Mønsterbrydere har nok succes – men også hjemve

Af

Journalist og antropolog Johanne Mygind har skrevet en bog om 11 ”sociale immigranter”, der alle har brudt familiens mønster og blevet en del af den danske elite. Det er samtidig fortællingen om den høje pris for en plads i den øvre middelklasse, hvis man ikke er født ind i den.

INTERVIEW De er billedet på velfærdssamfundets succes. Beviset på, at alle danskere kan blive til noget uanset deres sociale baggrund. Sikke et land, hvor landarbejderens søn bliver direktør for B&0, førtidspensionistens datter starter sit eget it-firma og indvandrerens dreng fra Avedøre bliver tv-journalist!

På overfladen er succesen hjemme. Men det er ikke der, antropolog og journalist Johanne Myginds bog Opdrift befinder sig. Hendes samtaler med 11 stærke mønsterbrydere dykker ned i de menneskelige udfordringer, der opstår, når man forlader sine egne og forsøger at blive optaget i et nyt fællesskab.

Johanne Myginds fortælling om mønsterbryderne er ikke noget heltekvad, men snarere en hjerteskærende historie om sorgen over at vende sine nærmeste ryggen og miste sit tilhørsforhold og om en nagende følelse af ikke at være god nok.

Forfatteren er ikke selv mønsterbryder. Men hun er datter af en, og det har givet hende et skarpt blik for de forskelle, der har gjort det urimeligt meget lettere for hende selv at få gode karakterer i skolen og en plads i samfundets solside, end det har været for mange af hendes socialt dårligere stillede klassekammerater på Vesterbro.

»I et akademikerhjem er du opdraget til, at din mening er vigtig. Den måde, jeg sidder her og taler på og forventer at blive hørt, er så typisk for et middelklassebarn, der altid er blevet lyttet til. Den der naturlighed, hvormed man indtager scenen, den er der ikke ret mange arbejderbørn, der har. Det med at stille sig op og sige ”selvfølgelig skal alle lytte på mig” er enormt svært for de her mennesker. Som barn i et arbejdermiljø lærer man ikke at føre sig frem, og det er meget vigtigt at kunne, hvis man vil op i samfundet.«

Johanne Mygind kalder mønsterbryderne for ”sociale immigranter”, fordi deres integrationsproblemer på mange måder ligner indvandrernes.

»Ingen af dem vil tilbage til det land, de har forladt, men de savner det alligevel, for der er nogle mennesker, som forstår dem på en anden måde. Og når de så kommer tilbage, opdager de, at de heller ikke længere føler sig forstået der, fordi de selv har forandret sig for meget. Den følelse af hjemløshed gør det meget ensomt at være indvandrer – og mønsterbryder.«

Farvel til familien

De fleste af mønsterbryderne oplever deres sociale opstigen som et smertefuldt brud med familien, og mange af dem er plaget af dårlig samvittighed over at have vendt forældrenes liv ryggen.

»Det sker tit på et tidspunkt i deres liv, hvor de er i gang med at lære alle de her nye koder. De er i gang med at finde ud af, hvordan de bliver det her middelklassemenneske, der gør alt på den rigtige måde, og når de så kigger tilbage på deres arbejderfamilie, så ser de lige præcist alt det, de ikke vil være mere.«

Litteraturanmelder, taleskriver og forfatter Kristian Ditlev Jensen er en af de sociale immigranter i bogen, og han beskriver sin egen rejse mod den kulturelle elite som ”en slags megapubertet”.

»De andre fra mit studium skulle bare løsrive sig en lille smule fra deres akademikerforældre, så de selv kunne blive akademikere (…) Min individuationsproces foregik på tusinde niveauer. Den var både økonomisk, social, selv sproglig.«

Eller som forfatter og journalist Pia Fris Laneth siger det i bogen:

»Det er ikke kun dejligt at tage de trin op ad den sociale rangstige, for det betød, at jeg fjernede mig fra min familie, og det var de kede af. Og det var jeg også!«

Hun er forfatter af bestselleren »Lillys danmarkshistorie« og kommer fra et stolt arbejderhjem, hvor forældrene forstod mindre og mindre af datterens liv, for hver gang hun kom hjem med en ny eksamen.

Den høje, personlige pris kan være en forklaring på, at så få vælger at tage springet. For den enkelte er social opstigning ikke noget entydigt positivt, påpeger Johanne Mygind.

»Hvis arbejderbarnets pris for at blive direktør er, at man ikke har noget ordentligt forhold til sin familie, så er prisen højere end for et middelklassebarn. Det er for mig det, der definerer ulighed. At man ikke betaler samme pris for at opnå det samme gode.«

Den samme ulighed oplever unge indvandrere i dag, hvis de vil realisere drømmen om en god uddannelse og en plads blandt samfundseliten, mener hun.

