Indvandrere holder bedst fast i job under krisen

Af | @MichaelBraemer

Arbejdsløsheden er steget mere end tre gange så meget blandt etniske danskere som blandt ikke-vestlige indvandrere det seneste år, viser nye tal. Indvandrernes højst overraskende evne til at svømme ovenpå under krisen er nu så udtalt, at eksperter frygter, at det kan give anledning til en etnisk konflikt.

VEDHOLDENHED Hvis ikke-vestlige indvandrere var blevet ramt af den galopperende ledighed i det omfang, de fleste forskere havde forventet, havde de udgjort en højrisiko-gruppe og var røget ud af arbejdsmarkedet i bundter. I stedet har de vist sig langt bedre end etniske danskere til at holde på deres job, viser nye tal.

Da ledigheden i juni nåede op på 105.100, var der tale om rundt regnet en fordobling i forhold til for et år siden. Men allerværst er det gået ud over etniske danskere, der har været udsat for en stigning i ledigheden på 120 procent i perioden fra juni 2008 til juni 2009. Nådigst sluppet er indvandrere fra ikke-vestlige lande, som ’kun’ har oplevet en stigning i deres ledighed på 37 procent. Det viser beregninger, som Landsorganisationen i Danmark (LO) har foretaget.

Dermed er arbejdsløsheden steget mere end tre gange så meget blandt etniske danskere som blandt ikke-vestlige indvandrere det seneste år. Og tendensen ser ud til at fortsætte. Ledigheden blandt etniske danskere steg nemlig med to procent i den senest opgjorte måned fra maj til juni, men kun med en halv procent blandt ikke-vestlige indvandrere. Intet tyder altså på, at der er en forsinket virkning af den stigende ledighed på vej til at ramme indvandrerne.

Da den økonomiske krise endnu var ung og væksten i ledigheden kun et par måneder gammel, kunne Ugebrevet A4 præsentere tal med nogenlunde samme konklusion. Dengang var direktør Torben Møller-Hansen fra Foreningen Nydansker den eneste, der jublede.

Flere arbejdsmarkedsforskere manede til besindighed og mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før ledigheden bredte sig fra byggeriet, hvor der ikke er ret mange ikke-vestlige indvandrere ansat. De henviste til det såkaldte SIFU-princip – Sidst Ind Først Ud – der ville lægge integrationssuccesen under højkonjunkturen i ruiner, hvis ledigheden bed sig fast og bredte sig til hele samfundet.

Nu har ledigheden bidt sig fast og bredt sig til andre brancher, og derfor mener Torben Møller-Hansen, at selv de værste skeptikere må stikke piben ind:

»Mangfoldighed er en realitet på det danske arbejdsmarked. Vi er kommet over den hurdle, hvor etnisk baggrund spiller en rolle. Krisen får virksomhederne til at skære dér, hvor det bedst kan betale sig i forhold til effektivitet og kompetencer. Og i den sammenhæng anerkendes indvandrerne som fuldt ud lige så god arbejdskraft som danskere.«

Lettere at have med at gøre

Tallene kunne tyde på, at arbejdsgiverne oven i købet ser indvandrerne som en bedre arbejdskraft og derfor i højere grad prikker etniske danskere, når de går på fyringsrunder. Men Torben Møller-Hansen tror, at det er mere praktiske og økonomiske hensyn, der spiller ind. Indvandrerne tager sig ofte af de mere grundlæggende funktioner på virksomhederne og hører ikke til de omkostningstunge, påpeger han.

Samtidig opleves indvandrerne ikke så udfordrende af ledelserne som ansatte med dansk baggrund, mener Foreningen Nydanskers direktør.

»Det er ikke dem, der står og skubber til tillidsmanden for at drive den faglige udvikling frem De er knap så fokuseret på deres rettigheder og deres uddannelses- og karrieremuligheder. Og selv om man kan diskutere, hvor fornuftigt det er, så er for eksempel efteruddannelse et af de områder, virksomheder kigger på, når de er presset og skal spare,« siger han.

