Ny bog

En eftertackling med visioner

Af | @ThomasSaehl

Fagbevægelsen gjorde sig usynlig ved i sin tid at vælge Harald Børsting som LO-formand, mener modkandidaten Tine Aurvig-Huggenberger. Nu skal fagbevægelsen sadle om og blandt andet sætte fokus på, at vi om få år måske kan nøjes med at arbejde 20 timer om ugen. Det mener den tidligere topfigur i fagbevægelsen, som lige har barslet med en selvbiografi.

»Hvorfor diskuterer man ikke mere åbent, om vi i fremtiden kun skal arbejde 20 timer om ugen, eller om vi skal åbne op for borgerløn?« spørger Tine Aurvig-Huggenberger.

»Hvorfor diskuterer man ikke mere åbent, om vi i fremtiden kun skal arbejde 20 timer om ugen, eller om vi skal åbne op for borgerløn?« spørger Tine Aurvig-Huggenberger. Foto: Ida Guldbæk Arentsen - Ritzau/Scanpix.

 

Vi er på LO's kongres i 2007. Stemmerne, der afgør hvem der skal stå i spidsen for dansk fagbevægelse, er omsider talt op.

Kampen står mellem den 55-årige Harald Børsting og den 44-årige Tine Aurvig-Huggenberger. Populært sagt: Tradition eller fornyelse?

Hun var i følge målinger de menige medlemmers foretrukne kandidat, og næsten alle var enige om, at hun ville forlade LO-kongressen som ny formand.

Harald havde ingen vision og ville ikke noget med magten, han ville bare være den. Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand for LO

I bogen 'Viljen er alt', der netop er udkommet, beskriver Tine Aurvig-Huggenberger situationen, hvor de to kandidater i enerum får resultatet overbragt. 389 stemmer til Aurvig-Huggenberger, 406 til Børsting:

»Det første Harald gjorde var at vende sig om og se på mig.

- Du kan ikke stoppe, Tine. Det kan du ikke. Jeg kan ikke gøre det her alene.

Jeg kiggede på ham og tænkte: ”Du er jo vanvittig mand!”

- Jamen, det gør jeg, Harald, og det vidste du.

I det øjeblik var det helt tydeligt, at han ikke selv havde troet, han skulle vinde. (…) Skrækken stod bogstaveligt talt malet i hovedet på ham. Han blev bare ved med at sige:

- Men du må ikke gå, Tine. Du er nødt til at blive.«

Men for Tine Aurvig-Huggenberger var det slut. Valget af Harald Børsting var ikke bare et personligt nederlag af de store. Det var først og fremmest et fravalg af den vej fremad for fagbevægelsen, som hun havde talt varmt for i den lange, lange valgkamp.

»Harald var meget optaget af at betrygge tillidsfolkene i, at alt var okay. Det var det budskab, de gerne ville høre,« siger Tine Aurvig-Huggenberger til Ugebrevet A4, og fortsætter:

»Jeg var mere ambitiøs. For mig var det åbenlyst, at vi stod over for store udfordringer som fagbevægelsens forhold til individualitet og de høje kontingenter, som fik mange til at vende fagbevægelsen ryggen. Jeg gjorde dem utrygge, fordi jeg ville lave en masse om.«

Jeg er selvfølgelig ikke enig. Jeg troede egentlig, at hun var kommet sig over det nederlag. Harald Børsting, tidligere formand for LO

Ugebrevet A4 har kontaktet Harald Børsting, der som nævnt vandt afstemningen om LO-formandsposten i 2007. Den post blev han på, indtil han i 2015 blev afløst af Lizette Risgaard.

Ugebrevet A4 har forelagt Harald Børsting kritikken fra Tine Aurvig-Huggenberger:

»Jeg er selvfølgelig ikke enig. Jeg troede egentlig, at hun var kommet sig over det nederlag. Ellers har jeg slet ingen kommentarer,« siger Harald Børsting. 

Plads til individet

I dag er Tine Aurvig-Huggenberger daglig leder af Kreativitet & Kommunikation, en brancheforening for »rådgivende kreative erhverv«. Og som kender af fagbevægelsens inderste cirkler dukker hun i denne tid ofte op på tv-skærmene for at analysere overenskomstforhandlingerne.

Hele LO's retorik handlede om fællesskab, og der var ikke meget plads til individet. Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand for LO

I sin nye bog gør hun status over mere end 20 års engagement i fagbevægelsen fra ung pædagogmedhjælper, kommunist og blokadevagt - til fravalgt LO-næstformand, som går rettens vej for at prøve at sikre sig en lukrativ pension.

Ifølge hende er mange af udfordringerne, som fagbevægelsen stod over for i 2007, stadig de samme:

»Hele LO's retorik handlede om fællesskab, og der var ikke meget plads til individet. En af arbejderbevægelsens store sejre er jo ellers, at vi har frisat det enkelte menneske.«

»Vi har skaffet resultater, så folk kan tænke: ”Jeg kan klare mig selv”. En klog mand har sagt, at alle kan klare sig selv, men ingen kan klare sig selv alene. Man fagforeningerne skubbede mange fra sig ved hele tiden at problematisere individualismen,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Trampede altid på de ømme tæer

I bogen kan man også læse, hvordan hun i flere omgange blev gjort til prygelknabe, når hun tog fat på ømtålelige emner som de eksklusivaftaler, der af mange mennesker blev opfattet som fagforeningstvang:

"Eksklusivaftalerne var en svøbe, som gjorde hele organiseringsarbejdet i fagbevægelsen luddovent. Der var mest af alt brug for fagligt aktive, som rejste sig op og gik ud og talte med deres kolleger på arbejdspladserne om, hvorfor det er en god idé at være medlem af en fagforening.«

»Det sagde jeg i forretningsudvalget, og de blev simpelthen så rasende. Navnlig folkene fra transportområdet og nogle af byggefagsområderne kamphadede mig,” hedder det i bogen.

