Analyse

Her er ti plager, der bestemmer Løkkes politiske skæbne

Af | @GitteRedder

Efter næsten ti år som partileder kan Lars Løkke Rasmussens politiske karriere være endegyldigt slut, hvis han ikke får styr på ti plager. Blandt dem er de unge, kvinderne, arvefølgen i partiet, meningsmålingerne og ikke mindst en tyndslidt troværdighed.

Venstres partileder Lars Løkke Rasmussen skal have mere succes hos de unge, 'blå' mænd og hos kvinderne, hvis han skal generobre statsministerposten ved det kommende folketingsvalg. 

Venstres partileder Lars Løkke Rasmussen skal have mere succes hos de unge, 'blå' mænd og hos kvinderne, hvis han skal generobre statsministerposten ved det kommende folketingsvalg.  Foto: Philip Davali, Ritzau/Scanpix.

 

Senest 17. juni næste år skal vælgerne til folketingsvalg, og det bliver intet mindre end et skæbnevalg for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).  

Det vurderer både valgforsker Kasper Møller Hansen og politisk kommentator Hans Engell.

»Hvis Venstre ikke får statsministerposten efter et folketingsvalg, får Løkke meget svært ved at blive som formand. Så det er et skæbnevalg for Løkke. Han kan få Venstre til at gå frem, løbe med sejren og blive siddende i Statsministeriet.  Eller han risikerer at tabe det hele,« siger professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Elefanten i rummet er Lars Løkkes politiske troværdighed. Kasper Møller Hansen, valgforsker og professor ved Københavns Universitet

Hans Engell pointerer, at Venstre med Løkke i spidsen har forsøgt at løbe en valgkamp i gang siden august. Hele efteråret har ministre på stribe præsenteret det ene udspil efter det andet og er nærmest gået reform-amok.

»Men den store offensiv i efteråret har ikke givet pote i Venstres meningsmålinger,« siger Hans Engell. 

Her er Løkkes ti plager

Lars Løkke Rasmussen skal formå at bekæmpe ti plager for at genvinde statsministerposten ved det kommende valg:

De unge vælgere bliver væk.   

Kvinderne gider ikke Løkke og Venstre men stemmer i stedet rødt.

Storbyerne er ikke til Løkkes gammeldags 'bondeparti'. 

Medlemmerne forsvinder fra partiet, fordi de er gamle og dør. 

Arvefølgen er ikke på plads, og det giver splid og interne partiopgør.  

Troværdigheden er tyndslidt og svær at genoprette.

Nye Borgerlige spøger i kulissen med ufravigelige krav efter et folketingsvalg. 

Meningsmålingerne går den forkerte vej og har ikke været dårligere for Venstre i et kvart århundrede. 

Udlændingepolikken er en svær nød at knække både internt i V og hos de partier, der skal være det parlamentariske grundlag efter et valg.

Temperamentet kan være svær at styre, men ingen bryder sig om en sur, krasbørstig og irriteret statsminister og partileder. 

UDVID

Løkke skal levere en kraftpræstation frem mod folketingsvalget, hvis han skal gøre sig håb om at generobre statsministerposten, vurderer Hans Engell.

Løkke er nemlig oppe imod, hvad der kan opsummeres til ti plager. Plager der hver især skal bekæmpes, for at Løkke kan gøre sig forhåbninger om at overleve i dansk politik længere end valgnatten.

Plage nummer 1: De unge

Ved seneste folketingsvalg var kun hver fjerde V-vælger under 40 år. Sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er Venstre ubetinget det parti, der har dårligst fat i de unge vælgere. Og de unge vil næppe storme hen på valgstederne og sætte kryds ved Løkkes tropper ved næste valg, vurderer Hans Engell.

»De unge er optaget af uddannelse og den grønne dagsorden. Og de vil have unge, synlige politikere. Løkke selv virker tung og gammeldags, fordi han har været med i så mange år. Og Kristian Jensen, der ellers skulle være fornyeren, der tiltrak yngre vælgere, virker allerede slidt og skaber ikke ligefrem den nye dynamik omkring partiet i måden, han præsenterer finansloven på,« vurderer Hans Engell.  

Venstre dumper ifølge Hans Engell også på sociale medier og på at inddrage unge i eksperimenterende politikudvikling. Selvom der er langt mellem Alternativets partileder Uffe Elbæk og Løkke, kunne Løkke med fordel lade sig inspirere af Uffe Elbæks lyst til at prøve nye måder at lade de unge komme til, mener den politiske kommentator.   

