Europæisk fagbevægelse skal på barrikaderne

Af | @JanBirkemose

Det er blevet sværere for europæisk fagbevægelse at indgå aftaler med arbejdsgiverne på europæisk plan. Men det må ikke få fagbevægelsen til at slække på det europæiske arbejde. I stedet skal den knytte næven og fremføre sine synspunkter markant over for medlemmerne, medierne og de europæiske politikere. Det siger Wanja Lundby-Wedin, kommende præsident for 60 millioner lønmodtagere i Europæisk Faglig Sammenslutning.

STÆRK STEMME Er det virkelig europæisk fagbevægelses nye stærke mand? Det hurtige og logiske svar er nej. Først og fremmest er Wanja Lundby-Wedin kvinde, og dertil er den 54-årige bedstemor så venlig og imødekommende, at hun ligger langt fra den gængse opfattelse af en »jernnæve«. Men ifølge Wanja Lundby-Wedin er det heller ikke hendes egen person, men hårdtslående argumenter og opbakning fra hele 60 millioner europæiske lønmodtagere, der skal få arbejdsgivere og politikere til at ryste i bukserne fremover.

Den svenske LO-formand Wanja Lundby-Wedin bliver på mandag valgt til ny præsident for Europæisk Faglig Sammenslutning (EFS), når EFS tager hul på fire dages kongres i den spanske by Sevilla. Og hun lover at arbejde hårdt for, at EFS bliver en stærkere stemme i Europa. Medlemmerne skal mobiliseres, argumenterne skal skarpslibes, og medier og politikere skal overbevises om, at de europæiske lønmodtagere skal have bedre vilkår.

Hun lader sig ikke slå ud af, at det i de seneste år er blevet vanskeligere at hive arbejdsgiverne til forhandlingsbordet for at indgå frivillige aftaler om arbejdsmarkedsforhold i EU. Det forklarer hun med, at EU-kommissionens interesse for at inddrage arbejdsmarkedets parter er svækket, og når kommissionen ikke presser på, læner arbejdsgiverne sig lidt tilbage. Men det skal ikke smitte af på fagbevægelsens europæiske engagement:

»EFS skal ikke være en spejling af EU-kommissionens eller arbejdsgivernes interesser. Vi skal være stærke af egen kraft. Tænk, om fagbevægelsen i Sverige sagde, at nu har vi en borgerlig regering i Sverige, så vi læner os tilbage og taber indflydelse. Tværtimod. EFS skal i højere grad blive en organisation, som med klare udmeldinger tager del i meningsdannelsen. Vi bygger vores styrke på opbakningen fra 60 millioner medlemmer,« siger Wanja Lundby-Wedin.

Servicedirektivet var et skoleeksempel

Hun mener, at forløbet omkring det omstridte servicedirektiv er et godt eksempel på, hvordan EFS fremover skal få større indflydelse. Den eu-ropæiske fagbevægelse var stærkt utilfreds med EU-kommissionens oprindelige forslag til direktiv om et friere marked for serviceydelser. Men efter en offentlig demonstration i Bruxelles mod forslaget, hård kritik i medier i mange lande og ikke mindst en omfattende lobbyindsats over for nationale regeringer og fremtrædende medlemmer af Europa-Parlamentet lykkedes det fagbevægelsen at få forslaget gjort spiseligt.

»Det var en succes. Vi var hurtige til at opfange, hvad der var i gære. Vi mobiliserede i fællesskab, så fagbevægelsen i alle lande talte med de nationale politikere. Og vi udførte ikke bare lobbyarbejde over for Europa-parlamentarikerne. Vi skrev faktisk flere af de afgørende tekster for dem. Så det var et glimrende eksempel på, hvad vi kan forandre, når vi samler alle kræfter.«

Hvis de gode erfaringer med servicedirektivet ikke skal blive en enlig svale, kræver det imidlertid også, at EFS bliver bedre til at formulere klare fælles holdninger i aktuelle sager. Derfor vil Wanja Lundby-Wedin arbejde på at strømline de interne arbejdsformer. Groft sagt skal der være færre rundkredsdiskussioner og træffes flere pragmatiske beslutninger:

»Hver gang vi nedsætter en arbejdsgruppe i dag, skal alle 81 medlemsorganisationer være repræsenteret. Det bliver vældig tungt, selv om det er en del af demokratiet, at alle skal føle sig inddraget. Men vi burde nogle gange have mere tillid til hinanden,« siger hun og forestiller sig, at grupper af lande som eksempelvis de nordiske kunne nøjes med én fælles repræsentant, eller at arbejdsgruppen blev sammensat af dem, der ved mest om emnet.

