Formandsstop

FOA-Dennis: Jeg har ikke nogen sen-karriereplan, og fra på torsdag ringer min telefon ikke mere

Af | @GitteRedder

Efter 16 år som FOA-formand går Dennis Kristensen på pension. Om nogen har han kæmpet for mandeløn til kvindefag og sat fokus på værdien af kernetropperne i den offentlige sektor. Men hans åbenhed og kamp mod pamperi har irriteret. Metals formand roser nu Dennis Kristensen for at have trukket fagbevægelsen i den rigtige retning.

På torsdag smider Dennis Kristensen FOA-uniformen - jakkesættet - efter 16 år. 

På torsdag smider Dennis Kristensen FOA-uniformen - jakkesættet - efter 16 år.  Foto: Nils Meilvang - Ritzau/Scanpix.

 

»Jeg skal lige ha’ en smøg. Bare et minut!«

Klokken er kvart over tolv torsdag middag. Dennis Kristensen har en kort frokostpause fra hans sidste hovedbestyrelsesmøde i FOA, hvor han som forbundsformand sidder for bordenden. 

Ugebrevet A4 har lagt billet ind på et interview med Dennis Kristensen for flere uger siden. Et afskedsinterview med den længst siddende forbundsformand i familien af LO-fagforbund i nyere tid.

Et interview med legenden FOA-Dennis for at gøre status over 16 år som forkæmper for sosu'er, pædagogmedhjælpere og andre lavtlønnede offentligt ansatte.

»Nu er jeg jo ikke-ryger, så du skriver ikke det med smøgen,« griner Dennis Kristensen og skynder sig ud på altanen for at ryge.

Men helt i tråd med Dennis Kristensens eget allerhelligste princip fra sin formandstid, nemlig åbenhed, skal læserne have det hele med. Også smøgen. FOA-formandens mærkesag er trods alt, at der skal være åbenhed om alt, hvad der foregår. 

Og ja, 180.000 FOA-medlemmers afgående formand ryger af og til (næsten dagligt) en cigaret (tit flere), når han er under pres og sover for lidt.

Trækker tænder ud

Det er han for øjeblikket. Overenskomstforhandlingerne trækker tænder ud. Når Dennis Kristensen ikke har siddet i Forligsinstitutionen for at finde #EnLøsningForAlle og stået skulder ved skulder med andre fagforbund, har han optrådt i stort set samtlige nyhedsudsendelser og debatprogrammer på tv og radio.

Og nu, hvor han endelig har mulighed for at spise et stykke smørrebrød med sin hovedbestyrelse, holder han sin gamle aftale med Ugebrevet A4. Interviewet er ellers blevet udskudt først en gang og siden et utal af gange på grund af møder i Forligsinstitutionen.

Skrivebordet på formandskontoret på anden sal i FOA-domicilet i det indre København er et stort rod af papirbunker. Og dynger af aviser, som Dennis Kristensen har lagt til side for at læse, når han får tid. Og tid får han masser af efter på onsdag, noterer han og skænker sort kaffe i koppen.

»Jeg har tænkt mig at sove ualmindeligt længe dagen efter. Jeg tror faktisk, at jeg vil lægge mig i selen for ikke på noget tidspunkt at komme i tøjet dagen efter kongressen,« drømmer han.    

På onsdag er der ekstraordinær FOA-kongres i Odense, hvor der skal vælges ny formand.

Dennis Kristensen faldt for forbundets aldersgrænse på 65 år i midten af februar, men allerede forrige år besluttede FOA, at den erfarne formand skulle forhandle den nye overenskomst på det offentlige område i foråret. Derfor blev det besluttet, at skæringsdatoen for Dennis Kristensens liv som FOA-formand var 25. april, for der var de nye overenskomstaftaler da sagtens forhandlet på plads.

Sådan er det ikke helt gået. Mere end tre måneders dramatiske #OK18-forhandlinger om lønhop, betalt spisepause og lærernes arbejdstid blev til varsler om strejker, lockout og natteroderi i Forligsinstitutionen.

Adrenalinkick 

Selvom han har været under et enormt pres de seneste uger, ville Dennis Kristensen ikke for noget i verden have undværet finalen i hans faglige karriere.

