Uligeløn

Kampen for ligeløn står bomstille

Af Af Irene Manteufel

Danmark er lige rutsjet ti pladser ned på en liste over, hvordan det går for lande med at sørge for lige løn for samme arbejde. Arbejdet med ligeløn i Danmark står helt stille, konkluderer eksperter. FOA-formand håber, at ligeløn bliver et stort tema, når der snart skal skal forhandles overenskomster for alle offentligt ansatte.

Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) vil ikke svare på spørgsmål om, hvad staten kan gøre ved løngabet mellem kvinder og mænd. 

Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) vil ikke svare på spørgsmål om, hvad staten kan gøre ved løngabet mellem kvinder og mænd.  Foto: Asger Ladefoged/Scanpix.

 

Når man trækker 13,2 procent fra en dansk mands gennemsnitlige timeløn, får man en dansk kvindes gennemsnitlige timeløn. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Løngabet mellem kønnene i Danmark er meget konstant. Faktisk er løngabet kun blevet indsnævret med 0,1 procentpoint fra 2016 til 2017. 

Endvidere er Danmark lige rykket ti pladser ned på World Economic Forums liste over, hvordan det går for landene med hensyn til ligeløn mellem kønnene for det samme arbejde. Danmark ligger nu på 39. pladsen blandt 150 lande. 

Ifølge flere eksperter skyldes det fortsatte løngab ikke kvinders prioriteringer - altså valg for eksempel i forhold til uddannelse, karriere og familie. Løngabet hænger i stedet i høj grad sammen med det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor for eksempel meget af arbejdet med mennesker for lang tid siden er blevet sat til en lav løn.

Samtidig har fagbevægelsens krav i forhold til ligeløn ikke været gennemslagskraftige nok, og opgaven med at fremme ligeløn spilles frem og tilbage mellem fagbevægelse, politikere og arbejdsgivere.

Hvor bliver uddannelses-gevinst af?

»Grunden til det fortsatte løngab er først og fremmest, at vi har et forholdsvis fast lønsystem, som gør, at vi også har en fast lønstruktur. Vi forhandler temmelig ens procentvist i de enkelte fag, og derfor bliver den underliggende lønstruktur ved med at være den samme.«

»Det vil sige, at kvindedominerede fag bliver ved med at ligge lavt på lønstigen,« siger Lisbeth Pedersen, forskningschef i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE (tidligere SFI og KORA).

»Det undrer os dog, at lønudviklingen for kvinder ikke følger den tendens, at kvinder i stadig højere grad uddanner sig,« siger Lisbeth Pedersen.  

Mænd får generelt flere og bedre løntillæg end kvinder. Lisbeth Pedersen, forskningschef i VIVE

Tænketanken Cevea dokumenterer i rapporten 'Det kønsopdelte arbejdsmarked' fra 2016, at 128.000 kvinder mellem 25 og 54 år har lange videregående uddannelser mod 122.000 mænd.

For de mellemlange videregående uddannelser er tallet markant højere for kvinder: 274.000 kvinder har mellemlange uddannelser mod 148.000 mænd.

Mandetillæg

Diverse tillæg til mænd er med til at fastholde det danske løngab, siger Lisbeth Pedersen:

»Mænd får generelt flere og bedre løntillæg end kvinder. Man har hidtil sagt, at hvis lønforhandlingerne er decentrale nok, så kan man udligne det forhold. Men det virker i den forkerte retning, og mændene høster mere på tillæg,« siger Lisbeth Pedersen.

Forskningscentret SFI (nu VIVE) udgav i 2012 en rapport, som viste, at mænd i højere grad end kvinder får funktions- og kvalifikationstillæg på de kommunale arbejdspladser.

Rapporten viste også, at nogle mænd på kvindedominerende arbejdspladser modtager et tillæg udelukkende for at være mænd, for eksempel med henvisning til behovet for et mandligt islæt på arbejdspladsen.

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at kvinders løn er lavere, når de har mænd og/eller børn:

Kvinder i parforhold med hjemmeboende børn tjener i gennemsnit 82 procent af, hvad mænd inden for den samme familietype tjener.

Kvinder i parforhold uden børn tjener 86 procent; enlige kvinder med hjemmeboende børn 93 procent; og enlige kvinder uden børn 96 procent af, hvad mænd i de samme familietyper tjener.

UDVID

På det private arbejdsmarked kan 37 procent af lønforskellen mellem kønnene ikke forklares, selvom der tages højde for uddannelsesniveau, erhvervserfaring og anciennitet samt opdelingen i traditionelle mande- og kvindefag.

