat virksomhed. Et af de fagforbund, der har mange medlemmer på private virksomheder, er 3F. Og her er arbejdsmiljøpolitisk chef Ulla Sørensen glad for, at halvdelen af virksomhederne har en stresspolitik.

Læs også: Syv ud af ti chefer: Her taler vi åbent om stress

»Men det er langt fra nok. Faste procedurer er helt essentielle i forhold til at kunne handle hurtigt og effektivt, allerede når en medarbejder udviser de første tegn på stress. Mange virksomheder oplever, at de ansatte rammes af stress i disse år, og derfor er det vigtigt, at virksomhederne via samarbejde mellem ledelsen og de tillidsvalgte får udarbejdet procedurer og handleplaner for håndtering af stress,« siger Ulla Sørensen.

Alle burde have en stresspolitik

Hvis man som virksomhed vil forebygge stress blandt sine medarbejdere, så er det ikke bare en god idé, men en nødvendighed at udarbejde en stresspolitik. Sådan lyder det fra stressekspert Bjarne Toftegård, der ejer virksomheden 'Forebyg Stress', som blandt andet hjælper virksomheder med at undgå stressede medarbejdere.

»Det er jo meget i forhold til, hvad det var for fem år siden, så det er en udvikling, der går i den rigtige retning. Men det er stadigvæk for lidt,« siger han.

Alle virksomheder burde tænke forebyggelse af stress ind i planlægningen af arbejdet. Dorte Rosendahl Kirkegaard, seniorkonsulent i Cabi

Ifølge den seneste undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har 15,6 procent af de danskere, der er på arbejdsmarkedet, inden for de seneste 14 dage ofte eller hele tiden følt sig stressede, og jobbet er den primære årsag hertil.

»Når 15 procent af danskerne er mere stressede, end hvad godt er, så bør alle arbejdspladser have en stresspolitik, for det er noget, man oplever på alle virksomheder, store som små,« siger Bjarne Toftegård.

Den vurdering er stressekspert Dorte Rosendahl Kirkegaard enig i. Hun arbejder med forebyggelse og håndtering af sygefravær på grund af stress som seniorkonsulent i videns- og netværkshuset Cabi, der er en selvejende virksomhed under Beskæftigelsesministeriet.

»Alle virksomheder burde tænke forebyggelse af stress ind i planlægningen af arbejdet. Hvis man har en virksomhed, hvor man ved, at der er en masse tunge løft, så bliver man nødt til at købe en lift. Den samme øvelse laver man meget sjældent i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Men det burde virksomhederne gøre,« siger Dorte Rosendahl Kirkegaard.

Ingen fast procedure

Mens hver anden virksomhed i undersøgelsen har en nedfældet stresspolitik, er det kun fire ud af ti virksomheder, der har en fast procedure, når det er gået galt, og medarbejderne er blevet sygemeldt med stress. Det fremgår også af undersøgelsen.

Det tal er også alt for lavt, mener Dorte Rosendahl Kirkegaard. Det tyder på, at mange virksomheder lader det være op til den enkelte chef, hvordan hun vil håndtere situationen.

»En anden undersøgelse fra Lederne har tidligere vist, at lederne ikke nødvendigvis er klædt på til opgaven, de er generelt lidt usikre på den her opgave. Derfor er der brug for retningslinjer, ligesom en brandslukningsplan. Hvis der bliver brand, så skal du gøre det og gøre det og gøre det. Det er et rigtigt godt redskab, for det skaber ro for medarbejderen, og lederne ved præcis, hvad de skal gøre,« siger hun.

Det er ikke nok at følge de samme retningslinjer, som man følger, når en medarbejder brækker benet.

»Når det er en stress-sygemelding, så er det vigtigt at finde ud af, hvad årsagen er, især hvis medarbejderen skal tilbage på arbejdspladsen igen,« siger hun.

Her anbefaler Dorte Rosendahl Kirkegaard at lave en fast plan for, hvordan medarbejderen kan starte langsomt op. Man kan for eksempel arbejde med samarbejdsværktøjer og dele arbejdsopgaverne op i grøn, gul og rød.

»De grønne kan du nemt lave, de gule skal vi have en dialog om, og de røde parkerer vi indtil videre. Det giver ro og systematik for begge parter,« forklarer hun.