»Hvis jeg nu var gået af ved udgangen af februar, sådan som jeg oprindeligt skulle, ville jeg virkelig have ærgret mig over ikke at være med i den her periode. Det giver et adrenalinkick, at der er sådan en historisk kompliceret overenskomstsituation. Vi har aldrig haft noget, der ligner i den offentlige sektor,« siger han.

Jeg har bestemt mig til, at jeg ikke vil sidde og kigge på telefonen og tænke om den er gået ud, eller om der ikke er batteri på. Dennis Kristensen, FOA-formand.

Udover at drømme om søvn – interviewet gennemføres som sagt torsdag under et højspændt forhandlingsforløb – drømmer Dennis om at lande en overenskomstaftale. Han reflekterer over forskellige scenarier af overenskomstforhandlingerne. Sammenbrud. Strejke. Lockout. Forlig. Aftale.

»Sammenhængen mellem lysten og oplevelsen af at komme ud af det her med oprejst pande er så vigtig. Bliver vi tævet på plads af et lovindgreb? Måtte vi krybe tilbage, fordi kassen var tom? Opgav medlemmerne troen på, at det ville lykkes at hive et godt resultat hjem?«

»Det værste, der kan ske i forbindelse med en konflikt, er, hvis hele opstarten har skabt engagement og pustet liv i viljen til at skaffe sig et resultat, hvis det så ender med oplevelsen af, at der ikke kommer noget ud af det,« siger han.  

»Hvis vi kæmper og kæmper uden at få noget ud af det, tror jeg, at vi kan kigge i vejviseren efter faglig aktivitet de næste ti år, fordi det vil skabe en desillusion,« noterer han.

Dennis Kristensen har i den grad bidraget til at gøre kvinder i den offentlige sektor synlige. Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker.

Allerede i midten af 1970'erne lærte han som ung portør og tillidsmand, at man skal kende omkostninger og udveje.

»Dengang lærte jeg, at det er fedt og spændende og giver et brus, når man starter en overenskomststridig strejke eller varsler konflikt. Men man skal også gøre sig tanker om, hvordan man kommer ud af det, så kollegerne har en oplevelse af, at det hjalp. Det var ikke bare, at vi gungrede på broen; der var også et resultat for enden af broen,« siger han.  

I 1983 var Dennis Kristensen (tv) tillidsmand på Herlev Hospital. Her var der en overenskomsstridig strejke blandt portørerne, og det førte til, at Dennis Kristensen blev fyret. (Foto: Privat)

  

Damernes ven 

Men nu er det nu. FOA-Dennis går på pension,. En af dem, der skal vænne sig til det, er formand for social- og sundhedssektoren i Frederikshavn Gitte Christensen.  

»Dennis Kristensen har været en god FOA-formand og nok den mest synlige fagforeningsformand af alle. Den synlighed er et plus, og ingen er jo i tvivl om, hvem han er, og hvad han mener,« siger Gitte Christensen.

Selvom andre i FOA-toppen har haft svært ved at komme til orde i offentligheden, og ifølge Gitte Christensen har stået lidt for meget i skyggen af Dennis Kristensen, mener hun, at han har været god til at sætte ligestilling og ligeløn på dagsordenen og konsekvent kæmpet for kvindelige lavtlønsgrupper på det offentlige arbejdsmarked.

»Dennis har været rigtig god til at nævne de ting, som en dame også ville gøre. At vi er for lavt lønnede, og at vi langt fra har ligeløn i Danmark,« siger hun.

Taler stadig som portøren fra Herlev Sygehus

Når arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet professor Bent Greve skal bedømme, hvordan Dennis Kristensen har klaret sig som formand, peger han også på, at Dennis i høj grad er damernes ven. For ingen har som han kæmpet for mandeløn til kvindefag og talt om »varme hænder«. 

»Med sin klare profil og høje stemme har Dennis Kristensen haft en kæmpe betydning både for FOA som forbund og for lavtlønnede kvindegrupper.«

»Han har i den grad bidraget til at gøre kvinder i den offentlige sektor synlige, og i dag ved vi alle sammen, hvad en sosu laver i løbet af en arbejdsdag, og at hun får for lidt i løn for sit værdifulde arbejde med omsorg og pleje,« siger Bent Greve.

Uanset om det gælder velfærd, daginstitutioner, ældrepleje, ligestilling, arbejdsmiljøpolitik eller kampen for bedre arbejdsforhold til au pairs har FOA-formanden haft en indflydelse på meningsdannelsen, fordi han kommunikerer klart og bruger samtlige nyhedskanaler og sociale medier, pointerer han.    