Valgforsker Kasper Møller Hansen konstaterer, at Venstre er langt nede på unge borgerliges hitliste af partier. Både Liberal Alliance og Nye Borgerlige appellerer til unge med stærke borgerlige holdninger.

»Blå unge mænd stemmer især på Liberal Alliance, og hvis Løkke vil vinde dem tilbage, skal han appellere til dem,« siger Kasper Møller Hansen.

Ved det kommende folketingsvalg udgør de nye førstegangsvælgere cirka 200.000 unge. Mange i den unge generation anser Venstre for et gammeldags magtparti, og derfor skal Løkke arbejde meget målrettet for at få de unge til at se på det gamle 'bondeparti' med nye øjne, lyder det.

Plage nummer to: Kvinderne

Ved seneste folketingsvalg scorede Venstre kun 16,1 procent af kvindestemmerne i Danmark.

Skal Løkke have succes ved det kommende folketingsvalg, skal han have mere succes hos kvinderne, mener både Kasper Møller Hansen og Hans Engell.

»Mange kvindelige vælgere bryder sig ikke om Løkkes ofte studse, lidt arrogante og nedladende holdninger over for andre politikere. Det tiltaler ikke de kvindelige vælgere,« fastslår Hans Engell.

Kasper Møller Hansen peger på, at alle blå partier har en udfordring med kvindelige vælgere.

»Kvinder stemmer mere rødt, og mange er ansat i den offentlige sektor, hvor de arbejder som sosu'er, pædagoger, lærere og sygeplejersker. Så Løkke er oppe imod en struktur i samfundet, der gør det svært for ham at vinde flere kvinder, der traditionelt stemmer på de røde partier, der taler velfærd og offentlig sektor op,« siger Kasper Møller Hansen.

Plage nummer tre: Storbyerne

Løkke plages i den grad af, at Venstre slet ikke har fat i vælgerne i København, Aarhus og andre storbyer. I byer som Ringkøbing, Varde, Lemvig og Herning satte cirka hver tredje vælger kryds ved Venstre ved folketingsvalget i 2015, mens det i Odense og Aarhus kun var hver syvende og i København ikke en gang hver tiende.

Venstre står bare langt stærkere i landkommunerne end i storbyerne, og det udfordrer Venstre af flere grunde, noterer Kasper Møller Hansen. Dansk Folkeparti æder sig nemlig ind på Venstre i Jylland, og Liberal Alliance æder sig ind på bypartiet Venstre i storbyerne.  

»Liberal Alliance har sejret i byerne, og Dansk Folkeparti har sejret på landet. Så Venstre skal kæmpe både i landet og byerne for at generobre nogle af de vælgere, som de tabte ved folketingsvalget i 2015, så der skal kæmpes både en by-kamp og en land-kamp, og det kan være svært på en gang,« siger Kasper Møller Hansen.

Han fremhæver, at 'Land-Venstre' for at fastholde og vinde vælgere i udkantsdanmark har flyttet tusindvis af statslige arbejdspladser vest på og ud af hovedstaden, mens 'By-Venstre' har nedsat en hovedstadskommission for at styrke København.

»Men udflytning af arbejdspladser til udkantsdanmark ændrer ikke på, at posthuset, skolen og biblioteket er lukket. Uagtet alle de initiativer er vælgerne ikke vendt tilbage til Venstre, og målingerne tyder på, at Løkke har enormt svært ved at vinde den vælgergruppe tilbage, som Venstre har tabt til Dansk Folkeparti,« siger Kasper Møller Hansen.

Plage nummer fire: Medlemmerne

Venstres medlemsskare bliver mindre år for år. Ved udgangen af 2012 var der 43.835 kontingentbetalende medlemmer af Løkkes parti, mens det fem år senere var faldet til 35.957 medlemmer. 

Hans Engell pointerer, at Venstre deler skæbne med Socialdemokratiet og andre partier på den front.

»Tendensen er en massiv tilbagegang af medlemmer alle steder, men det ændrer ikke på, at Venstre tidligere var et meget stærkt parti decentralt og med masser af medlemmer. Nu taber partiet medlemmer, simpelt hen fordi de er gamle og dør, og man ikke formår at få yngre ind i samme takt,« siger han.

Plage nummer fem: Arvefølgen

Finansminister og næstformand Kristian Jensen er Venstres kronprins, men selvom arvefølgen formelt set er på plads, lurer der en mulig arvestrid om magten i Venstre.

