SNILDE, FLID OG KOMPETENCER

Forskere: Dansk fagbevægelse har byttet lønsolidaritet væk for uddannelse

Af | @journallan

Den danske LO-fagbevægelse har de sidste 25 år haft stort fokus på uddannelse og sikret lønmodtagerne langt større rettigheder end vores svenske naboer. Men en del af prisen kan være et større løngab mellem ufaglærte og faglærte og et stigende pres på organiseringen blandt de lavtlønnede, konkluderer ny forskning. LO kan dog ikke genkende det billede.

Lønforskellen mellem faglærte LO-arbejdere og ufaglærte i private servicefag som rengøring er langt større i Danmark end i Sverige. Det kan være en af konsekvenserne af fagbevægelsens fokus på uddannelse frem for lønsolidaritet, påpeger arbejdsmarkedsforskere. 

Lønforskellen mellem faglærte LO-arbejdere og ufaglærte i private servicefag som rengøring er langt større i Danmark end i Sverige. Det kan være en af konsekvenserne af fagbevægelsens fokus på uddannelse frem for lønsolidaritet, påpeger arbejdsmarkedsforskere.  Foto: Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Det startede tilbage i slutningen af 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne. LO-fagbevægelsen var under pres i både Danmark og Sverige.

Vidensøkonomien, globaliseringen og den teknologiske udvikling buldrede derudaf. De klassiske industriarbejdere blev færre og færre. Arbejdsgiverne stillede stadigt større krav om uddannelse og pressede på for decentraliserede overenskomster og mere fleksible løn- og arbejdsvilkår.

Men modsvaret fra den danske og svenske fagbevægelse var vidt forskelligt. Mens man i Sverige stod fast på traditionelle dyder som lønsolidaritet og ansættelsesbeskyttelse, har den danske LO-fagbevægelse ifølge ny forskning accepteret større lønforskelle på arbejdsmarkedet. Men man har villet have noget til gengæld, og det har især været uddannelse.

”Fra midten af 00’erne har den danske fagbevægelse færdiggjort en bevægelse væk fra en centraliseret model med lønsolidaritet (…) til et system, som støtter og aktivt tilskynder lønforskelle baseret på kvalifikationer i bytte for udvidede rettigheder til uddannelse og træning,” lyder en af hovedkonklusionerne i en ny, videnskabelig artikel i det internationale tidsskrift World Politics.

Artiklen er skrevet af danske Christian Lyhne Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på FAOS på Københavns Universitet, og den amerikanske professor Kathleen Thelen fra MIT/Political Science. De har kigget nærmere på strategien i den danske og svenske fagbevægelse.

»Tilgangen til solidaritet har været forskellig i Danmark og Sverige. I Sverige har der været en lønkompressions-tankegang, som vi også kender fra Danmark tidligere, hvor man prøver at have kontrol med top og bund i lønstrukturen. I Danmark har man i højere grad accepteret, at man kan differentiere på lønnen. I stedet har man forsøgt via uddannelse at skabe lighed og solidaritet, så man har lige mulighed for at dygtiggøre sig og få en god løn,« forklarer Christian Lyhne Ibsen i et interview med Ugebrevet A4.

Snilde, flid og kompetencer

Forskellene mellem Danmark og Sverige er i høj grad historisk betinget, mener han. Mens man i Danmark har organiseret sig med faglige organisationer, der baserer sig på uddannelser og typen af kompetencer, har man i Sverige haft industrifagforeninger, hvor hele brancher har organiseret sig på tværs af fag.

»Så det ligger dybt i de danske organisationers dna, at snilde, flid og kompetencer skal aflønnes rigtigt - og at uddannelse og at dygtiggøre sig er også en del af et fag - mens hele uddannelses-aspektet er blevet overladt til staten i Sverige. «

Christian Lyhne Ibsen understreger, at man ikke kan konkludere, at den svenske fagbevægelse har gjort det bedre for sine medlemmer – eller omvendt. Men det danske fokus på uddannelse og opkvalificering frem for lønsolidaritet har haft konsekvenser for lønmodtagerne, mener han.

På den positive side har LO-fagbevægelsen i Danmark sikret medlemmerne en lang række uddannelsesrettigheder i overenskomsterne, som svenskerne må kigge langt efter. Og danske lønmodtagere deltager også i højere grad i efter- og videreuddannelse.

Men på den negative side har lønforskellene på det private arbejdsmarked vokset sig større, så især de ufaglærte på det private arbejdsmarked sakker længere bagud i lønkapløbet.

Intet fokus på lønsolidaritet

Løngabet mellem de ufaglærte og resten af det private arbejdsmarked er op gennem 1990’erne og 00’erne blevet langt større i Danmark end i Sverige, fremfører forskerne.