»Dennis Kristensen forstår stadig at kommunikere som en portør på Herlev Sygehus, og det betyder, at folk forstår hans budskaber,« siger han.

Men Dennis Kristensens medieglæde er også hans store svaghed, vurderer arbejdsmarkedsforskeren.

»Nogle gange siger han tingene for højt og for hurtigt, og det har givet ham stor modstand internt i fagbevægelsen. Hans opgør mod pamperi og insisteren på at være åben omkring bestyrelseshonorarer i toppen af LO var ikke en vindersag for Dennis Kristensen internt,« siger Bent Greve.

Svært at træde i hans fodspor

LO-formand Lizette Risgaard betegner sit samarbejde med Dennis Kristensen som særdeles fint. Og ligesom flere andre kilder skæmter hun med hans medietække.

»Dennis er en ildsjæl og har gennem alle årene kæmpet utrætteligt for sine medlemmers løn- og arbejdsforhold. Dennis elsker medierne, og medierne elsker ham, og det er en heldig kombination, for Dennis elsker jo at 'være på',« siger hun.

»Der er ingen tvivl om, at det bliver svært at træde i hans fodspor - og det er ikke kun på grund af skostørrelsen,« konstaterer Lizette Risgaard. 

Smeden og portøren gasser hinanden 

Forbundsformand i Dansk Metal Claus Jensen er ligesom Dennis Kristensen en af de tunge drenge i LO-fagbevægelsens ledelse. Hver anden tirsdag året rundt mødes LO-toppen til kaffe og rundstykker på femte sal på Islands Brygge i København, og derudover ses de til hovedbestyrelsesmøder, trepartsforhandlinger med regeringen og diverse andre sammenhænge.

Men selvom smeden og portøren repræsenterer hver deres yderfløj i LO-familien og ofte har krydset klinger, får Dennis Kristensen pæne skudsmål fra Claus Jensen.

»Jeg repræsenterer de privatansatte og går op i produktivitet, konkurrencekraft, vækst og alle de der ting. Og Dennis repræsenterer de offentligt ansatte, der passer befolkningen. Det er klart, at vi kan godt have mange forskellige interesser, men jeg opfatter Dennis som en okay kollega. Jeg tror faktisk godt, at vi kan lide hinanden,« siger Claus Jensen.

Han værdsætter ligesom adskillige andre fagforeningsformænd især Dennis Kristensens sans for humor. Til møderne i LO-toppen gasser de hinanden med lidt friske og venskabelige kommentarer hen over bordet.

»Dennis kan finde på at konstatere, at han ’undtagelsesvis er fuldstændig enig i det Claus lige har sagt’. Og jeg kan finde på at sige: ’Det er lige gået op for mig, at vi kun har en million offentligt ansatte i Danmark. Det er da alt for lidt Dennis’. Det bliver altid sagt med et glimt i øjet,« pointerer Claus Jensen.

Dennis er meget synlig og i tæt kontakt med sine medlemmer, og det har været med til at gøre vi andre opmærksomme på, at det også drejer sig om at være tæt på medlemmerne. Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

FOA-Dennis og 'Metal-Claus' repræsenterer hver deres stil og facon. Mens Dennis Kristensen i overenskomstforhandlingerne om OK18 er usædvanlig åbenmundet og hele tiden rydder nyhedsfladen, foretrækker Claus Jensen som formand for CO-Industri at forhandle bag lukkede døre.

Claus Jensen tier, indtil der ligger en aftale på industriens område, og bryder sig ikke om at en yderst seriøs overenskomstforhandling bliver en slags cirkusforestilling med nye numre hver dag.

»Jeg mener ikke, at det er godt at gå så meget i medierne under forhandlingerne. Og jeg kan godt lide at være loyal overfor dem, jeg arbejder sammen med, og det kan det godt knibe med hos Dennis. En gang imellem forsøger han at score et par billige points på noget, der i mine øjne er en lidt halvhellig tilgang til tingene,« siger han.

Et dugfrisk eksempel på det, som Claus Jensen betegner som illoyalitet, skete fredag 13. april, da både LO og FTF på ekstraordinære kongresser besluttede at fusionere til en helt ny faglig hovedorganisation.