Anders Ejrnæs, arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet, er en af dem, der har haft svært ved at tro på indvandrernes overlevelsesmuligheder på et kriseramt arbejdsmarked. Han har undersøgt udviklingen under tidligere kriser og fundet ud af, at indvandrere og flygtninge med baggrund i tredjeverdens land i store træk har været brugt som en slags reservearbejdskraft.

De er blevet ansat, når virksomhederne har haft damp på kedlerne og har haft svært ved at rekruttere arbejdskraft, men er røget ud igen, når konjunkturerne er vendt, og arbejdsgiverne igen har kunnet vælge og vrage mellem jobansøgere. Det skete blandt andet under lavkonjunkturen fra 1986 til 1995.

Derfor er Anders Ejrnæs positivt overrasket over de nye tal, der tyder på, at indvandrerne bryder det kendte mønster og i hvert fald indtil videre bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.

»Det er tydeligt, at danske arbejdsgivere ikke har ledt efter et påskud for at slippe af med indvandrerne. Det er helt sikkert en sejr for integrationen og også et udtryk for, at de udgør en rigtig god arbejdskraft. Det tror jeg vi kan tilskrive det store integrationsarbejde ude på virksomhederne. Det betyder også meget, at vi havde en højkonjunktur i årene inden krisen satte ind. Den har givet mange indvandrere en chance for at vise, hvad de kan,« mener han.

Man skal heller ikke undervurdere den vilje, indvandrere har til at holde fast i deres job, når først de er kommet ind på arbejdsmarkedet, mener Anders Ejrnæs. Han har selv oplevet den i undersøgelser blandt indvandrere i blandt andet rengøringsbranchen. Arbejdsgiverne fremhæver, at de møder til tiden, brokker sig mindre og har færre sygedage end medarbejdere med dansk baggrund.

»Indvandrerne går relativt langt for at beholde deres job og er villige til at levere en ekstra indsats. Og selv om jeg ikke vil gå så langt som at tale om skruebrækkeri, så er der helt klart et konfliktpotentiale i det her, hvis danskerne bliver fyret i mærkbar højere grad end deres kolleger blandt indvandrerne,« siger han.

Frygt for politisk opportunisme

Den konflikt kan Manu Sareen, privat integrationskonsulent og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for de radikale, også godt få øje på. Han har for nylig været i Liverpool i England for at studere integration og bandekonflikter, og her var der en hadsk holdning blandt marginaliserede unge til indvandrerne, som de giver skylden for deres ulykke.

»Det er et spørgsmål om tid, før vi herhjemme hører politiske udmeldinger om særlige ordninger til beskyttelse af danske lønmodtagere,« frygter han.

Det vil være synd, hvis en sådan konflikt ødelægger det gode forhold mellem ansatte med forskellig etnisk baggrund, som har været så længe om at blive opbygget, mener Manu Sareen. Som han har oplevet det, var det nemlig ikke ledelserne, der udgjorde barriererne for integrationen, men snarere medarbejdere, der klart signalerede, hvem de ønskede og ikke ønskede at arbejde sammen med. Det tog arbejdsgiverne langt hen ad vejen hensyn til.

»Så fik vi en højkonjunktur, som fik hul på bylden, og danske lønmodtagere fandt ud af, at indvandrerne jo slet ikke var så farlige, men faktisk gode og regulære kolleger. Jeg kan godt genkende beskrivelsen af, at de vil strække sig langt for at beholde deres job, men det håber jeg, man vil se igennem fingre med. Man skal tænke på, at de har haft alle odds imod sig, og har skullet give den en ekstra skalle for at komme ind på arbejdsmarkedet. Og nu kan de ikke som mange danskere bare gå ud og få et andet arbejde,« siger han.

Anders Ejrnæs er enig:

»Konsekvensen af ledighed er langt større for indvandrere end for danskere, der som regel har en bredere kompetence og jo ikke har sprogproblemer. Derfor må man heller ikke lade sig lulle i søvn over de positive tal, men fortsat arbejde for at fastholde og integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet. Og de indvandrere, som trods alt ryger ud i ledighed, skal hjælpes med opkvalificering,« siger han.

