HØJKONJUNKTURENS FORÅRSBEBUDER

Krisen er slut, når vikarbureauerne ansætter i hobetal. Det gør de nu - og mændene står forrest

Af

Der kommer stadigt flere i vikarbranchen, og det er et tegn på, at hele jobmarkedet er på vej endegyldigt væk fra krisestemningen. Det er især mænd, der bliver vikarer, men fagforeningen HK så dog hellere, at nogle vikarer fik faste stillinger i stedet for.

Industrien har opdaget, at vikaransatte er en god måde at styre personalet på, så man undgår konstante høje udgifter. Her er det en svejser, der er i gang i metrobyggeriet i København. 

Industrien har opdaget, at vikaransatte er en god måde at styre personalet på, så man undgår konstante høje udgifter. Her er det en svejser, der er i gang i metrobyggeriet i København.  Foto: Bax Lindhardt, Scanpix

Vikarbranchen var en af de brancher, der tog en ordentlig maveplasker efter finanskrisen. På blot et år blev antallet af vikarer nærmest halveret, men siden bunden blev skrabet i 2009, er det gået støt frem, og nu nærmer antallet af vikaransatte sig niveauet fra rekordåret 2008. 

Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet i samarbejde med HK Privat. Og det er et rigtig godt tegn, siger direktør fra Arbejderbevægelsen Erhvervsråd, Lars Andersen.

Inden for industrien har man efterhånden gjort sig gode erfaringer med at bruge vikarer og opdaget, at det er en god måde at styre personale-sammensætningen på Jakob Tietge, sekretariatschef i vikarbureauernes brancheforening i Dansk Erhverv

»Det er som udgangspunkt en positiv udvikling. Det går jo hånd i hånd med den generelle beskæftigelse, så det er et tegn på, at det går fremad. Det ville være noget andet, hvis den steg uforholdsmæssigt i forhold til den generelle beskæftigelse, men det er jo ikke tilfældet,« forklarer Lars Andersen. 

 

I alt er der nu cirka 36.000 ansatte i vikarbranchen, og det er mere end 15.000 flere, end da branchen skrabede bunden i 2009. I HK Privat er formand Simon Tøgern ligesom Lars Andersen overvejende positiv. 

»Vi har set, at en stigning i vikarbureaubeskæftigelsen ligger på forsiden af en højkonjunktur. Så grundlæggende er det positivt både for samfundsøkonomien og dem, der finder arbejde,« siger Simon Tøgern. 

Mænd bliver mere populære

Det er især mænd, der bliver hyret som vikarer, fordi typiske mandefag i de senere år har fået øjnene op for de muligheder, det giver. Faktisk er der 2.000 flere mænd, der arbejder igennem vikarbureauer, end da branchen var på sit højeste i 2008. Dermed er 59 procent af alle vikaransatte mænd. Samtidig står det lidt stille med at hyre vikarer i de fag, der traditionelt har flest kvinder tilknyttet, siger Lars Andersen.  

»I den offentlige service, hvor der ofte arbejder flest kvinder, er beskæftigelsen stagneret eller måske ligefrem faldet. Til gengæld går det frem i byggebranchen og industrien, hvor der er flere mænd,« forklarer Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. 

Jakob Tietge er sekretariatschef i vikarbureauernes brancheforening i Dansk Erhverv, og han er glad på vikarbranchens vegne oven på dukkerten i 2009. Han bekræfter, at mange mandefag har fået øjnene op for de gode sider ved vikarer. 

»Inden for industrien har man efterhånden gjort sig gode erfaringer med at bruge vikarer og opdaget, at det er en god måde at styre personale-sammensætningen på. I stedet for at køre med for konstante høje udgifter, kan man mere fleksibelt hyre mandskab ind, når der er opgaver til det. Vi ser nogle virksomheder, der nærmest kører med en fast buffer af vikarer, som de løbende kan udvide og indskrænke alt efter, hvad der er af opgaver i virksomheden,« forklarer han. 

Men nogle gange, kan vi godt få det billede, at nogle virksomheder prøver at omgå deres forskellige forpligtigelser via et vikarbureau Simon Tøgern, formand for HK Privat

Det er cirka én procent af landets beskæftigede, der er ansat i vikarbranchen, og det er oftest personer, der bruger vikarbranchen til at få foden indenfor på arbejdsmarkedet og som afsæt til et fast job, eller personer, der nyder friheden i at kunne arbejde, når de har tid, lyst og behov for pengene. 

HK bekymret for dårligere arbejdsvilkår

Men, der er også et men, og det er, at vikaransættelser ikke er Simon Tøgern og HKs livret.

»Det er godt, at nogle finder arbejde, men vi foretrækker jo altid, at folk bliver ansat direkte hos arbejdsgiveren i stedet for igennem vikarbureauer. Vikarbureauer har deres berettigelse, og det er ikke sådan, at vi er imod dem eller noget. Men nogle gange, kan vi godt få det billede, at nogle virksomheder prøver at omgå deres forskellige forpligtigelser via et vikarbureau,« siger Simon Tøgern og henviser til, at der typisk fx ikke er opsigelsesperioder i vikarbureauer.

En rundspørge blandt medlemmerne fra sidste år viser, at der er mange, der ikke mener, at de får de goder, de har ret til.

I undersøgelsen blev 272 medlemmer, der arbejder under overenskomst, spurgt til forskellige goder. 26 procent sagde, at de ikke fik pensionsindbetaling, 60 procent svarede, at de ikke fik feriefridage, og 15 procent, at de ikke fik søn- og helligdagsbetaling.

Men det er ikke en undersøgelse, Jakob Tietge giver meget for.

Han er  sekretariatschef i vikarbureauernes brancheforening i Dansk Erhverv, der har undersøgt medarbejdertilfredsheden i vikarbranchen generelt. Her sagde 77 procent, at de fik pension, hvilket Dansk Erhverv ser som et højt tal, da en del i vikarbranchen ikke når at optjene ret til pension, fordi de er i stillingen i kort tid. 

Det er som udgangspunkt en positiv udvikling. Det går jo hånd i hånd med den generelle beskæftigelse, så det er et tegn på at det går fremad Lars Andersen, direktør for AE-Rådet

Desuden var der generel tilfredshed med jobbet som vikar og otte ud af ti sagde, at de vil anbefale det til en ven.

»Vi er en branche som er kendetegnet ved at have meget ordnede vilkår og en meget bred overenskomstdækning, og der er jo bestemmelser om, hvordan man optjener løn og ret til pension og løn under sygdom. Og de ligner meget vilkårene i de andre overenskomster,« siger Jakob Tietge.