»Den danske strategi går meget ud på at få løftet ufaglærte ind i faglærte jobs gennem uddannelse og opkvalificering. Men såfremt du befinder dig lavest i lønstrukturen i Danmark, er der ikke nogen strategi for at ændre på det. Man har ikke nogen lønudjævningsstrategi eller et særligt fokus på lønsolidaritet samlet i LO-familien,« forklarer Christian Lyhne Ibsen.

Det står i direkte kontrast til Sverige, hvor fagbevægelsen i langt højere grad har fokuseret på at sikre, at alle faggrupper og lønmodtagergrupper får noget, når man forhandlede overenskomster. Ligesom svensk fagbevægelse har haft større mulighed for at kontrollere lønfastsættelsen gennem centrale aftaler.

Rammer især ufaglærte i privat service

I Danmark er fire ud af fem lønmodtagere i den private sektor dækket af et overenskomstsystem, hvor lønnen forhandles lokalt i virksomheden. Omvendt er det i Sverige fire ud af fem lønmodtagere i det private, som er omfattet af aftaler, der begrænser lønfleksibiliteten.

»I Sverige holder de enkelte overenskomster på brancheniveau langt mere kontrol over lønfastsættelsen, end man gør i Danmark. Det er meget mere centraliseret. Derudover har man haft meget fokus på at løfte særlige grupper, som faldt bagud lønmæssigt, ved at tage procentvis højere lønstigninger ud til de her grupper, så de på den måde indhenter de andre,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Den danske tilgang har betydet, at især nogle grupper af ufaglærte i de private servicefag – herunder rengøringsbranchen - har haft meget svært ved at forhandle sig frem til højere lønstigninger ude lokalt. Derfor har de gennem årene haft et lønløft, der ligger markant under resten af arbejdsmarkedet, påpeger forskerne i artiklen.

På samme måde lønuligheden generelt større, så der er langt flere lønmodtagere i Danmark end i Sverige, der tilhører lavtlønsgruppen, som tjener under to tredjedele af medianindkomsten.

Ikke det vilde vesten

»Det er ikke sådan, at Danmark er blevet det vilde vesten, hvor vi bare efterlader de ufaglærte på perronen og kører lønfleksibilitet ud i det ekstreme. Der er stadig et fokus på, at minimumslønnen i overenskomsterne skal være nogenlunde rimelig. Men man har i mindre grad forsøgt at kontrollere lønnen, og man har i mindre grad forsøgt at kompensere de lavestlønnede. Og det gør man altså i Sverige,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Arbejdsmarkedsforskerne påpeger samtidig, at det kan have haft konsekvenser for organiseringsgraden, at de ufaglærte halser bagefter i lønstatistikkerne og i højere grad er blevet marginaliseret i den danske fagbevægelse.

Organiseringsgraden er generelt lidt lavere i Danmark end i Sverige, men det er især blandt de ufaglærte, at færre melder sig ind i en fagforening. I 2010 var kun 46 procent af de ufaglærte organiseret i en aftalebærende fagforening (eksklusiv de gule fagforeninger) i Danmark sammenlignet med 63 procent i Sverige.

»Vi kan se, at organisationsgraden er lavere blandt de ufaglærte i Danmark. Og det er klart, at det kan give nogle negative spiraler. Jo lavere organisationsgrad, der er, jo sværere er det at rekruttere og fastholde medlemmerne ude på arbejdspladsen,« siger Christian Lyhne Ibsen.

LO: Alle kommer med på toget

Hos LO i Danmark anerkender man ikke forskernes udlægning af, at den danske fagbevægelse har accepteret større lønforskelle i bytte for bedre uddannelsesmuligheder.

»Jeg synes, at konklusionerne er trukket lidt skarpt op. Som jeg ser det, er uddannelse og løn to sider af samme sag. Det er i høj grad uddannelse, der er nøglen til at få kompetencerne på plads til at kunne få et godt job med en god løn. Så i min verden er det to sider af samme sag og ikke modsætninger,« siger LO’s cheføkonom, Allan Lyngsø Madsen.

Han påpeger, at man i den danske model har sektorvise forhandlinger med afsmittende lønsatser og en sammenkædning, som sikrer, »at alle kommer med på toget og ikke bliver efterladt på perronen«.

»På den måde har vi solidaritet hele vejen rundt,« siger Allan Lyngsø Madsen, som derudover stiller spørgsmål ved validiteten i forskernes sammenligning af lønforholdene i Danmark og Sverige.

»Lønoversigterne (i forskernes artikel, red.) er sammenlignet på tværs af nogle enkelte områder på arbejdsmarkedet. Så jeg vil ikke sige, at det er fuldstændig robuste tal. Det, jeg hæfter mig ved, er, at vi sådan set ligger rigtig godt til på velstandsstigen i Danmark med generelt gode lønvilkår.«

Allan Lyngsø Madsen understreger samtidig, at uddannelse er et helt afgørende fokusområde for LO. Både når det gælder indsatsen for at løfte flere ufaglærte til faglærte og behovet for livslang læring.

