Eliten har svigtet de svageste børn og unge

Af

»Indrømmet! Den politiske og pædagogiske elite har i 1990’erne udsat skoletrætte unge for et mislykket eksperiment, der har forstærket den nye ulighed. Men nu skal vi gøre det godt igen,« siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini. Hun lægger op til en ambitiøs indsats, hvor institutioner spiller en nøglerolle, og som skal koordineres af et børne- og ungeministerium.

ULIGHED At skolen er fjendeland for mange Johnny’er og Ahmed’er, der er vokset op i ikke-boglige hjem, fremgår af nye rapporter og debatbøger: Hver femte ung ender i det, der i rapporternes upoetiske sprog hedder »restgruppen«. Hver tredje springer fra en erhvervsuddannelse. Og 6 ud af 10 indvandrerunge opgiver at fuldføre den erhvervsuddannelse, de lige var begyndt på. Med andre ord: Mens uddannelsessystemet er en succes for privilegerede børn fra villavejene, falder børnene fra boligblokkene fra i et sådant omfang, at en ny ulighed har bidt sig fast. Og den skyldige? Det er den forfejlede uddannelsespolitik i 1990’erne, lyder det fra kritikerne.

Men netop i 1990’erne sad Socialdemokraterne – der jo i egen selvopfattelse står på de svages side – på regeringsmagten. Har det store parti sovet i timen, mens skolesystemet har skabt et nyt klasseskel? Ugebrevet A4 har spurgt uddannelsesordfører Christine Antorini.

»Ja, vi svigtede i 1990’erne. Og med »vi« mener jeg ikke bare Socialdemokraterne, men hele eliten. Som det fremgår af journalisten Lars Olsens nye debatbog om »Den nye ulighed«, er det hjemmebaggrunden, der er altafgørende for børn og unges chancer her i livet. De mange børn, der aldrig har set far eller mor læse en bog eller oplevet faste måltider og sengetider, er helt afhængige af, at skolen møder dem dér, hvor de er, og trækker dem op derfra. Men fatalt nok var det det stik modsatte, skolen bød dem i 1990’erne.«

Det stik modsatte?

»Uddannelsesverdenen var i 1990’erne domineret af en elitær pædagogisk strømning, hvor »ansvar for egen læring«, der er målrettet mod velstimulerede børn af middelklasseforældre, var i højsædet. Men taberne? Det har været de børn, der ikke er flasket op med reformpædagogikkens uformelle spilleregler. De har været fuldstændig lost i et uddannelsessystem, der er bygget op efter ansvar for egen læring.«

Reform 2000 toppede

For Christine Antorini kulminerede ansvar for egen læring med Reform 2000 af erhvervsuddannelserne, som i dag betyder, at en 16-årig selv skal sammensætte sin uddannelse i fem-ugers-moduler.

»At henvende sig til den skoletrætte Johnny med et: »Vi kan ikke tilbyde dig hverken en stamklasse, et skema eller olie på fingrene. Derimod kan du få fem ugers individuelle moduler, hvor du vil møde nye elever og lærere – og flere bøger i stedet for det fag, du har søgt,« var jo fuldstændig misforstået. Sådan skræmmer man Johnny væk. Og det lykkedes.«

Men hvordan kunne I drive det så vidt, hvis det er så oplagt, at pædagogikken var forfejlet?

»Det handler om tidsånden. Store dele af middelklassen, lad os bare kalde den eliten – politikere, eksperter, erhvervsfolk og embedsmænd – blev i 1990’erne fascineret af den reformpædagogiske uddannelsestænkning, som passede som fod i hose til den nye globaliseringsdagsorden. Og selv om de borgerlige har travlt med at tage afstand fra Reform 2000, skal man huske, at den blev vedtaget enstemmigt af alle partier. Ansvar for egen læring blev set som svaret på vidensamfundet, hvor vi alle skulle arbejde med projekter. Og det var jo rigtigt set – for eliten selv. Men de svageste blev overset midt i vores begejstring. De havde ikke en jordisk chance for at være med på alt det nye og moderne.«

Vi er blevet klogere

Christine Antorini nævner tre bomber i uddannelsesdebatten, der vækkede hende: PISA-undersøgelserne, der viste, at hvert femte barn i Danmark ikke lærte at læse godt nok. En evaluering fra Københavns Kommune, der dokumenterede, at især børn med anden etnisk baggrund ikke blev hjulpet af skolen. Og det store frafald på erhvervsuddannelserne.

»Disse ubehagelige aha-oplevelser skriger jo på en social genopretning. Og det er, hvad vi er i gang med. Med det nye folkeskoleforlig er der et langt stærkere fokus på faglighed og evalueringer. Og Folketingets partier er i fuld gang med at tage hånd om erhvervsuddannelserne, hvor klassen igen bliver det sociale centrum, der kommer mere sammenhængende forløb, og håndværket sættes i fokus.«

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) giver de radikale skylden for den sociale skævvridning af dansk uddannelsespolitik. Viser det ikke bare, at I har overladt hele dagsordenen til de radikale?

