Ekstra Bladet til kamp for sosu’ernes løn

Af

»Landets sygeplejersker og sosu’er er groft underbetalte, og det vil Ekstra Bladet have lavet om på,« hedder det i en række annoncer indrykket i de største dagblade. Men siden hvornår er det blevet Ekstra Bladets rolle at føre lønkamp, spørger Ugebrevet A4 avisens chefredaktør Hans Engell.

Hans Engell, hvorfor er det lige, I begynder at blande jer i sygeplejerskernes og social- og sundhedsassistenternes løn?

»Vores synspunkt er, at man ikke kan diskutere velfærdssamfundet og kvaliteten af den offentlige service uden at tage højde for, at vi har titusindvis af medarbejdere i det offentlige, der går til lønninger, der er katastrofalt ringe. Og det er derfor, at vi det næste års tid gør deres kamp til vores kamp. Det er der ikke noget mærkeligt i. Vi ser det faktisk som en naturlig forlængelse af avisens sociale ansvar.«

Men blander I jer ikke i forhold, der ikke vedrører jer? Til syvende og sidst er det vel op til fagforeningerne at sikre deres medlemmer en ordentlig løn?

»Der må vi bare konstatere, at fagforeningerne igennem mange år ikke har formået at løfte deres medlemmers lønvilkår i tilstrækkelig grad. Skiftende formænd for Dansk Sygeplejeråd har ikke formået at ændre noget.«

Det samme kan du jo sige om mange andre faggrupper og fagforeninger. Så hvem bliver de næste? Hvad med pædagogerne eller postbudene, burde I ikke kaste jer ind i kampen for, at de får en lønstigning?

»Vi er og bliver ikke afhængige af pædagoger. Men vi er alle afhængige af sosu’er og sygeplejersker. Vi har taget udgangspunkt i de grupper, som er allertættest på folk, der har brug for hjælp.«

Er det her ikke bare ren og skær populisme, der handler om, at I har en masse læsere blandt de her faggrupper?

»Den kritik kan man blive mødt med, ligegyldigt hvad man beskæftiger sig med. Hvis en avis skal spille en rolle i samfundet, så skal den engagere sig og vælge side i aktuelle temaer.«

Hvordan skal jeg kunne tage jeres fremtidige artikler om sygeplejersker og sosu’er seriøst og opfatte dem som i det mindste tilstræbt objektive, når du siger, I har valgt side?

»Det må du selv om. Det siger sig selv, at selv om vi har valgt holdningsmæssigt side til fordel for lavtlønsgrupperne, gør det ikke kravene til journalistisk præcision mindre. Vores artikler skal selvfølgelig være korrekte og gennemarbejdede.«

Så jeres holdninger kommer ikke til at spille ind på journalistikken?

»Nej. Historierne vil være vinklede, men de faktuelle oplysninger skal selvfølgelig være i orden.«

Lige et sidste spørgsmål. Da du var konservativ minister, var du bannerfører for …

»Der er ingen konflikt. Du kan finde masser af taler og artikler, hvor jeg har talt og skrevet om de offentligt ansattes vilkår.«

Men har du været inde og blande dig i deres lønforhold?

»Nej, for jeg har aldrig været lønforhandler for de offentligt ansatte.«

Det er du jo heller ikke nu?

»Nej. Det er jeg heller ikke.«