En højskole for unge og politik

Af Rasmus Prehn

Alt for længe har det politiske establishment bekræftet sig selv i, at de unge ikke gider noget. Nu viser de interessen, og så skal vi spille med og skabe muligheder. Det er det, Højskolen for Politik handler om.

ENTUSIASME I det faglige ungdomsarbejde har vi de seneste to-tre år oplevet en ny generation af politisk interesserede og engagerede unge vokse frem. Politik er ikke længere NOT, men super HOT! De mange unge ved godt, at det gør en forskel, om landet styres af den ene regering eller den anden. De ved, at de selv eller deres kammerater mister deres skolepraktikplads, skal betale i dyre domme i brugerbetaling for at få sig en uddannelse, eller at arbejdsmiljøet nedprioriteres, når det politiske flertal, som det desværre sker i disse år, ønsker det.

Den nye generation er derfor opslugt af at ændre betingelserne for deres egen fremtid. Men de tænker også på andre end sig selv. Med glødende engagement debatterer de således emner som globalisering og international solidaritet.

Denne udvikling er et opgør med tidens »officielle« opfattelse af unge. Det er lidt, som om samfundet – herunder de politiske partier, uddannelsesinstitutionerne og især medierne – én gang for alle har besluttet sig for, at unge altså ikke gider politik. Her har vi så fra fagbevægelsens side en totalt anderledes og meget mere optimistisk historie.

En stadigt stigende andel af de unge er i høj grad villige til at søge politisk indflydelse, og de er nysgerrige efter at lære mere om politik – om de politiske ideer, om de forskellige teorier bag politik, samfund og økonomi. Og så er de særligt ivrige efter at lære mere om politisk håndværk, såsom kampagnearbejde, taktik, strategi, retorik og politisk kommunikation. I Mindscope-regi har vi længe søgt at leve op til disse forventninger. Vi har derfor langt mere politik og samfund på programmet end før.

Men på Esbjerg Højskole har vi valgt at satse superambitiøst og prøve kræfter med et 22 uger langt folkehøjskoleforløb kun om politik, nemlig Højskolen for Politik. Vi vil give de unge en ekstraordinær politisk oplevelse – sætter alt på et bræt og satser på at samle en gruppe unge mennesker fra det faglige ungdomsarbejde og fra de politiske ungdomsorganisationer, der vil have en politisk og samfundsorienteret saltvandsindsprøjtning. Målet er at etablere en affyringsrampe for vor tids politiske talenter. Vi ønsker at gøre vort til, at den nye politiske generation klædes på til fremtidens politiske kampe. Politik er, som Olof Palme sagde, at ville!

Og det vil vi. Alt for længe har det politiske establishment bekræftet sig selv i, at de unge ikke gider noget. Nu, hvor de unge viser interessen, må vi ikke svigte, men spille med og skabe muligheder. Det er det, Højskolen for Politik handler om.

Højskoleforløbet begynder 10. januar 2005 og slutter Grundlovsdag samme år. Deltagerne undervises i forskellige moduler såsom: Politisk idé og historie, politologi og sociologi, politisk økonomi, strategi, ledelse og organisation, aktuel politik og analyse, retorik og politisk kommunikation. Spændende gæsteundervisere som for eksempel historikeren Søren Mørch, professorerne i statskundskab Jørgen Goul Andersen og Lise Togeby samt politikerne Mogens Lykketoft, Marianne Jelved, Holger K. Nielsen og mange, mange flere har meldt sig på banen.

Så der er kun et at sige: Spred det gode budskab. Lad os vise, at vi i fagbevægelsen tør vise vejen, når det handler om unge, politik og uddannelse.