Grøn energi inden for rækkevidde i Europa

Af Jens Thomsen

Med et moderne elnet og en satsning på vedvarende energi kan Europa forsynes med 90 procent vedvarende energi i 2050, vurderer Greenpeace. Flere store projekter er på vej. Tysk selskab vil storproducere solkraft i Nordafrika, og EU planlægger kabelnet til vindkraft i Nordsøen.

ALTERNATIVE KILDER Sol i Sahara og vind over Nordsøen kan levere solide bidrag til Europas fremtidige forsyning af vedvarende energi. Flere store energiprojekter er allerede under udvikling i både syd og nord, og ifølge en ny rapport fra miljøorganisationen Greenpeace kan vedvarende energikilder dække stort set hele Europas energibehov i løbet af få årtier – hvis europæerne vel at mærke er parate til at forbinde deres nationale energisystemer effektivt med hinanden og i øvrigt lægger a-kraften på hylden.
»Vi ser nogle indledende skridt, der antyder, at det vil være muligt,« siger Frauke Thies, der er europæisk energirådgiver for Greenpeace.
Hun peger på EU-Kommissionens plan om et kabelnet i Nordsøen, som ni lande, heriblandt Danmark, har skrevet under på, at de vil deltage i. Kabelnettet skal lede elektricitet fra fremtidens store vindmølleparker i Nordsøen ind til fastlandet og gøre det muligt at distribuere energien effektivt.
Det er først og fremmest kabler og en effektiv distribution af energien, som er det ømme punkt i EU’s store planer om at lade vedvarende energi trække læsset i fremtidens energiforsyning. Elektricitet fra sol og vind kan ikke oplagres og gemmes på samme måde, som man kan oplagre kul og olie i siloer og tanke. El fra sol og vind skal bruges, når solen skinner og vinden blæser, og det betyder, at elektriciteten straks skal kunne sendes ud til forbrugerne, for ellers går den tabt.
Selv om EU i årtier har haft et indre marked for varer og kapital, er der stadig ikke et indre marked for energi, som gør det muligt at købe og sælge energi på tværs af landegrænserne på en effektiv måde.
Inden EU-landene investerer milliarder i sol- og vindenergi, skal markedsmekanismerne og transmissionslinjerne på plads, for ellers kommer de nye vindmøller til at snurre forgæves i perioder med så meget vind, at energien ikke kan bruges lokalt.
Integrationen af elnettene er også nødvendig, hvis Europas elforsyning skal forblive stabil, når en voksende andel af elektriciteten kommer fra vedvarende energikilder. Det er endnu ikke et problem, fordi kun en lille del af energiforsyningen er vedvarende, men i fremtiden skal strøm fra for eksempel vindmøller i et område kunne ledes til andre områder, hvor solen eller vinden svigter.
»Det er meget vigtigt, at der kan handles energi over grænserne, og at der er en integreret planlægning af netværkene,« siger Frauke Thies fra Greenpeace.
»Jo bedre forbindelser, man har over store områder, desto mere vedvarende energi kan man sende ud i nettet, fordi udsving i produktionen bliver mindre. Vind er et godt eksempel: Det er altid vindstille et eller andet sted, men aldrig i hele Europa, og aldrig i et helt land på størrelse med Finland for eksempel,« siger Satu Hassi, finsk medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne og medlem af Europa-Parlamentets miljøudvalg og suppleant i energiudvalget.
»Hvis hele Europa blev forbundet via et super grid, ville udsvingene i produktionen af vindenergi være ret lille,« siger Satu Hassi, som oprindeligt er uddannet stærkstrømsingeniør.

Intelligente elnet

Ifølge rapporten fra Greenpeace kan Europa opbygge et intelligent elnet, som vil være rygraden i en vedvarende energiforsyning, for en samlet investering på 209 milliarder euro over de kommende 40 år, svarende til fem milliarder euro årligt. Med et sådant opgraderet elnet vil EU-landene kunne forsynes stabilt med op til 90 procent vedvarende energi i 2050.
»Det nye netværk bygger på de netværk, der allerede findes i dag. Det europæiske elnet er i mange dele af EU 50 år gammelt og skal derfor fornyes alligevel,« siger Frauke Thies.
Den spirende erkendelse af, at de mange politiske ord og løfter om en europæisk fremtid med vedvarende energi kun giver mening, hvis Europa får et indre marked for energi og et integreret elnet, har sat fuld gang i debatten om ’super grids’, ’smart grids’ – og den ultimative løsning: ’super smart grids’. Begreberne bliver brugt i flæng i den politiske debat, men ’super grids’ betyder oftest transmissionslinjer for elektricitet over lange afstande og med et lavt tab af energi.
’Super grids’ skal forbinde de mange lokale og regionale ’smart grids’ med hinanden, men hvert ’smart grid’ skal ideelt set kunne fungere selvstændigt og uafhængigt af de øvrige elnet. Når det producerer overskydende strøm, ledes strømmen videre til andre områder via et ’super grid’. Omvendt kan et lokalområde få strøm fra et ’super grid’, hvis der er et forsyningsunderskud.
I en fremtid med en grøn elforsyning vil det være afgørende, at elforsyningen fungerer optimalt inden for hvert enkelt ’smart grid’, og at de lokale elnet taler med hinanden, så den samlede elforsyning kan blive stabil, selv om strømmen kommer fra mange forskellige producenter med en svingende produktion.
»Jeg tror, at flere og flere mennesker i øjeblikket begynder at indse fordelene ved et integreret elnet. Ved siden af at åbne markedet for mere vedvarende energi vil et intelligent integreret energinetværk udnytte energien bedre, give besparelser på elregningen og skabe job i Europa,« siger Satu Hassi.
»Jeg ser både ’smart grids’ og et ’super grid’ som nødvendigheder, ikke som alternativer,« siger hun.