Løngabet skyldes det kønsopdelte arbejdsmarked. Trine Hougaard, chefkonsulent i DA

Det fremgik i 2016 af en videnskabelig artikel fra SFI. Ifølge SFI kan en del af forklaringen dog være, at mænd får mest ud af individuelle lønforhandlinger i de private virksomheder.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mener man ikke, at der sker forskelsbehandling på det private arbejdsmarked. Chefkonsulent Trine Hougaard siger:

»Løngabet skyldes det kønsopdelte arbejdsmarked med en forskel i personlige valg i forhold til uddannelse, branche og niveau, og derfor er det ikke noget, vi i DA har indflydelse på.«

»Det er arbejdsgiverens ansvar, at der ikke diskrimineres på grund af køn, når der ydes løn. På det private arbejdsmarked bliver der aflønnet efter kvalifikationer og præstationer og i overensstemmelse med loven.« 

Professor: Kvinders valg er ikke problemet

Professor Henning Jørgensen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet mener, at der er en generel tendens til bortforklaring i den danske debat om ligeløn. Danske kvinders uddannelsesniveau er ifølge ham et godt eksempel: 

»Tidligere sagde man, at kvinderne bare skulle uddanne og kvalificere sig mere, hvis de ville have mere i løn. Det har de så gjort nu, men det har ikke nyttet. Argumenterne om, hvorfor vi har manglende ligeløn, består typisk af en række psykologiseringer om kvinders prioriteringer, men det er ikke her, problemet ligger,« vurderer Henning Jørgensen.

Der er stadig intet parti, der vil røre området med en ildtang. Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet

Hvad angår løngabet i det offentlige, vurderer Henning Jørgensen, at det bunder i en vedvarende og historisk uvilje fra såvel politikere som fagbevægelse:

»Modviljen i Danmark er stor og har historisk været det: Vi har holdt fast i de lønforskelle, der blev etableret, dengang kvinders indtægt blev set som et supplement til mandens indtægt, og vi ville ikke skrive EU-direktivets formulering om, at 'lige løn skal gives til arbejde af samme værdi' ind i lovteksten til Ligelønsloven i 1976. Det gjorde vi først, da vi tabte sagen om det ved EU-domstolen.«

»Der er stadig intet parti, der vil røre området med en ildtang. Det er svært at se en forklaring på, hvorfor de ikke synes, det er vigtigt. Det ville jo være en oplagt måde at vinde et valg på, da der ville være mange stemmer i at styrke kvindefagene lønmæssigt. Jeg kan kun forklare det med historisk mandschauvenisme og logebroderkultur,« siger Henning Jørgensen.

De hvide elefanters klub

Ifølge Henning Jørgensen kan uligelønnen desuden tilskrives »mandeforbundenes« manglende solidaritet med »kvindeforbundene«:

»Der har historisk været mandsdominans i fagforbundene. Det er de hvide elefanters klub. Det er for eksempel ikke politimændene eller lærerne, der går foran på ligelønsområdet. Og det er ikke nok, at kun de kvindedominerede forbund råber op om ligeløn. Medlemsskaren skal stå sammen om nogle krav, hvis der skal ske noget.«

»Det er en øm tå. Det mærkede jeg selv, da jeg skrev en kronik, hvor jeg blandt andet nævnte fagforeningernes manglende prioriteringer af ligeløn. Jeg fik rasende, harmdirrende skrivelser fra forskellige fagforeningsmænd.«

Kvindeforbund: Svært at få opbakning til ligeløn

Pædagog-forbundet BUPL blev for nylig stemt ned af samtlige 12 andre fagforbund i deres såkaldte valggruppe, da BUPL ville have ligeløn med som tema i de kommende overenskomstforhandlinger i 2018.

I alt 51 fagforbund skal være enige om fælles krav, men de enkelte valggrupper skal hver især være enige, før de fremlægger temaer for Forhandlingsfællesskabet, som samlet repræsenterer 745.000 offentligt ansatte.

Det er historisk, at vi kan forvente opbakning på ligelønsområdet fra andre faggrupper. Dennis Kristensen, formand for FOA

Formanden for det kvindefagsdominerede fagforbund FOA, Dennis Kristensen, har flere gange oplevet andre forbunds nedprioritering af ligeløn. Mest konsekvent i 2013, da Forhandlingsfællesskabet gik til OK-forhandlinger uden fælles krav om ligeløn, fordi forbundene ikke kunne blive enige om at fremsætte dem.