Efterfølgende blev der holdt stiftende kongres for den nye hovedorganisation. Ikke på noget tidspunkt tog Dennis Kristensen ordet og talte imod, at den nye megaorganisation udover formanden får seks næstformænd. 

»Alligevel går Dennis straks ud i Jyllands-Posten og kritiserer, at der bruges for mange penge i den nye ledelse. Den slags illoyale meldinger har jeg ikke den store respekt for,« fastslår Claus Jensen.

Hvad ser du som Dennis Kristensens største styrke som FOA-formand?

»På den måde tror jeg, at Dennis Kristensen har været med til at trække fagbevægelsen i den rigtige retning.  Og jeg synes, at han er gået foran i bestræbelserne på at sørge for, at vores stemme bliver hørt,« siger Claus Jensen.

Hvad har været hans svaghed som forbundsformand?

»Hans svaghed er, at man ikke altid kan vide, hvordan det, man lige har siddet til møde med ham om, bliver udlagt bagefter. Jeg synes, at han i lidt for høj grad udlægger tingene til sin egen populistiske fordel, og det er ikke altid lige kønt,« mener Dansk Metals formand.

Fire principper som ledetråd

Set med Dennis Kristensens briller er det ikke populisme, men et princip om at være åben. Det lovede han sig selv samme aften i 2002, hvor han blev valgt til forbundsformand med kun syv stemmers forspring.

»Medlemmerne betaler min løn – den er i øvrigt høj – og de skal vide, hvad der foregår. Det udspringer af min tid som tillidsrepræsentant for portørerne på Herlev Sygehus, hvor jeg lærte, at information betyder alt for at få tillid og opbakning fra medlemmerne.«

»I mine øjne er det både uærligt og uklogt at undlade at fortælle sponsorerne, altså medlemmerne, hvad der foregår,« siger han.

Sosu'ernes og pædagogmedhjælpernes førstemand fremhæver selv sin åbenhed som et af de resultater, han er glad for.

»Åbenhed, gennemsigtighed, aktivisme og medlemsstyring var de fire begreber, som betød rigtig meget for mig, da jeg stillede op, og når jeg kigger baglæns, kan jeg sagtens se, at jeg kunne være nået meget længere på alle punkter, men jeg synes, at jeg har været med til noget,« siger han.

SoMe-Haj styrer selv twitterkontoen 

Som forbundsformand har Dennis Kristensen ført an med at skrive overenskomstdagbøger og offentliggøre dem på Facebook til sine 11.387 følgere. I dag gør alle andre faglige ledere også flittigt brug af sociale medier, noterer han tilfreds.

Dennis Kristensen styrer selv suverænt sin twitter-profil, pointerer han.

»Jeg skal stå på mål for indholdet, så ingen får lov at røre min Facebook og Twitter,« bedyrer han. Og tilføjer, at han er en lille smule vanskelig – for han kan ikke finde ud af at holde taler og oplæg, som andre har forfattet. Det skal gennem hans eget hoved og fingre, før han stiller sig på en talerstol.

Hans iPhone er også i hænderne hele tiden. Eller på mødebordet ved siden af ham. Den er ikke bare Dennis Kristensens livline til hustruen Dorte og de to voksne døtre, som han ser alt for sjældent.

Bindeled til halvdelen af journalistforbundet

Udover FOA-toppen og LO-kollegerne er Dennis Kristensens iPhone også bindeled til noget nær halvdelen af Dansk Journalistforbunds medlemmer.

FOA-formanden er berømt for altid at tage telefonen, når journalisterne ringer, og han leverer altid varen eller sender en SMS tilbage, når han har undersøgt en sag til bunds.

Som forbundsformand er man interessant til det sidste, men så er man heller ikke interessant længere. Dennis Kristensen, FOA-formand.

I de seneste 16 år har hans telefon kimet og bimlet med beskeder i døgndrift. Dennis Kristensen er indstillet på, at fra på torsdag bliver der langt mellem opkaldene.

»Jeg har bestemt mig til, at jeg ikke vil sidde og kigge på telefonen og tænke, om den er gået ud, eller om der ikke er batteri på. Den kommer ikke til at ringe, og det indstillede jeg mig på for 16 år siden.«

»Som forbundsformand er man interessant til det sidste, men så er man heller ikke interessant længere,« siger han og henviser til andre faglige kolleger, der havde forventninger om at få telefonopringninger, bestyrelsesposter og masser af tilbud, når de trådte tilbage.