3F: Vigtigere at kigge på kønsforskelle

Hos 3F Privat Service, Hotel og Restauration (3F PSHR), der organiserer nogle af de faggrupper, som ifølge forskerne er sakket længst bagud på lønningerne, ser man heller ikke noget behov for, at LO-fagbevægelsen skifter fokus fra uddannelse til at hæve de ufaglærtes lønninger og skabe større lønlighed.

»Vi ser det ikke som et selvstændigt mål at udjævne lønforskelle mellem ufaglærte og faglærte. Tværtimod. Vi forhandler overenskomsterne i forhold til uddannelsesniveau. Vil du have flere penge i lønningsposen, så skal du uddanne dig og opkvalificere dig,« siger Thorkild Holmboe-Hay, konsulent i 3F PSHR.

Han mener, at det er et gammeldags socialistisk synspunkt at sidestille lønsolidaritet med ligeløn på tværs af fag og uddannelsesniveau.

»Jeg oplever heller ikke noget krav nedefra, om at lønnen skal udjævnes, så alle uanset erfaring, uddannelse og anciennitet skal have den samme løn hele tiden. Så jeg ser hellere, at man kigger mere på de urimeligheder, som ikke skyldes uddannelse og kompetencer. Blandt andet de store kønsmæssige lønforskelle,« siger Thorkild Holmboe-Hay.

Betalt frihed til uddannelse 

Den danske satsning på uddannelse som fokusområde har da også givet en lang række mærkbare forbedringer, konkluderer arbejdsmarkedsforskerne.

»Staten giver jo meget på efter- og videreuddannelse i Danmark, men det, der har været særlig interessant for fagbevægelsen, har været at få betalt frihed til at gøre det. Du bliver ikke straffet for at skulle tage på efteruddannelse, og du har mulighed for selv at vælge, hvad det er for noget uddannelse, du gerne vil have fri til,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Blandt landvindingerne på uddannelsesområdet er også, at danske arbejdere er garanteret ret til efter-/videreuddannelse, hvis de bliver fyret, mens man i Sverige kun har ret til betalte kurser under særlige omstændigheder.

Danske beskæftigede deltager da også i højere grad i uddannelse og træning end svenskerne. Og det gælder både faglærte og ufaglærte, viser statistikkerne.

Anderledes end i 1970'erne

Den danske tilgang har også gjort de danske lønmodtagere mindre afhængige af skiftende politiske vinde, fordi flere rettigheder sikres i overenskomster frem for lovgivning, fremhæver forskerne. Og endelig har villigheden til at indgå aftaler og accepten af lønfleksibilitet gjort den danske LO-fagbevægelse til en mere attraktiv samarbejdspartner for både politikere, arbejdsgivere og andre lønmodtagerorganisationer.

»Man har set en mindre pragmatisk svensk fagbevægelse, som har stået hårdt på nogle af de traditionelle dyder. Det er også lidt sværere at hyre og fyre i Sverige. Det er nogle sejre, man fik tilbage i 1970'erne, som man har holdt fast ved. Men på godt og ondt er politikerne på andre tanker i dag, end de var i 70’erne. Og de ser måske i højere grad den danske fagbevægelse som medspiller, når det gælder uddannelse som en måde at skabe både konkurrencedygtighed, social mobilitet og lighed.«

Ifølge Christian Lyhne Ibsen er der da også i den svenske fagbevægelse – især i funktionærernes fagforeninger – en vis misundelse over de danske resultater på uddannelsesområdet. Og en higen efter at bryde ud af det traditionalistiske system for at få mulighed for at indgå aftaler på andre områder end løn.

Intet ramaskrig

Omvendt ser han ingen tegn på, at den danske fagbevægelse vil gå mere i svenskernes fodspor og skifte fokus fra uddannelse til den stigende lønulighed.

»Der er ikke et kæmpestort ramaskrig omkring det i dansk fagbevægelse. Det er der jo ikke. Og jeg tror heller ikke, at den danske fagbevægelse vil opgive fokus på uddannelse. Snarere tværtimod. Hvis man kigger på OK17, har det i den grad været i fokus, og nu er der også lige startet trepartsforhandlinger om efter- og videreuddannelse. Men det er klart, at særligt i kølvandet på krisen er økonomisk og social ulighed blevet et emne, som fagbevægelsen selvfølgelig har taget på sig. Og man har meget fokus på, at man skal undgå working poor, som vi har set i Tyskland, hvor dele af arbejdsmarkedet falder så meget bagefter, at man skal have to-tre job for at klare sig.«