Forgyldte læger

Flere politikere vil granske lægers millionoverskud

Af

Alternativet indkalder sundhedsministeren i samråd om speciallægers overskud i millionklassen. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er også klar til at undersøge lægernes fortjenester nærmere. Ministeren svarer ikke, men ifølge Venstre peger pilen på Danske Regioner.

Pernille Schnoor (AL) vil sammen med andre politikere i oppositionen nu have gransket honorarerne til speciallæger. 

Pernille Schnoor (AL) vil sammen med andre politikere i oppositionen nu have gransket honorarerne til speciallæger.  Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix.

 

Nogle speciallæger har som beskrevet i Ugebrevet A4 en guldrandet forretning. Måske for guldrandet. I hvert indkalder Alternativet nu sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i samråd om honorarerne til hudlæger, øjenlæger og andre speciallæger.

Alternativet vil blandt andet have ministeren til at redegøre for, hvordan det kan lade sig gøre, at nogle af de praktiserende speciallæger i 2016 havde overskud på op til 6,9 millioner kroner om året.

Sundhedsordfører Pernille Schnoor (AL) er både forundret og forarget over de store overskud.

Det er jo helt galt, når pengene kunne gå til at gøre flere mennesker raske. Pernille Schnoor (AL), sundhedsordfører
  

»Jeg vil sammenligne det med at drive en daginstitution. Der må ikke være større overskud, end at det skal bruges til at investere året efter, hvis lokaler eller andet skal forbedres. Der må ikke være et overskud på 6,9 millioner kroner, når det er skatteborgernes penge,« siger Pernille Schnoor og tilføjer:

»Det er jo helt galt, når pengene kunne gå til at gøre flere mennesker raske.«

Læs også: Læger tjener mere end tre millioner kroner på et år

Ifølge Pernille Schnoor vidner tallene om, at der er »noget galt« med den nuværende afregningsmodel, når det kan lade sig gøre for speciallægerne at hive overskud hjem på flere millioner kroner om året. 

»Man må lave en analyse af, hvordan det kan lade sig gøre. Er det fordi, at de ikke bruger den normerede tid per patient?,« spørger hun retorisk og tilføjer:

»Det kan være, at de bliver afregnet med 20 minutter per patient, men kun bruger 10 minutter. Det er vi simpelthen nødt til at finde ud af.«

V: Pilen peger på regionerne

På trods af gentagne henvendelser til Venstres sundhedsminister Ellen Trane Nørby har Ugebrevet A4 ikke fået svar på sine spørgsmål. Men Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann lægger i et skriftligt svar vægt på, at lægernes lønforhold er aftalt i overenskomsten med Danske Regioner.

»Jeg har en klar forventning om, at man i forhandlingerne forholder sig til, at lægerne på den ene side skal have en rimelig aflønning og på den anden side sikrer, at vi som samfund får mest sundhed for pengene,« står der i svaret fra Jane Heitmann.

Den nyvalgte formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S) er også formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN). Nævnet forhandler på vegne af Danske Regioner overenskomsterne med de praktiserende speciallæger. Han påpeger, at regionerne har fastlagt grænser for, hvor meget speciallægerne samlet set kan få udbetalt i honorarer.

»RLTN har i forhandlingerne med de praktiserende speciallæger et stort fokus på, at der er styr på udgifterne til speciallægehjælp og på, at vi får mere og mere sundhed for pengene år for år. Derfor er der et loft over, hvor store regionernes udgifter til speciallægehjælp kan blive, og vi har sikret, at der behandles flere patienter år for år, og at udgiften per patient falder,« står der i svaret fra Anders Kühnau.

DF: Det ser voldsomt ud  

De store overskud kommer bag på Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt. Hun mener ligesom Alternativet, at der er behov for at få mere indblik i lægernes fortjenester.

Vi er nødt til at granske det her for at se, hvordan vi bruger pengene bedst. Liselott Blixt (DF), sundhedsordfører

»Umiddelbart synes jeg, at det ser voldsomt ud. Derfor kunne jeg også godt tænke mig en nærmere gennemgang af, hvad de bruger pengene til. Vi er nødt til at granske det her for at se, hvordan vi bruger pengene bedst,« siger Liselott Blixt.

Hos Enhedslisten mener sundhedsordfører Stine Brix, at speciallægernes store overskud er »ude af proportioner«. Derfor opfordrer hun sundhedsministeren til at trække i arbejdstøjet.

»Jeg synes, det er oplagt, at regeringen i samarbejde med Danske Regioner skal lave en analyse af, hvordan man kan sikre, at der er flere penge, der er sat af til sundhed, som rent faktisk også går til sundhed,« siger Stine Brix og tilføjer:

»De skal ikke gå til at opbygge private formuer.«

Læs også: Speciallæger på hudklinik scorer kassen

S vil kigge kritisk på honorarer

Den kritiske holdning til lægernes honorarer deler SF’s sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen. Hun fremhæver, at der på nuværende tidspunkt mangler ressourcer andre steder i sundhedssektoren.

»Det er simpelthen for ærgerligt, hvis det er sådan, at vi genererer urimeligt store overskud hos praktiserende speciallæger, private plejefirmaer eller på private sygehuse, når vi kunne have brugt pengene på mere og lige sundhed til alle,« siger Kirsten Normann Andersen.

Der bliver brugt rigtig mange penge på de private speciallæger. Flemmming Møller-Mortensen (S), sundhedsordfører
 

Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller-Mortensen peger på, at de praktiserende speciallæger er et meget effektivt element i vores sundhedsvæsen.  

»Der bliver brugt rigtig mange penge på de private speciallæger, men det er også ensbetydende med, at de har rigtig mange patienter. Jeg vil rigtig gerne være med til at kigge kritisk efter, om de får udbetalt et større honorar, end de skal have,« siger han og tilføjer:

»Det skal selvfølgelig være udgangspunktet, at de ikke skal have en krone udbetalt, som de ikke har leveret sundhed for.«