Så Dennis Kristensen er ved at indstille sig på ikke at skulle op og i det obligatoriske jakkesæt for at sidde i TV2News klokken syv om morgenen.

I stedet skal der være tid til at læse metervis af litteratur på bogreolerne og til de to børnebørn og den tredje, der er på vej. Ambitionen er også bruge lidt mere tid i familiens lille hytte på Bornholm og at skrive sine erindringer og dedikere dem til børnebørnene, så de forstår morfars ophav og værdier. Her sniger sig nok også lidt FOA-historie ind. 

»Men jeg har ikke nogen sen-karriereplan,« fastslår han.

Metalformand Claus Jensen mener, det er klogt, at Dennis Kristensen ikke har illusioner om at fortsætte Danmarksberømmelsen.

Selvom Dennis Kristensen har været en dygtig og markant faglig leder i mange år, kommer han ifølge Claus Jensen ikke til at efterlade et tomrum. Det gør han heller ikke selv, når han en dag stopper karrieren i Dansk Metal, noterer han. 

»Jeg har det sådan med de fleste formænd, at det er lidt ligesom at stikke fingeren i et glas vand, og når man så trækker fingeren op igen, kan man måle sin uundværlighed på, hvor stort hullet, der er tilbage, er.«

»Sådan tror jeg også, at det er med Dennis. Men Dennis har skabt et sammenhold blandt sine medlemmer, som den næste formand skal kæmpe for at holde fast i,« siger han.

Konflikten i 2008 største succes

Netop sammenholdet og aktivismen blandt FOA-medlemmerne vender Dennis Kristensen tilbage til flere gange. På spørgsmålet om hvilket resultat han er allermest stolt af efter de mange år på posten, kommer svaret prompte:

»Det bliver ubetinget vores konflikt i 2008, hvor vi fik gennemført en fantastisk medlemsmæssig aktiv konflikt. Vi var igennem en konflikt, der er succesrig på alle områder – både medlemmernes vilje, aktivitetsniveau og at komme i hus med et lønresultat, der var bedre end det, som vi havde sagt nej til. Det var en stor succes.«

»Men det var trepartsforhandlingerne med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) om den offentlige sektor også,« siger han.

Hvad ville du gerne have haft af resultater, som du ikke nåede? Altså nederlag?

»Overenskomstfornyelsen i 2015! Undervejs udviklede forløbet sig til, at arbejdsgiverne ville have regelforenkling og færre overenskomster, og den dagsorden havde vi hørt i årtier, så hvis de skulle have det, skulle vores medlemmer have uddannelse,« siger Dennis Kristensen og beretter om det, han kalder sit faglige livs største nederlag:

Til evig tid vil jeg ærgre mig over, at vi ikke fik det enorme uddannelsesløft. Dennis Kristensen, FOA-formand.

 »Vi fik et forhandlingsforløb, hvor vi overskred alle tidsgrænser og nærmest boede i soveposer i KL (Kommunernes Landsforening, red.). Vi nåede frem til et resultat, der på FOA’s område ville betyde, at man blandt andet som ufaglært i de to første år havde ret og pligt til at få en erhvervsfaglig uddannelse, og vi forpligtede os til at udvikle nye uddannelser.«

»Hele FOA ville blive et faglært forbund på sigt. Det ville have været mit største faglige resultat overhovedet. Men desværre endte det med, at jeg blev stemt meget grundigt ned af vores hovedbestyrelse.«

»Til evig tid vil jeg ærgre mig over, at vi ikke fik det enorme uddannelsesløft. Arbejdsgiverne siger til os i dag, at hvis det var gået igennem dengang, havde det kostet dem en milliard kroner, og det have været en milliard lige ned i FOA’s lommer,« siger han.

Derudover havde et løft i uddannelse til ufaglærte eller kortuddannede FOA-medlemmer modsvaret det krav om kvalitet i den offentlige sektor, som i stigende grad vil presse de ufaglærte.

»Der er kun en vej at blive hægtet på det stigende kvalitetskrav, som bliver stillet i ældreplejen, daginstitutioner og hele den offentlige sektor, og det er kompetencer. Det ville have været ualmindelig fremsynet af os at have nikket til det tilbud,« siger han.