Ørkenstrøm

Stabilitet er et nøgleord for Europas mest spektakulære enkeltprojekt for vedvarende energi, der er det største ingeniørprojekt siden månelandingerne. Som navnet antyder, skal det ikke realiseres i Europa, men i Nordafrikas ørken.
Bag planerne står et tysk konsortium af virksomheder som Siemens og energiselskabet E.ON, der markedsfører den store solenergiplan under navnet Desertec eller DII (Desertec Industrial Initiative), og ambitionerne er store som klitterne i Sahara; konsortiet vil opføre et antal gigantiske sol- og vindparker i Sahara, som ifølge Desertec vil kunne dække 17 procent af Europas elforbrug i 2040. Det vil lægge beslag på et ørkenområde på størrelse med Wales i Storbritannien og vil kunne levere en stabil strømforsyning dag og nat, fordi en del af solenergien kan lagres som varme, der så kan konverteres til elektricitet om natten.
»Teknologien findes allerede og vil sikkert blive forbedret i de kommende år. Det, der er det store puslespil nu, er de lovgivningsmæssige rammer for storstilede energinetværk og transmission af elektricitet til Europa,« siger informationschef Alexander Mohante fra Desertec.
Konsortiet vil bruge de kommende tre år på at udarbejde et samlet koncept for den fremtidige produktion af solenergi i lande som Marokko og Tunesien, og inden for ti år skal et referenceanlæg stå klar, som kan demonstrere potentialet i solenergi i Sahara. Den teknologiske og økonomiske fordel er, at solen skinner ofte og med stor styrke i Sahara, så Desertec kan få det maksimale udbytte af solpanelerne. Det er vigtigt, fordi elektricitet fra solanlæg stadig er væsentlig dyrere end el fra traditionelle kraftværker. Den samlede pris for projektet ventes at blive på omkring 400 milliarder euro.
»Indrømmet: Beløbet lyder gevaldig stort. Men hvad næsten ingen ser, er, at opbygningen af en tilsvarende kapacitet med kul-, atom- eller gaskraftværker i Europa ville være mindst lige så dyr,« sagde Desertecs administrerende direktør Paul van Son i februar til den tyske avis Süddeutsche Zeitung.
Desertec er stadig under opbygning. En ny chef, der skal lede arbejdet med opbygningen af det første solenergianlæg er under ansættelse, og i denne måned træder de første ikke-tyske virksomheder ind i konsortiet. De kommer fra Italien, Spanien, Frankrig, Tunesien og Marokko.
Men projektet er ikke bare stort, det er også politisk kontroversielt, fordi det går ud på at flytte en stor del af Europas elproduktion til politisk og socialt ustabile lande i Afrika og lægger beslag på store landområder.
’Nykolonialisme’ er projektet blevet kaldt af kritikere i Europa-Parlamentet.

Sten på vejen

Selv om Desertec-projektet også skal omfatte vindkraft, er de europæiske vindproducenter mere interesseret i at udbygge vindkraften i Europa og i planerne om højspændingskabler i Nordsøen og andre dele af Europa.
»Den politiske vilje omkring disse projekter er gevaldig. Der er politisk momentum for Nordsøen, og samtidig har man en plan for de baltiske lande, og der er en plan for middelhavslandene,« siger Christian Kjær, der er administrerende direktør i de europæiske vindproducenters interesseorganisation, EWEA, i Bruxelles.
Senere i år vil EU-Kommissionen fremlægge en foreløbig plan for et elnet i Nordsøen, og ud over Danmark ønsker Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Sverige, Holland, Belgien, Irland og Luxembourg at deltage i projektet. Christian Kjær ser også manglen på et indre marked for energi som den alvorligste barriere for en fremtidig grøn energiforsyning i Europa. En række store energiselskaber, der både producerer og transmitterer elektricitet, har begrænset interesse i et åbent EU-marked, der vil kunne sænke elprisen på lokale og nationale markeder.
»Jeg tror, modviljen kommer fra de selskaber, der både ejer produktion og transmission,« siger Christian Kjær.
EU-landene er i øjeblikket i færd med at gennemføre en åbning af energimarkedet, der i sidste ende skal føre til et reelt indre marked for energi. Christian Kjær opfordrer til, at EU-landene sørger for at udnytte deres hjemlige potentiale for vedvarende energi, før de kaster sig ud i elproduktion i for eksempel Nordafrika.
Greenpeace ønsker også, at EU-landene fastholder deres målsætning om at udvikle den vedvarende energi på hjemlig grund.
»Mange europæiske lande, for eksempel Italien, har langt fra udnyttet deres potentiale for vedvarende energi, og alle europæiske lande har stadig et uudnyttet potentiale,« siger Frauke Thies fra Greenpeace, der dog ikke er modstander af solenergi fra Sahara.
»Vi mener generelt, at det er en god idé at installere solenergianlæg der, hvor solen skinner, men det afhænger af, hvordan det gøres. Det er blandt andet vigtigt, at de lokale kan få del i den energi, der produceres,« siger hun.
For Greenpeace er det på lidt længere sigt mere afgørende, at Europa gør op med a-kraften. Atomkraft er en ufleksibel energikilde, fordi man ikke med kort varsel kan skrue op og ned for ydelsen fra et a-kraftværk. Derfor er a-kraft svær at kombinere med vedvarende energi, hvor ydelsen hele tiden svinger.
»A-kraft vil forsinke overgangen til vedvarende energi og vil føre til spild af store ressourcer. På et tidspunkt bliver man nødt til at træffe et valg mellem vedvarende energi på den ene side og kul, olie og a-kraft på den anden,« siger Frauke Thies.