Fagbevægelsen og ledighedstesten

Af

Hvis den arbejdsløse tømrer og rengøringsassistent ikke oplever, at fagbevægelsen hånd-terer arbejdsløsheden tilfredsstillende, kan det få fatale konsekvenser for opbakningen.

Det er et paradoks. Men sandheden er, at da det danske arbejdsmarked for få måneder siden var rødglødende med skrigende mangel på hænder overalt, skabte det ikke kun lutter idyl i den danske fagbevægelse. Den historisk lave ledighed satte nemlig også fagbevægelsen under pres: Lønmodtagere meldte sig ud af a-kasserne med afsæt i devisen: »Hvorfor betale til noget, som man alligevel ikke får brug for?« Arbejdsgiverne tog gæstfrit imod tusindvis af østeuropæere, som pressede de danske overenskomster. Og endelig lagde den skrigende mangel på hænder pres på velfærdsordninger som efterlønnen og dagpengene.

Men nu? Nu er det hele vendt på hovedet. Mens aktiekurser og friværdier er sendt i frit fald, er kursen på tryghed kun gået én vej: Op, op og op. Derfor er det mere end sandsynligt, at a-kasserne på et tidspunkt vil opleve et medlemsboom, at indvandringen fra Østeuropa stopper, og at presset på efterlønnen og dagpengene vil aftage. Samtidig kan man også forvente, at fagbevægelsen vil blive en endnu vigtigere samarbejdspartner for en vingeskudt borgerlig regering. Og alt det kan altså ske samtidig med, at det store pendul – tidsånden – svinger fra højre mod venstre med USA’s kommende præsident Obama stående dér i baggrunden.

Så jo, sat på spidsen kan en kommende økonomisk krise – pudsigt nok – gå hen og lette presset på fagbevægelsen på en lang række områder. Men på ét afgørende punkt vil en krise sætte fagbevægelsen på en stor test. Ledighedstesten. For hvis arbejdsløse tømrere, murere og rengøringsassistenter ikke oplever, at fagbevægelsen håndterer arbejdsløsheden tilfredsstillende, kan det få fatale konsekvenser for opbakningen.

Derfor må fagbevægelsen presse på for at få kickstartet samfundsøkonomien gennem investeringer, der kan afbøde en dramatisk stigning i ledigheden. Her har LO og flere forbund allerede meldt sig på banen i sidste uge ved at efterlyse en plan for investeringer i infrastruktur, grøn energi og renoveringsopgaver. Mere af det.

Dernæst er det helt afgørende, at man formår at servicere og hjælpe den pakkedame og truckfører, der pludselig står uden et job. I årevis har fagforbund satset på at blive moderne serviceorganisationer med bedre rådgivning, støtte og overblik. Den servicestrategi skal nu stå sin afgørende prøve i en situation med ledighed.

Men frem for alt må man forvente, at fagbevægelsen sætter ekstra turbo på sin egen dagsorden: Mere uddannelse! I denne tid viser det sig nemlig, at de seneste års vanvittige efterspørgsel efter truckførere og avisbude har været et helt ekstraordinært konjunkturfænomen, der har lagt et slør hen over virkeligheden: At der bliver stadig mindre brug for ufaglærte, mens der bliver mangel på personer med eksamensbeviser.

Fagbevægelsen må derfor – endnu tydeligere end nogensinde – påtage sig rollen som indpiskeren, der insisterer på et markant uddannelsesløft til de unge og til de ufaglærte. Det kan ske ved at søsætte nye kreative forslag på den politiske scene, der kan skabe bedre rammer for at tage ungdomsuddannelser og kurser. Men det kan også ske ved at inspirere medlemmer til at udnytte de rammer, der allerede er skabt med globaliseringspuljer, kompetencefonde og meget andet.

Der er ingen tvivl om, at fagbevægelsen kan komme til at spille en nøglerolle i en situation med stigende ledighedskurver. Hvis den vil.

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.