TRIVSELSTANTER

Frivillighed er den eneste vej til bedre velfærd

Af | @MichaelBraemer

NY BOG: Med Venligboerne som det mest iøjnefaldende eksempel skyder der i disse år frivillige initiativer op overalt i landet, der er båret af borgeres engagement og ønske om selv at gøre noget ved samfundets problemer. Dem skal politikerne tage godt imod, for de er det eneste værktøj, der kan forbedre velfærden, lyder opfordringen i ny bog, der er skrevet af blandt andre Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Vibe Klarup, den ene af forfatterne til 'Rodskud', har haft en lang række tillidsposter og ansættelser i organisationsverdenen. Her er hun fotograferet i en periode som direktør for Danner, et krisecenter for voldsramte kvinder.

Vibe Klarup, den ene af forfatterne til 'Rodskud', har haft en lang række tillidsposter og ansættelser i organisationsverdenen. Her er hun fotograferet i en periode som direktør for Danner, et krisecenter for voldsramte kvinder. Foto: Gitte Sofie Hansen, Scanpix

Venligboerne, Stop Spild af Mad og Børns Voksenvenner. Det er bare tre projekter i et hav af fællesskaber, der helt uden om både det politiske system og de etablerede frivillige organisationer har taget sagen i egen hånd og sat sig for at gøre noget ved samfundets problemer.

Og der er i høj grad brug for den energi og handlekraft, som danskerne er i besiddelse af. For vores samfund står over for så komplekse problemer, at de ikke kan løses af velfærdssamfundet gennem regulering og lovgivning alene. Det gælder for eksempel miljøproblemer, ressourceknaphed, sundhedsproblemer, integration og negativ social arv.  

Det er budskabet i bogen ’Rodskud – Venligboere, nærvarme og trivselstanter. Hvordan lokale fællesskaber genskaber velfærden’.   

Frivillig og politiker har skrevet sammen

Bogen er skrevet af to lokalpolitikere, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og formanden for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Middelfart Johannes Lundsfryd samt Vibe Klarup, som er sekretariatsleder i for Hjem til Alle og formand for Frivilligrådet.

De fortæller om bæredygtige energilandsbyer, sociale og jobskabende samarbejder og om sundhedsfremme og forebyggelse drevet af borgere i kommuner, hvor de lokale politikere har forstået at samle borgernes engagement op.

Det er jo ikke en vred handlekraft eller modkraft, som man kender fra 70’erne. Men et medspil, hvor borgerne har overvejet, hvad de kan gøre Vibe Klarup, medforfatter til 'Rodskud'

Med bogen vil de prøve at råbe Christiansborg-politikere og de lokalpolitikere, der endnu ikke har fået øje for potentialet i den nye frivillighed, op. Og mane til besindighed og samarbejde i den del af fagbevægelsen, der ser frivilligheden som en spareøvelse, der vil gøre deres medlemmer arbejdsløse.  

»Christiansborg-politikere forstår stadig frivillighed som det lille supplement, og de synes, det er fint, at det er der. Men de har slet ikke forståelse for, hvor meget lyst, borgerne har til at engagere sig i nye løsninger, og hvor meget kraft, der er i deres engagement, hvis det får lov til at fylde,« siger Vibe Klarup.

Mønstereksempel

Stop Spild af Mad er for forfatterne at se et mønstereksempel på, hvor stort et personligt engagement kan vokse sig. Det startede i 2008 som en protest på Facebook mod, at hver dansker smider 63 kilo mad ud om året.

På landsplan smider vi i Danmark mere end 700.000 ton mad ud hvert år ifølge Stop Spild af Mad, som mener, det er for meget, når der samtidig er hungersnød i Afrika og vi ved, at produktion af fødevarer belaster miljøet.

I dag er Stop Spild af Mad blevet Danmarks største frivillige organisation mod madspild, og organisationen mener, at den med sin faktabaserede kampagne har været medvirkende til, at Danmark de seneste fem år har reduceret sit madspild med 25 procent.

Den offentlige sektor kører som en effektiv maskine – smurt, lean og velfungerende. På mange stræk leverer den det, den skal, men borgerne står som passive tilskuere. Vibe Klarup, medforfatter til 'Rodskud'

Organisationen har indgået alliancer med producenter og detailhandlen, som har medvirket til at bekæmpe madspildet. Den har også været med til at sætte gang i forsøg med butikker, der sælger overskudsmad og giver mad til hjemløse, krisecentre og væresteder.

Bevægelsens arbejde har været en inspiration for FN’s fødevareorgansiation, FAO, som har udarbejdet et program for reduktion af madspild verden over.

»Uanset om det er Stop Spild af Mad, Venligboerne eller Cykling uden alder, må enhver politiker da blive opløftet af en sådan handlekraft. Det er jo ikke en vred handlekraft eller modkraft, som man kender fra 70’erne. Men et medspil, hvor borgerne har overvejet, hvad de kan gøre,« påpeger Vibe Klarup.