Dennis Kristensen håber, at det kan lykkes ved de kommende overenskomstforhandlinger via udveksling af solidaritet:

»Det er historisk, at vi kan forvente opbakning på ligelønsområdet fra andre faggrupper, fordi vi op til forhandlingerne viser solidaritet med dem:«

»Vi har lige meddelt kommuner og regioner, at vi ikke går i forhandlinger, før loven om lærernes arbejdstid bliver erstattet med en ny aftale. Vi støtter også de statsligt ansatte i kampen for kotumefridage og betalt frokostpause. Så vi regner med deres solidaritet på ligelønsområdet.«

Sammen med BUPL, Sundhedskartellet og Socialpædagogerne har FOA desuden for nylig sendt en appel til Folketingets medlemmer om en pulje til at udligne lønefterslæbet i de kvindedominerede grupper i den offentlige sektor. For der skal også politiske tiltag til, mener Dennis Kristensen:

»Via OK-forhandlinger alene vil der gå rigtig mange årtier, inden vi får ligeløn. Derfor skal statskassen hoste op. Vi kommer jo til at forhandle inden for den ramme, der findes, og den kan kun forøges, hvis der er politisk vilje til det.« 

FTF: Fagbevægelsen kan ikke gå forrest

Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, som er hovedorganisation for blandt andre BUPL, mener, at ansvaret for  ligeløn udelukkende skal placeres på Christiansborg, ligesom hun ikke ser problemer med mandsdominans i fagbevægelsen:

»Jeg køber ikke ind på, at manglende ligeløn skyldes, at fagbevægelsen er mandsdomineret. Det handler om den gamle løndannelse, som vi skal have ændret, så de traditionelle kvindefag kommer med lønmæssigt.«

Der findes undtagelsestilfælde, hvor det kan give mening med et politisk tiltag. Bente Sorgenfrey, formand for FTF-fagbevægelsen

- Mangler der ikke solidaritet internt i fagbevægelsen, når det kommer til at kræve lige løn for lige arbejde?

»Det er svært for fagforeningsformændene at sige til et stort antal medlemmer, at nu skal de holde igen. Hvis medlemmerne skal give afkald, kan man ikke få deres opbakning.«

Hvis rammen (den økonomiske ramme for overenskomst-forhandlingerne, red.) var større, og tiderne var bedre, ville der være bedre muligheder for at være fælles om kravet om ligeløn.«

»Lige nu er det uløseligt uden penge fra politisk hold til at ændre på værdisætningen af de forskellige typer arbejde. Selvom det er arbejdsmarkedets parter, der skal løse vores sager, så findes der undtagelsestilfælde, hvor det kan give mening med et politisk tiltag.«

Så det bliver ikke fagbevægelsen, der går forrest med krav om ligeløn?

»Fagbevægelsen kan ikke gå forrest i at kæmpe for det her lige nu,« siger Bente Sorgenfrey.

LO: Forbund har forskellige dagsordener

I hovedorganisationen LO understreger næstformand Nanna Højlund, at ligeløn er en vigtig prioritet for fagbevægelsen, og at det er noget, LO arbejder med dagligt.

En stor udfordring er, at de andre parter ikke tager ansvaret på sig. Nanna Højlund, næstformand i LO-fagbevægelsen

Hun erkender dog, at prioriteringerne hos LO's medlemsforbund spiller en rolle:

»Det er ikke nogen hemmelighed, at der er forskel på, hvilke dagsordener der fylder mest i de enkelte forbund – også historisk set,« skriver Nanna Højlund i et svar til Ugebrevet A4.

»Men en af de helt store udfordringer er det kønsopdelte arbejdsmarked. En anden stor udfordring er, at de andre parter ikke tager ansvaret på sig, og her mener jeg regeringen og arbejdsgiverne.«

»Vi fik blandt andet en svækket lovgivning, da den borgerlige regering droppede de kønsopdelte lønstatistikker. Og vi har arbejdsgivere i blandt andre DA, der end ikke anerkender, at vi har uligeløn mellem mænd og kvinder,« skriver Nanna Højlund.

Hun mener, at fagbevægelsen ikke kan opnå ligeløn uden medvirken fra de andre parter:

»Overenskomsterne kan opnå store ligestillings-mæssige fremskridt, når vi stiller krav i den retning. Men ligeløn er en hamrende kompleks problemstilling, hvor vi i den grad også har brug for den rette lovgivning og vilje fra arbejdsgiverne.«

Kommunernes Landsforening (KL) har ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Ugebrevet A4 om, hvordan de som arbejdsgivere ser deres ansvar for udviklingen.