I dag spiller præsidenten primært en formel rolle i EFS – onde tunger ville kalde det en kransekagefigur. Præsidenten sidder for bordenden, når styrekomiteen og eksekutivkomiteen mødes, men derudover er det generalsekretæren – engelske John Monks – som leder EFS-sekretariatet i Bruxelles og repræsenterer EFS i det daglige arbejde og i de fleste forhandlinger. Wanja Lundby-Wedin vil grundlæggende respektere den rollefordeling og fortsat have sin dagligdag som svensk LO-formand i Stockholm. Men hun vil prøve at spille en mere offensiv rolle, end præsidenten hidtil har gjort:

»Jeg tror også, det forventes af mig. Dels fordi jeg kommer fra et nordisk land, og der er stor interesse for den nordiske model med en meget aktiv rolle til arbejdsmarkedets parter. Og så kan man ikke komme udenom, at det er første gang, der er en kvinde på posten. Kvindelige faglige ledere vokser jo ikke ligefrem på træerne, og derfor tror jeg også, der vil blive større interesse om min person.«

Medlemmerne forsvinder

Wanja Lundby-Wedin tiltræder som præsident i en tid, hvor medlemmerne i hobetal vender fagbevægelsen ryggen i næsten alle europæiske lande. Sverige har stadig Europas højeste organisationsgrad, men krisen kradser også på den kommende EFS-præsidents hjemmebane. 78 procent af de svenske lønmodtagere er i dag medlemmer af en fagforening mod 85 procent for 10 år siden. Og hun mener, at EFS bør spille en rolle i forsøget på at vende udviklingen:

»EFS kan ikke blande sig i selve rekrutteringen af nye medlemmer. Men vi kan hjælpe de enkelte lande med at argumentere for, hvorfor fagbevægelsen er nødvendig, og hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening. Specielt de nye medlemmer i Østeuropa har brug for den støtte. Og EFS som organisation bliver jo også svagere, hvis de enkelte medlemsorganisationer bliver svagere og mister medlemmer. Så betaler de mindre i kontingent til EFS, og andre lande skal derfor betale mere, hvis vi skal bevare vores styrke.«

Hun er ærgerlig over, at de østeuropæiske fagbevægelser stadig kæmper hårdt for at slippe fri af kommunismens skygge. De organiserer typisk kun 10-20 procent af de østeuropæiske lønmodtagere, og mange borgere er dybt skeptiske over for fagbevægelsen. De østeuropæiske EFS-medlemmer får stadig rabat på kontingentet til EFS, men Wanja Lundby-Wedin mener, at de vesteuropæiske fagbevægelser kan gøre mere for at hjælpe deres kolleger, først og fremmest med gode råd til, hvordan man får politisk indflydelse.

»Men der er også sket meget. På EFS-kongressen i 1999 var de østeuropæiske medlemmer som kusiner fra landet, der var med til festen, men ikke sagde noget. Fire år efter – på kongressen i 2003 – var de lige så aktive på talerstolen som vi andre, og en polak blev valgt til den daglige ledelse.«

Til kamp for ordnede forhold

De svage østeuropæiske fagbevægelser er dog langt fra den eneste interne udfordring i EFS. Der er også stor forskel på, hvordan fagbevægelsen i Nordeuropa og Sydeuropa mener, at man skal bedrive fagligt arbejde. Mens nordeu-ropæerne – ikke mindst Danmark og Sverige – satser på at forbedre lønmodtagernes vilkår gennem forhandlinger med arbejdsgiverne og eventuelt også regeringen, er de sydeuropæiske fagbevægelser betydeligt mere aktivistiske. De ser ikke megen nytte i at forhandle med arbejdsgiverne, men satser på lovgivning for at forbedre vilkårene.

Den konflikt er helt aktuel op til EFS-kongressen i Sevilla, hvor nogle lande vil have EFS til at kæmpe for nationale lovbestemte minimumslønninger, mens de skandinaviske lande er stærke modstandere. Diskussionen er blevet særdeles relevant, efter at udenlandsk arbejdskraft er blevet mere og mere almindeligt i de fleste lande. De arbejder typisk på løse kontrakter og under mindre ordnede forhold, og nogle fagbevægelser ser lovbestemte minimumslønninger som metoden til at garantere, at de sikres ordentlige vilkår og ikke undergraver forholdene for landets egne arbejdere.

»Nationale minimumslønninger er ikke interessant for de nordiske lande. Når man har det i nogle lande, er det jo, fordi de ikke står ret stærkt med kollektive overenskomster. Men jeg håber, at vi finder en løsning, hvor vi bliver enige om at bekæmpe en øget lønspredning og diskrimination af udenlandsk arbejdskraft. Så må fagbevægelsen i de enkelte lande vurdere, hvordan det gøres bedst. EFS skal støtte de medlemmer, som gerne vil kæmpe for minimumslønninger i deres land.«

Flere udenlandske arbejdere, hvoraf nogle arbejder illegalt, og en voksende »grå« sektor, hvor løn og arbejdsforhold er langt mindre reguleret end på de traditionelle store arbejdspladser i industrien, bliver mere og mere udbredt i hele Europa. Derfor mener Wanja Lundby-Wedin også, at EFS må arbejde intenst med det område. Først og fremmest bør man undersøge, hvordan man kommer de ulovlige forhold og det illegale arbejde til livs:

»Vi skal diskutere det med arbejdsgiverne. De må jo også synes, ulovlig og illoyal konkurrence er et problem. Så kan vi forhåbentlig sammen på europæisk plan finde en strategi, som man kan arbejde videre med på nationalt plan.«

Målet er ikke en klapjagt på illegale eller udenlandske arbejdere, men at sikre ordentlige vilkår for alle:

»Hvis vi får ryddet op, får vi også mulighed for at organisere dem, der arbejder i den »grå« sektor. Ellers risikerer vi, at fagbevægelsen kun bliver en organisation for de etablerede. Det er en stor udfordring.«

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.