En talerstol for dem uden magt

Af

Folketingets talerstol tilhører de små partier og Tingets yngste lærlinge. De politiske sværvægtere holder sig til forhandlinger bag lukkede døre. En opgørelse over samtlige ord fra landets fornemste talerstol viser, at Enhedslistens politikere går mere på talerstolen end både ministre og de store partiers ordførere.

SNIK-SNAK I morgen vil tv-nyhederne kunne bringe et sjældent syn, når folketingsmedlemmer fra alle partier står i kø til en kommentar fra Folketingets talerstol. Åbningsdebatten adskiller sig også fra resten af året ved at det især vil være de tungeste politikere, der lader ordene flyde fra talerstolen.

Folketingsårets første og sidste dag tilhører traditionelt statsministeren, partilederne og andre garvede folk. Resten af året overlader ministre og oppositionens tunge drenge og piger salen til alle dem, der ikke har adgang til de lukkede døre, hvor de egentlige politiske forhandlinger finder sted.

En optælling af samtlige talte ord i Folketingssalen sidste år, viser, at det hverken er statsministeren eller de øvrige partiledere, der præger debatten i Folketinget. Kun Erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) nærmer sig toppen af listen over mest talende politikere i Folketinget, men selv hun når kun op på en 23. plads. Lars Løkke Rasmussen (V) er nummer 33 i talerækken, Villy Søvndal (SF) nummer 71, Pia Kjærsgaard (DF) nummer 80 og Helle Thorning Schmidt nummer 150.

For at finde de politikere, der oftest slår tonen an i Folketinget, må man i stedet lede fjernest fra magtens korridorer hos fire meget ihærdige medlemmer af Enhedslisten: Line Barfod, Per Clausen, Frank Aaen og Johanne Schmidt-Nielsen. De fire talte sidste år så ofte og længe i Folketingssalen, at det svarer til 26 timers uafbrudt talestrøm – hver. Eller lige så meget snak som de 66 mindst talende folketingspolitikere tilsammen. Eller de syv mest talende ministre tilsammen.

Enhedslistens politikere har ekstra travlt, fordi de må fordele samtlige ordførerskaber mellem de blot fire medlemmer af Folketinget. Det forklarer dog ikke, hvorfor det lille parti sidder på 12 procent af taletiden i Folketingssalen, selvom de kun udgør 2 procent af Folketingets politikere.

Flittig–Line

Allerøverst på listen over storsnakkende politikere står Line Barfod (EL). Hun får brug for et par tyksålede­ sko, hvis hun skal holde kadencen fra sidste års løbeture til talerstolen. I folketingsåret 2008/09 stod hun ene kvinde for 805 indlæg fra talerstolen.

»Der er jo desværre mange spørgsmål, der skal stilles til den regering, vi har,« lyder Line Barfods egen forklaring på, at hun er Folketingets suverænt mest talende politiker.

TV2’s politiske redaktør Henrik Qvortrup påpeger, at Enhedslistens topplacering nok mest er med til at understrege, at Folketingssalen først og fremmest er »en platform for dem, der ikke har indflydelse«.

Professor og ekspert i politisk retorik Christian Kock er heller ikke imponeret over Enhedslistens mange ord:

»Jeg tror ikke, det med taletiden siger noget om, hvem der egentlig har noget at skulle have sagt.«

Line Barfod medgiver, at hun ofte skal tale i årevis, før en sag bliver taget alvorligt. Alligevel føler hun ikke, hun taler forgæves. For hendes spørgsmål i salen er med til at tvinge regeringen til at argumentere for sin politik overfor offentligheden, og så sker det faktisk også, at de gode argumenter vinder:

»En af de ting, som jeg bliver ved og ved med at gøre opmærksom på, er, at man skal behandles som et selvstændigt menneske og ikke efter sin ægtefælles indkomst. Det kommer nu med i den nye førtidspension. Det samme gælder de nye Børnehuse i regionerne, som jeg også har talt varmt for meget længe. «

Hun peger samtidig på den demokratiske gevinst ved, at vælgerne kan følge med i debatter om nye love, der har betydning for deres liv i de direkte transmitterede folketingsdebatter på DR2.

»Det sker jævnligt, at man får mails ind med kommentarer, mens vi er på talerstolen. Det er en meget direkte kontakt med vælgerne.«

Line Barfod ærgrer sig dog over, at det ikke altid lykkes at få regeringspartiernes repræsentanter til at ryste op med deres argumenter for de love, de er blevet enige om at vedtage bag lukkede døre sammen med Dansk Folkeparti.

»Det er jo jævnligt, vi er ude for, at der ikke er nogen, der kan tage debatten. Det er et stort demokratisk problem, når ordførere fra regeringspartierne ikke møder op. Nogle gange sender de en anden, der ikke kan diskutere, men som bare læser en tale op,« siger Line Barfod.

En kritik, som talerlistens bundscorer Hans Christian Schmidt (V), imidlertid er helt uforstående overfor.

»Det kan i hvert fald ikke være Venstres ordførere, hun tænker på. De holder hver eneste tale for mig i gruppeværelset, inden de går på, og jeg holder også øje med, at det, de siger i salen, også er det, vi nu er blevet enige om på gruppemøderne, så det følger jeg nøje med i.«

At Hans Christian Schmidt ikke selv har været på talerstolen siden Folketingets åbningsdebat for et år siden, har den naturlige forklaring, at hans job som gruppeformand giver masser af arbejde udenfor salen, mens ordførerne passer lovforslagene fra talerstolen.

Han forklarer, at Venstre netop har sørget for at sprede ordførerskaberne på så mange hænder som muligt, så alle har god tid til at passe sit område. Det afspejler sig da også i de mere end en million talte Venstre-ord i Folketingssalen sidste år.

»Men det vigtigste er ikke, hvor mange ord de siger, men hvor mange af de ord, de siger, der kan undværes, « mener professor i retorik, Christian Kock:

Dagens Folketingsdebat med sin »blær og blamegame« får professoren næsten ondt i ørerne af.

»De fleste ord er fuldstændigt spildt, for de rokker ikke en tøddel ved nogens holdninger. I Folketinget lytter man jo ikke til, hvad modparterne siger. Alle kritiske spørgsmål bliver jo affejet eller ignoreret, så de ændrer ikke noget.«