Demokratisk usundt at stå udenfor

Men alt for ofte kolliderer det frivillige engagement i et samarbejde med den offentlige sektor, som i tre årtier har været styret efter New Public Management (NPM). Det vil sige med fokus på konkurrence effektivitet, mål- og incitamentstyring. Alt sammen noget, der ligger det frivillige engagement fjernt og ikke ligefrem befordrer et samarbejde.

»Den offentlige sektor kører som en effektiv maskine – smurt, lean og velfungerende. På mange stræk leverer den det, den skal, men borgerne står som passive tilskuere. Og når man på den måde udelukker borgere fra at være aktive i skabelsen af det gode liv, så er det måske, der sker det, som er sket politisk i USA, og som man også ser tilløb til i Frankrig og Tyskland. Deltagelse har betydning for demokratiet,« mener hun.  

Medforfatter og Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er en af de politikere, der HAR forstået værdien af den nye bølge af frivillighed.

»Der ligger et kæmpepotentiale og en enorm drivkraft, som kan omsættes til værdi og livskvalitet for borgerne,« mener han.

Eneste vej til bedre velfærd

Jacob Bundsgaards favorit i Aarhus er projektet ’Sager der samler’, som han ser som en ny type frivillig organisation, som i sig selv ikke har noget konkret idé til at hjælpe, men gerne vil gøre andre i stand til at forfølge deres mål og engagement.

»De sætter mål og udvikler projekter, som man typisk ellers kun ser kommuner eller store frivillige organisationer gøre,« fremhæver han.

Alle, der deler ambitionen om bedre velfærd, bør se med velvilje på det her værktøj. Jacob Bundsgaard, medforfatter til 'Rodskud'

’Sager der Samler’ beskriver sig selv som hverdagsaktivister, som bakker op om mennesker, der tager sagen i egen hånd, når skoen trykker.

De står blandt andet bag Skraldecafeen, hvor der skabes fællesskaber omkring madspild, og er nu i færd med at starte blandt andet Vaskeriet, som er en øvebane for udviklingshæmmede, der gerne vil have et arbejde.  

Jacob Bundsgaard vil gerne have et samarbejde med de nye frivillige og være med til at løfte deres projekter. Det er for ham at se den vej, man skal gå, hvis man ønsker øget velfærd. For vi bliver nødt til at erkende, at der ikke kommer væsentlig flere ressourcer til den offentlige sektor, mener han. 

»Alle, der deler ambitionen om bedre velfærd, bør se med velvilje på det her værktøj«, mener Aarhus-borgmesteren.

Modstand fra alle sider

Med alle mener han også faglige organisationer, hvoraf især forbundet FOA, som især har offentligt ansatte medlemmer, hidtil har haft et anstrengt forhold til de frivilliges indtog på velfærdsområdet.

Et helt kapitel i bogen er helliget den modstand mod bidrag fra civilsamfundet, som forfatterne oplever fra alle sider.

Den kommer fra den kommunale medarbejder, som blandt andre FOA repræsenterer, og som kan være usikker på, om inddragelsen af frivillige vil fjerne grundlaget for hendes job.

Den kommer også fra borgerne, der kan være bange for stabiliteten og sikkerheden i det, som de frivillige skal levere. Politikerne, der kan blive frataget muligheden for at definere servicestandarder og kommunale administrationer, der kan miste mulighed for at måle og veje og dermed styre.

Den frivillige, på sin side, kan ende som gidsel i et uigennemskueligt politisk spil.

Vibe Klarup forstår godt, at der blandt de offentlig ansatte og deres organisationer er en betydelig bekymring for, hvad det nye handler om. Der er, som hun påpeger, ikke oparbejdet nogen stor og sund tillid blandt de faglige medarbejdere til, at frivilligheden er positiv og i tråd med de faglige idealer, de hylder.

Misbrug

Tværtimod er der eksempler på misbrug af frivillige, som puster til mistroen og forsigtigheden, erkender forfatteren.

»Ind imellem popper der jo de her historier op om, at hvis man nedlægger en nattevagt på et plejehjem, dukker der frivillige op for at tage pladsen. Jeg hørte også engang en kommunalchef sige, at de havde konceptualiseret det, så der hver gang de byggede et nyt plejehjem skulle være så og så mange medarbejdere, så og så mange frivillige og så en køkkenmedhjælper,« fortæller hun.

Vi skal sige tydeligere til borgerne, at vi har et medansvar for hinanden, og væk fra at imødekomme enhver udfordring med, at vi skal have flere psykologer, flere pædagoger, flere sosu’er og så videre. Vibe Klarup, medforfatter til 'Rodskud'

Men frivillige må aldrig blive et nyt, fast element i formlen på, hvordan man driver en institution, påpeger Vibe Klarup. Hun mener også, at der har spredt sig en forståelse i kommunerne af, at det handler om demokratisk involvering snarere end kæmpe besparelsesmuligheder, når man inviterer frivillige indenfor i velfærdssamfundet.