Integrationsminister Inger Støjberg har i et interview med Altinget udtalt sig kryptisk og ladet forstå, at hun måske har viljen til at gå efter formandsposten. Og det er også uafklaret hvem, der skal være næstformand, hvis Kristian Jensen bliver formand.

By-Venstre og Land-Venstre stiller med forskellige kandidater. Og så længe arvefølgen ikke er på plads, vil magtkampe om partiets linje plage Løkke frem mod et valg.

Plage nummer seks: Troværdigheden

Størst af alle ti plager er ifølge eksperterne Lars Løkkes troværdighed.

»Lars Løkkes største problem er hans troværdighed, der er helt i bund. Når Mette Frederiksen og Lars Løkkes troværdighed bliver målt, ligger han meget lavt. Og han har ikke fået vasket gamle sager som tøjindkøb på partiets regning og GGGI-sagen om rejser på første klasse af sig,« siger Hans Engell.

»Elefanten i rummet er Løkkes politiske troværdighed. Løkke har kæmpet så meget med en stribe sager, og vælgerne er meget kritiske og ubarmhjertige, når det handler om troværdighed. Vælgerne har en god hukommelse, og det er svært at opbygge en tillid og meget nemt at tabe den,« siger Hans Engell - og tilføjer, at det er endnu sværere at genopbygge tabt tillid og troværdighed.

Plage nummer syv: Nye Borgerlige  

Ved seneste folketingsvalg blev Løkke udfordret af Liberal Alliances leder Anders Samuelsens fremadstormende nyliberale tropper, der lykkedes med at få unge blå mænd og mange selvstændige og veluddannede borgerlige til at sætte kryds ved LA.

Ved det kommende folketingsvalg vil Løkke også skulle lægge arm med Nye Borgerliges formand Pernille Vermund, og plagen opstår for alvor efter et folketingsvalg. For kommer Pernille Vermund ind med sine tre krav - om blandt andet et totalt asyl-stop - der skal opfyldes for at pege på Løkke som statsminister, bliver det svært at komme til magten.

Plage nummer otte: Meningsmålingerne

Ved seneste folketingsvalg tabte Venstre 13 mandater og mere end hver femte vælger. Resultatet var det dårligste i et kvart århundrede. Målingerne peger på, at det går yderligere tilbage ved det kommende folketingsvalg.

I mange målinger roder Løkke rundt på 16 – 17 procent af stemmerne, og det vil martre Løkke at gå af som formand for et parti med så lille vælgertilslutning.

Plage nummer ni: Udlændingepolitikken

Internt i Venstre er der en strammer- og en slapperfløj på udlændingepolitikken, og i forhold til sit eget parlamentariske grundlag har Løkke også store problemer med at finde den rette balance i udlændingepolitikken. Han skal favne så forskellige holdninger som hos 'slapper' folketingsmedlem Jan E. Jørgensen og 'strammer' Inger Støjberg.  

Lars Løkke ødelægger det ofte for sig selv ved at være så sur og krasbørstig. Hans Engell, politisk kommentator.

For Løkke har flygtninge- og udlændingepolitikken været en konstant hovedpine i den nuværende valgperiode, og i en valgkamp, hvor Nye borgerlige og Dansk Folkeparti vil gøre alt for, at asyl-stop, grænsekontrol og kriminalitet blandt udlændinge kommer til at dominere, bliver hovedpinen kun større, vurderer eksperterne.

Plage nummer ti: Temperamentet 

Løkkes temperament burde han selv kunne styre, mener Hans Engell.

»Løkke ødelægger det ofte for sig selv ved at være så sur og krasbørstig. Det er som om, at han altid forsøger at småmyrde nogle af de andre partiledere i en bisætning, og han har hele tiden et håndkantsslag til dem. Det irriterer de andre politikere og også vælgerne,« siger Hans Engell. 

Den politiske kommentator fremhæver, at Løkkes balstyriske temperament mange gange overskygger, at han også er en yderst kompetent, dygtig og handlekraftig statsminister.

»Løkke er en dygtig politiker og en kompetent statsminister, men så nytter det ikke, at småskændes med journalisterne og komme med sure bemærkninger. Folk, der ser det på tv-skærmen, tænker uh nej. Ingen kan virke så irriteret som Løkke, og det må en statsminister ikke være,« fastslår Hans Engell.