Folkene fra transportområdet og nogle af byggefagene kamphadede mig. Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand for LO

»Et andet stort tabu var kontingenterne. Prisen spiller en rolle, og jeg ville have kontingenterne sat ned! Det var forbudt at sige, men der var et massivt overlap af arbejdsopgaver.« 

»Hvorfor skulle alle LO-forbund for eksempel have deres egen A-kasse frem for en fælles A-kasse som i FTF? Der var mange steder at spare,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Problemfyldte fusioner

Til gengæld er hun kritisk over for de mange store fusioner mellem forskellige forbund, som ellers ofte blev gennemført for at spare – blandt andet fordi identiteten som eksempelvis tømrer kan gå tabt, når man lige pludselig er medlem af samme fagforening som kokken og rengøringsassistenten.

»Alle de medlemmer, 3F har fået gennem fusioner, dem har de tabt igen. Organisering handler om faglig identitet. Mit perspektiv var en stærk hovedorganisation til den samlede interessevaretagelse for lønmodtagerne, og herunder en række forbund med stærk faglig identitet«, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

»Der herskede en stemning af, at man bare skulle fusionere og fusionere, men vi mistede den lokale tilstedeværelse. Den er hamrende vigtig.«

»Se bare på hele den diskussion, der kører nu om elite og de magtesløse. Når fagbevægelsen lukker kontorerne i en by, siger man jo, at folk, der bor her, ikke betyder noget. Jeg havde håbet, at man kunne lave nogle fælles LO-huse i hver kommune med lokale aktiviteter.«

LO tabte indflydelse

Under Harald Børsting mistede fagbevægelsen politisk indflydelse, mener Tine Aurvig-Huggenberger.

»Ved at vælge Harald Børsting valgte LO at være usynlige. Resultatet blev, at Christiansborg begyndte at gå til forbundene, og så kan politikerne shoppe rundt mellem forbundene og finde nogle, der er enige med dem i forvejen, og sige: ”Vi har fagbevægelsen med”,« siger den tidligere næstformand i LO.

Men LO's dalende indflydelse kan man ikke klandre Harald Børsting for, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, professor emeritus på Aalborg Universitet:

»Han var formand i en kriseperiode og derfor en svær periode for fagbevægelsen. Det er nemmere for Lizette Risgaard i dag, hvor der er bedre plads til forbedringer for lønmodtagerne.«

Forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (tv) og Tine Aurvig-Huggenberger har gennem mange år været tætte venner. (Foto: Privatfoto).

Ifølge Flemming Ibsen havde Harald Børsting et »godt forhold« til Helle Thorning-Schmidt (som i øvrigt er Tine Aurvig-Huggenbergers gode veninde) og den daværende socialdemokratiske ledelse, og Harald Børsting bærer heller ikke hovedansvaret for, at trepartsforhandlingerne mislykkedes under Helle Thorning-Schmidt:

»Det var en katastrofe for Harald, at det ikke blev til noget. Det ville have sikret ham en plads i fagbevægelsens historie. Men meget af ansvaret for fiaskoen må placeres hos Bjarne Corydon og regeringen,« siger Flemming Ibsen, som dog ikke er tvivl om, at Aurvig-Huggenberger havde været en mere synlig formand:

»Alt det med Facebook var jo slet ikke Harald. Og han bryder sig ikke om at tale med journalister. På det felt kunne han have hentet lidt inspiration fra for eksempel Dennis Kristensen,« siger Flemming Ibsen.

Hvorfor diskuterer man ikke, om vi i fremtiden kun skal arbejde 20 timer, eller om vi skal åbne op for borgerløn? Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere næstformand for LO

Syret diskussion om arbejdsudbud

I dag er mange af fagbevægelsens udfordringer og diskussioner de samme, som forud for kampvalget for over ti år siden. Men nye ting er også kommet til: For eksempel den teknologiske udvikling, hvor robotter overtager flere og flere arbejdsopgaver:

»Den udvikling kommer til at koste job, men opgaverne bliver jo løst. Så vi mangler en diskussion om vores arbejdstid og vores uddannelsessystem. Det skal indrettes, så medlemmerne får mulighed for at skifte spor undervejs i deres arbejdsliv,« siger Tine Aurvig-Huggenberger - og vælger derefter bevidst at træde på en øm tå:

»Diskussionen om arbejdsudbud er helt syret. Inden for få år vil en lang række arbejdsfunktioner været overtaget af robotter. Der kommer et stort overskud af arbejdskraft. Men hvorfor udfordrer fagbevægelsen ikke tankegangen om, at arbejdsudbuddet bare skal øges?«

»Hvorfor diskuterer man ikke mere åbent, om vi i fremtiden kun skal arbejde 20 timer om ugen, eller om vi skal åbne op for borgerløn?«

Om bogen:

Viljen er alt. Mit liv med brud og kampe af Tine Aurvig-Huggenberger i samarbejde Michael Holbek.

Forlag: Rosinante.

389 sider.

Vejl. pris: 249,95 kr.

 

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.