Også Torben Møller-Hansen fra Foreningen Nydansker appellerer til arbejdsløse danskere om ikke at se sig gale på indvandrere, der kommer frelst gennem krisen på arbejdsmarkedet.

»Man skal tænke på, hvor hårdt det har været at opnå integrationen. Den har kostet rigtig mange penge, som vi ville tabe på gulvet, hvis vi skulle til at starte forfra. Det ville være helt ubærligt. Men her er jeg tryg ved fagbevægelsen, der har været hurtige til at slå ned og sige: »Sådan er vi ikke i Danmark«, når der har været en snert af det her,« siger han.

Integration stadig en udfordring

I arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) har man heller ikke tænkt sig at slække på indsatsen for at fastholde og integrere indvandrere, selv om organisationen ikke forudser arbejdskraftmangel lige med det første. DI forventer, at ledigheden når op på 170.000 arbejdsløse ved udgangen af næste år.

»Vi er nødt til at kigge ud over den aktuelle situation, og på lang sigt ligger der en udfordring i, at vi vil mangle 110.000 faglærte om 10 år. Så vi har al mulig grund til forsat at have fokus på en så stor og fleksibel arbejdskraft som muligt,« siger økonomisk konsulent Jens Erik Zebis, DI.

Han bekræfter, at virksomhederne generelt er glade for indvandrernes arbejdskraft, men afviser, at de bliver foretrukket, fordi de er lettere at have med at gøre i den nuværende, pressede situation på arbejdsmarkedet.

»Indvandrerne udgør en god og stabil arbejdskraft og fungerer fuldt ud på højde med danskere, når de først er kommet i job. Men når indvandrerne tilsyneladende går mere uberørt gennem krisen end danskere, tror jeg, det kan hænge sammen med, at de er overrepræsenteret i blandt andet servicebranchen og den offentlige sektor, der ikke er så hårdt ramt af krisen,« siger Jens Erik Zebis.

Beregninger, som LO har foretaget på grundlag af ledighedsudviklingen i forskellige a-kasser, kan dog ikke bekræfte, at de positive tal for indvandrere skyldes, at de arbejder på særlige områder, der er uberørt af krisen. Indvandrere fra ikke-vestlige lande holder bedst fast i deres job i stort set alle a-kasser, viser tallene.

Men det positive billede kan stadig nå at blive ødelagt, hvis krisen på et tidspunkt kradser så meget, at danskerne begynder at konkurrere på de ufaglærte områder, hvor ikke-vestlige har haft nærmest monopol, minder Anders Ejrnæs om.

Indvandrerne føler sig truet

DI har beregnet, at der siden 1985 er kommet cirka 150.000 indvandrere ind i den danske arbejdsstyrke. De har betydet en udvidelse af arbejdsstyrken på 85.000 i stedet for et fald på 65.000. Beregningerne viser også, at Danmark er det land i Europa, der har formindsket gabet i beskæftigelse mellem oprindelige befolkning og indvandrere mest siden midten af 1990’erne.

Uanset udviklingen og de positive tal føler en stor gruppe indvandrere ikke desto mindre, at de er særlig udsatte i den nuværende krise. Hver fjerde mener, at ansatte med anden etniske baggrund er mere udsatte for fyringer som følge af den økonomiske krise end ansatte med dansk baggrund. Det fremgår af en undersøgelse, som Catinét netop har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af flygtninge og indvandrere i Danmark.

Torben Møller-Hansen mener, der er tale om en myte, som det handler om at få manet i jorden hurtigst muligt:

»Jeg ville ønske, at folk ville bruge mere tid på den statistik, der ligger til rådighed - også for nydanskere - på internettet i stedet for at side på kaffebarerne og have ondt af sig selv. Det bliver altså sværere og sværere og sværere at stille sig op foran sin jobkonsulent og sige, at arbejdsgiverne diskriminerer,« siger han.

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.