»Ingen får mig til at sige, at det er de radikales skyld, at det er gået, som det er gået. Og slet ikke de borgerlige, som har en interesse i at stikke en kile ind imellem de radikale og os. Socialdemokraterne er hverken på det radikale eller det borgerlige hold i uddannelsespolitikken, vi repræsenterer den tredje vej. Socialdemokraterne har været – og er – klemt i en uddannelsesdebat, der har været dybt polariseret. Men efter mange års pendulsvingeri fra radikale til borgerlige trænger Danmark til en ny både-og-linje, der lægger vægt på både faglighed og sociale og kreative kompetencer.«

Men der skal vel mere til end et blødt kompromis mellem den radikale og den borgerlige uddannelsespolitik, hvis I vil gøre op med den nye fattigdom? Hvor er de offensive bud fra jer?

»Indrømmet! Den politiske og pædagogiske elite har i 1990’erne udsat skoletrætte unge for et mislykket eksperiment, som har forstærket den nye ulighed. Men nu skal vi gøre det godt igen. Dét, vi har brug for ny, er en uddannelsespolitik, der kan modvirke den nye ulighed og sparke liv i den sociale mobilitet.«

Den sociale mobilitet?

»Danmarks problem er, at ambitionen om, at »mine børn skal nå et skridt videre op ad rangstigen, end jeg selv er kommet«, er væk. Danmark er sandet til, når det gælder det brede sociale løft. Det bliver ikke opfattet som en katastrofe, fordi der ikke ligger fattige i rendestenen. Men det sociale dødvande, der skaber en ny fattigdom, er en katastrofe. Vi må have gang i den sociale dynamik igen. Uddannelse har været den klassiske vej til social opstigning og øget velstand for underklassen – og den samfundsforandrende rolle skal uddannelserne have igen.«

Institutionerne skal spille en større rolle

Christine Antorini insisterer her på, at institutionernes rolle skal styrkes, hvis samfundet skal bekæmpe den nye fattigdom og sætte fut i den sociale mobilitet. Og der skal sættes ind både før, under og efter folkeskolen, mener hun.

»Hvis man skal den nye fattigdom til livs, er det ekstremt vigtigt at sætte ind før skolealderen. Alle erfaringer viser, at det er svært at rette op på kulturelle og sociale skævheder, når først barnet har været til første skoledag. Derfor skal daginstitutionerne ind i billedet meget tidligt. Hvis vi styrker daginstitutionernes opdragende rolle over for børnene gennem forældrekurser, forældregrupper og en pædagogik, der løfter sårbare børn for eksempel også gennem sprogstimulering, vil man kunne komme langt.«

Du vil altså bruge offentlige institutioner til at bryde ind i familien og forme kommende generationer i lighedens billede? Er det ikke bare en socialdemokratisk klassiker?

»Socialdemokrater er ikke flove over, at der skal være institutioner for børn, som er bærere af særlige værdier. Når nogen for eksempel siger: »Uha, nu vil I institutionalisere børnenes dag ved at indføre helhedsskoler, der overskrider modsætningen mellem skole og fritidshjem«, er mit svar »ja, selvfølgelig vil vi da det, fordi vi ved, at helhedsskoler kan skabe en modvægt for dem, der ikke har kulturelle kompetencer med i bagagen«.«

Men er det ikke at overvurdere institutioners rolle?

»Næ! Der er ikke noget hokus-pokus i det her. Den nye fattigdom handler om, at der er mange børn, der ikke lærer de almindelige spilleregler for mellemmenneskelig adfærd derhjemme, simpelthen fordi tingene flyder. Derfor er det vigtigt, at børn får mulighed for at småsnakke med voksne om, hvordan det er gået i skolen, spise et ordentligt måltid og lave lektier. Det er banalt for middelklassen, men for andre er det sådanne hverdagsoplevelser, der gør hele forskellen. Og derfor skal de have dem. Her er en kant til både borgerlig og radikal politik.«

Lad os få et børneministerium

Men det er ikke kun i børnehavealderen, der skal sættes ind. I den modsatte ende af barndommen mener Christine Antorini, at undervisningspligten skal udvides fra 9 til 12 år. Sådan får man flere unge til at tage en ungdomsuddannelse, så man kan bekæmpe den nye fattigdom. Og det hele bør ifølge Antorini koordineres af et tværgående ministerium:

»Personligt mener jeg, at man burde lave et egentligt læringsministerium eller børne- og ungeministerium om du vil, som går fra daginstitutioner til og med ungdomsuddannelser. Hvis vi for alvor skal komme den nye fattigdom til livs og få kickstartet den sociale mobilitet, så kræver det en voldsom og ambitiøs indsats, der trækker på hele barndommen og lader institutioner fra daginstitutioner over skoler til fritidshjem, SFO’er, klubber og tekniske skoler spille sammen på kryds og tværs.«

Er du ikke bange for, at du midt i begejstringsrusen over, hvad du mener, der er bedst for børn, gentager fejlen fra 1990’erne, hvor eliten tog så grueligt fejl?

»Der er en væsentlig forskel på dengang og nu. Dengang eksperimenterede vi med at omskabe uddannelsessystemet i vores eget – elitens – billede. Og mange børn nåede videre. Men ikke de svageste. Her svigtede vi. Personligt er jeg blevet meget klogere siden. Derfor handler det nu om at indrette skolesystemet, så det også giver børn fra ikke-boglige hjem en chance. Deri består forskellen – og den er jo nok så væsentlig.«

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.