»Vi ser jo integrationshelten som hende der pigen, der har droppet det arrangerede ægteskab og fået sig en god uddannelse og klarer sig uden kontakt til sin undertrykkende far og resten af sin familie. Men det er godt nok et hårdt og ensomt liv. Det er en meget høj pris at betale for at leve op til vores idealer om, hvad det gode liv er!«

- Skulle de hellere være blevet hjemme i det arrangerede ægteskab?

»Nej, det siger jeg ikke, men måske skal man være mere opmærksom på, hvilken situation man sætter dem i – og også huske at sige: ”Du behøver måske ikke at se ned på din far og mor. Du kan også vælge at respektere dem for det, de kan”.«

Med en enkelt undtagelse – socialdemokraten Jytte Andersen – har en videregående uddannelse været adgangsbilletten for samtlige hovedpersoner i Opdrift. Men ingen af dem har haft det let. Mønsterbryderne bliver tilsyneladende mødt med samme lukkethed og arrogance på universitetet i dag som for fyrre år siden, da historieprofessor og slagtersøn Bent Jensen begyndte som ung student.

»Bent Jensen fortæller forarget, hvordan universitetet var i begyndelsen 60’erne, hvor professorerne talte fuldstændigt hen over hovedet på de studerende og slyngede om sig med navne og begreber på en indforstået måde. Men nutidens mønsterbryder, Tina Raun, oplever jo nøjagtigt det samme, da hun begynder på universitetet i 1996!«

I dag forsøger kunsthistoriker Tina Raun at lære sine egne studerende ”magtens kode”. For eksempel ved at fortælle dem, at selv om de har fundet oplysningerne på Wikipedia, så skal de sørge for at opgive et rigtigt leksikon som reference i deres opgaver.

»Den slags ved borgerskabets børn, men arbejderbørnene lærer det først, når de får opgaven tilbage med et 8-tal. Og lærerne ryster bare på hovedet af deres dårlige dannelse. De aner ikke, at det handler om klasser.«

En følelse af at tale med accent

På Bent Jensens tid blev børn af enlige, ufaglærte mødre kaldt underklasse eller arbejderklasse. I dag har vi bildt os ind, at klassesamfundet er afskaffet. Men det er en illusion, der koster dyrt for de socialt dårligst stillede, mener Johanne Mygind. Det betyder nemlig, at mønsterbryderne og deres omgivelser bare tolker det som dumhed eller dårlig opførsel, når de ikke kan de rigtige koder.

Bogens yngste mønsterbryder, journalisten Nagieb Khaja er for eksempel stadig i tvivl, om det er ham eller lærerne på hans gymnasium, der havde ret, da de sagde, han havde en negativ attitude.

»Min attitude var måske i virkeligheden ikke negativ, men bare en attitude, som lærerne ikke forstod,« som han siger, da han i bogen skal beskrive, hvorfor det aldrig lykkedes ham at falde til i gymnasiet.

Johanne Mygind sammenligner det at lære at begå sig i middelklassens usynlige kode-landskab med at lære et sprog sent i livet. Flere af mønsterbryderne beskriver det også selv som en følelse af at ”tale med accent”.

»Der er enkelte af dem, der i løbet af deres liv bliver vrede og siger: ”Fuck! Min gamle måde er den rigtige”. Men langt de fleste af de her mennesker føler, at det er efterstræbelsesværdigt at opføre sig, som man gør i den højere middelklasse – og det vil sige, at alt, hvad de gør, når de bare er sig selv, er ”forkert”.«

TvDanmarks tidligere direktør, Paul Gazan, er en af de mønsterbrydere, der hele livet har skudt på parnasset i stedet for at kæmpe for at blive en accepteret del af det gode selskab. Han beskriver sit liv i toppen af medieverdenen som en følelse af aldrig at have fast grund under fødderne.

»Det var en usikkerhed, som kom af, at jeg altid har sejlet i vande, som ikke var kortlagte på forhånd. Og så bliver man usikker, for man ved ikke, hvor man sejler hen: ‘Hvad fanden, er der dybt her, eller går jeg på grund’.«

Selv om Paul Gazan taler i datid i dette citat, så er en af de overraskende erkendelser i Johanne Myginds bog om mønsterbrydere, at usikkerheden tilsyneladende aldrig forsvinder. Heller ikke selv om man som Anders Knutsen kan skrive topdirektør for B&O og bestyrelsesformand i Danisco på CV’et.

»I Anders Knutsens hjem talte man ikke sammen, når man spiste. Måltidet var benzin på maskinen, det var ikke et rum til hygge eller refleksion, og det giver ham faktisk problemer resten af hans liv, at han ikke kan finde ud af at være til en reception eller en fin middag, hvor det at snakke sammen er det betydningsfulde. Det har han aldrig lært.«

For Anders Knutsen giver det sig for eksempel udslag i, at han ikke orker at være sammen med sine direktørkolleger privat. Efter et halvt liv i toppen af dansk erhvervsliv er der kun er en enkelt erhvervsleder i Anders Knutsens nærmeste omgangskreds – og han er søn af en rutebilchauffør.