Klar til at skifte job ? Det skal du afklare inden

Af
/ritzau fokus/

Vi ligner hinanden for meget, vi ved ikke, hvad vi vil, og vi er ikke gode nok til at skrive motiverede ansøgninger og cv'er.

Foto: Modelfoto: Ritzau Scanpix

Det kan være vanskeligt at skille sig ud fra mængden, når man ligger i en bunke sammen med 300 andre kandidater.

Barbara Scheel, der tilbyder karriererådgivning både som selvstændig og via Konsulenthuset Ballisager, oplever, at flere søger hjælp til både at få klarlagt, hvilken retning deres karriere skal tage, hvad de har lyst til fremover, og hvordan de skal få succes i en jobsøgningsproces.

Hun fortæller, at en af de ting, som står i vejen for et jobskifte, er de andre ansøgeres motivation.

- I dag ligger man jo ikke kun i samme bunke, som dem, der virkelig ønsker at skifte job, men også med ansøgere, der er tvunget til at søge tre job om ugen. Derudover er der dem, som er super pressede i deres nuværende job og håber på et andet jobliv, og som er ude at prøve deres markedsværdi af, siger Barbara Scheel.

Ifølge hende gør det, at man i alt for høj grad risikerer at drukne i bunken, for hvordan skal virksomhederne gennemskue, hvem der egentlig er interesserede?

300-400 kandidater at kæmpe imod

En anden forhindring handler om, at sociale medier som Facebook og LinkedIn bevirker, at alle hele tiden kan følge med i, hvad der findes af job, mener Barbara Scheel.

- Vi får hele tiden øje på nye og spændende jobmuligheder, som vi egentlig ikke havde tænkt over, men som giver os lyst til at prøve noget nyt, og det gør, at man nogle gange kan komme helt op på 300-400 kandidater, man skal kæmpe imod.

En tredje udfordring er, at mange af os har de samme færdigheder.

- Rigtig mange af os kan det samme, uanset hvilken uddannelse vi har. Og mange kan ofte sige ja til 50 procent af det, som står i stillingsopslaget - eller vil vi kunne lære meget hurtigt, påpeger Barbara Scheel.

- Vores læringskompetence er blevet meget større de senere år, fordi vi hele tiden skal lære noget nyt, og det skal gå hurtigt ude på arbejdspladserne.

En fjerde forhindring handler om, at mange er for uskarpe på, hvad de vil fremover.

- Du kan ikke søge et job, før du er afklaret med, hvad du vil fremadrettet. For det bliver bare ikke målrettet nok. Så kompetenceafklaring er super vigtigt - det handler om, hvad du kan, og hvilke af dine kompetencer du gerne vil bruge, og hvor du vil sætte dem i spil, siger hun.

Det femte benspænd er ifølge chefkonsulent og karriererådgiver i Djøf Thomas Kantsø kandidaternes ansøgninger.

- Mange er for dårlige til at redegøre for deres motivation og beskrive det faglige match, så læseren af ansøgningen selv skal regne ud, om der er et match. Og det går ikke, når der er så mange, som skifter job i øjeblikket, siger han.

 

Fakta: Top-3 over hyppige ansøgningsfejl

1) Ansøgningen beskriver ikke det faglige match mellem ansøger og job.

2) Ansøgerens motivation for jobbet er utydeligt beskrevet.

3) Ansøgningen mangler konkrete eksempler på ansøgerens kompetencer.

Kilde: Rekrutteringsanalyse 2018 fra Konsulenthuset Ballisager foretaget blandt 927 offentlige og private virksomheder.

 

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.