»En kommune kan sagtens have en interesse i at åbne et ældrecenter op for lokalsamfundet og så se, hvad borgerne har lyst til at være del en af. Men det er en hel anden proces end at sige: ”Jeg har brug for 25 frivillige, og de skal stå her på mandag, så jeg kan drive mit plejehjem”,« påpeger Vibe Klarup.

Offentlig ansatte ejer ikke borgerne

Omvendt skal mange fagpersoner i det offentlige øve sig i at tænke på, at de ikke ejer relationen til den ældre, den udsatte eller børnene, mener hun.

»Vi skal sige tydeligere til borgerne, at vi har et medansvar for hinanden, og væk fra at imødekomme enhver udfordring med, at vi skal have flere psykologer, flere pædagoger, flere sosu’er og så videre. Det vil vi gerne invitere de faglige organisationer til en snak om, for hvis ikke fagligheden kommer voldsomt i spil, sker der ikke noget. Vi er ikke ude på at afproffessionalisere velfærden,« understreger hun.  

Forfatternes mål er, at vi skal have bedre velfærd, selv om fremtiden for den kommunale økonomi ser stram ud.

»Man skal lade være med at tro, at man kan drive velfærdsstat ved at hælde nogle frivillige oveni. Men mit ønske er, at uanset om vi får en fantastisk vækst, må vi aldrig komme tilbage til den situation, vi har været i, hvor vi troede, at velfærdsstaten kunne klare alting. Den passivering, der er konsekvens af den tænkning, er ikke godt for et samfund,« siger Vibe Klarup.

Ny form for frivillighed

Frivillige organisationer har været en bærende kraft i udviklingen af den danske velfærdsstat siden slutningen af 1800-talllet inden for alt fra socialhjælp over gymnastik til husmodersammenkomster. Men det er ikke de etablerede frivillige organisationer, der fungerer som rugekasser og danner rammen om de mange initiativer, som beskrives i ’Rodskud’.

De er opstået spontant og uorganiseret – som i tilfældene med Venligboerne og Stop Spild af Mad som udløbere af et Facebook-opslag. Samtidig oplever de etablerede frivillige organisationer medlemstilbagegang.

Vibe Klarup vil ikke høre tale om, at er tale om en falliterklæring for den frivillige verden, hun repræsenterer, men erkender, at der er noget at tænke over.

»Det er et wake up call, og man drøfter i sektoren, hvad der sker i disse år. For skal man begejstres eller bekymres over, at bare man er med i noget på nettet, så kan man like sig til en identitet som én, der gør noget godt i samfundet? Svaret har vi lidt til gode, fordi det er så forholdsvis nyt. Men jeg synes, at både den frivillige sektor og det lidt mere organiserede forenings-Danmark skal tage udviklingen alvorligt,« siger hun.

Bagsiden af professionalisering

Vibe Klarups forklaring på udviklingen er, at de store organisationer har professionaliseret sig for at spille lige op med den offentlige sektor og gøre sig fortjent til støtte og midler.

»De krav, der stilles til den frivillige sektor, hvis den skal have penge, kræver en stor grad af professionalisering. Det har den bagside, at man som borgere mister den umiddelbare og lette adgang til at være med og få afløb for sit engagement. De skal igennem rekruttering, oplæring, kurser og arbejdsbeskrivelser,« påpeger hun.

Det var der ikke noget af under den enorme rekruttering til Venligboerne, som blev stiftet i 2013 som et Facebook-båret netværk af danskere med lyst til at vise venlighed over for de flygtninge, der kom til Danmark. Overalt i landet samledes borgere i selvorganiserede grupper for at samle tøj ind, arrangere fællesspisning og blive venner med flygtningene.

Hold da op – folk vil noget med det sted, de bor. Lad os da gøre det til noget politisk Vibe Klarup, medforfatter til 'Rodskud'

Ved uddelingen af årets Døssingpris i 2016 til stifteren Merete Bonde Pilgaard var 150.000 forbundet til hinanden via Facebookgrupper rundt om i landet. En helt ekstraordinær stor mobilisering.

’Rodskud’ fortæller om, hvordan professionelle civilsamfundsaktører som Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp gjorde sig umage med anerkende den danske aktivisme, men også formulerede høflig kritik af det helt hovedløse i selv at organisere nødhjælpscontainere uden om den infrastruktur, de store organisationer møjsommeligt havde bygget op gennem årtier.

Samtidig var der i debatten kritik af den lette like-kultur, og hvad nogle så som selvfedme.

Det er det, borgerne vil ha’

Men hvilket andet politisk udsagn har mere end 150.000 likes, spørger Vibe Klarup.

 »Man kan sagtens slå en sådan bevægelse ned og sige, at nogle må have styringen og det lange lys på. Men befolkningen har en tillidskrise i forhold til Christiansborg og forlader foreninger og fagbevægelse. Samtidig er der så denne enormt store optagethed af det meget nære, hvor folk bor og organiserer sig på nye måder. De er vi nødt til at forholde os til, for hold da op – folk vil noget med det sted, de bor. Lad os da gøre det til noget politisk,« mener Vibe Klarup.