S: Det er vores ansvar

Ligestillingsminister Karen Ellemann (V) har heller ikke ønsket at svare på spørgsmål fra Ugebrevet A4.  Spørgsmålene gik på, hvordan ministeren vil arbejde for ligeløn, og hvad hendes holdning er til fagforbundenes appel om en pulje til at hæve kvindefag.

Hvis vi ikke tager det på os, så tror jeg ikke, det bliver løst. Rasmus Horn Langhoff (S), ligestillingsordfører

Rasmus Horn Langhoff, ligestillingsordfører for Socialdemokratiet, vil gerne fortælle, at hans parti hele tiden kæmper for ligeløn, men ideen om en pulje kan han ikke tage stilling til.

»Gør man det inden for velfærdsrammen (regeringens midler til den offentlige sektor, red.) med den siddende regering, vil det betyde nedskæringer og fyringer.«

»Lige nu er den første prioritet at sikre ressourcer til det demografiske træk med flere ældre. Derefter skal vi tale om at få gjort noget ved løngabet. Og som udgangspunkt er jeg åben over for ideen om en pulje, uden at jeg kan sætte noget beløb på.«

En løsning på ligelønsproblemet i Danmark er Socialdemokratiets ansvar, mener Rasmus Horn Langhoff:

»Hvis vi ikke tager det på os, så tror jeg ikke, det bliver løst. Vi skal sikre ligestilling, inklusive at se på løngabet, og vi skal sikre, at ligelønsloven bliver fulgt.«

»Konkret skal vi have rullet loven om kønsopdelt lønstatistik frem igen, for noget af diskriminationen er man ikke opmærksom på. Efter at den nuværende regering sidste år rullede loven om kønsopdelt lønstatistik tilbage, sidder mange tillidsrepræsentanter på de mellemstore virksomheder og fægter lidt i blinde på området.«

Hos Radikale Venstre melder ligestillingsordfører Marianne Jelved hus forbi.

»Vi har den danske model, og den skal tages alvorligt. Det er ikke politikerne, der skal komme med en løsning, men arbejdsmarkedets parter,« siger Marianne Jelved og fortsætter:

»Jeg mener, at det er fagforeningerne, der må tage kampen. Jeg mangler nogle mænd i det her. De må være med til at stille krav i Forhandlingsfællesskabet. Og arbejdsgiverne må tage et medansvar: DA, KL og staten, på de områder, hvor den er arbejdsgiver.« 

Sverige og Island søsætter flere initiativer

I de andre nordiske lande er der flere politiske initiativer på ligelønsområdet. Den svenske regering vil for eksempel oprette en ny myndighed for ligestilling, som også skal omfatte ligeløn. Og på Island har regeringen fremlagt en fireårig handlingsplan for at komme løngabet til livs.

Til januar 2018 træder en ny islandsk lov i kraft, som forpligter virksomheder med mere end 25 ansatte til at dokumentere, at de har ligeløn, ligesom de kan blive certificeret på området.

Ifølge professor Henning Jørgensen bør vi se til andre lande, hvis vi vil lukke løngabet.

»Mange lande har kunnet indsnævre lønforskellene, men Danmark er meget liberalt. Vi  kunne lære meget af andre nordiske lande, hvor man skubber til normer ved hjælp af regulering, som det for eksempel er sket på barselsområdet. Når mænd skal tage mere barsel, så gør de det, og man finder ud af, at det er godt,« siger Henning Jørgensen.

Ifølge ham er der behov for det, han kalder institutionalisering, hvis de danske normer skal ændres: Lovgivning, monitorering og overenstkomst-mæssige redskaber.

»Uden forpligtelser for aktørerne hænger det hele på de enkelte beslutningsgange, hvor vi kan se, at ligeløn aldrig bliver det væsentligste spørgsmål, men tværtimod slås hen,« siger han.

Forhandlingsevner hjælper ikke kvinder

Det nævnes ofte, at kvinder kunne få mere i løn, hvis de blev bedre til at forhandle individuelt.

En stor undersøgelse fra 2004, som Aalborg Universitet lavede for LO, viste imidlertid, at forhandlingsevner ikke hjalp kvinder.

Man optog lønforhandlinger i fire store virksomheder, og selvom forskerne konstaterede, at mænd og kvinder havde samme kompetencer, når de forhandlede, fik kvinderne mindre ud af forhandlingerne.