Debat

Højere løn frem for meditation – tak

I virksomhedernes ustandselige søgen efter, hvordan de kan hive ressourcerne ud af de ansatte, er de nu begyndt at tale om meditation først og fremmest for lederne. Men også medarbejderne kan komme på tale.

I dag har mange firmaer indført sundhedsordninger med fri adgang til kiropraktor, psykolog, privathospital og fitnesscenter. Selvfølgelig er det rart med alle disse muligheder, hvor medarbejderne kan få behandlet deres skavanker og hurtigt komme tilbage og være produktive igen – det er jo det, det hele handler om, set med virksomhedernes briller.

Men i den forbindelse er det vigtigt at gøre sig det klart, at uanset hvordan man vender og drejer tingene, så vil der altid være tale om et arbejds­tager- og arbejdsgiverforhold. Det er der en hel del arbejdstagere, som burde være mere bevidste om og tænke på i hverdagen.

Coaching med profitoptimering af de ansattes sjæleliv er et af de seneste skud på stammen. Og nu bliver det måske moderne at indføre meditation i virksomhederne?

Jeg sidder her og tænker: Hvornår bliver det mon moderne og trendy at aflønne de ansatte på en ­ordentlig og anstændig måde?

- Mogens Jensen, tillidsrepræsentant

Drop mistænkeliggørelsen, hr. minister

En dårlig ryg skal bruges, siger beskæftigelsesministeren. Det har ministeren da ret i, såfremt ryggen kan holde til det arbejde, som måske har ødelagt ryggen. Men det er nok nemmere at gå på ­arbejde som minister med en dårlig ryg, end det er, når man er bybuschauffør med en vagt på ni timer.

Kære beskæftigelsesminister, løsningen er ikke en kollektiv mistænkeliggørelse af mennesker med ondt i ryggen. Det handler om mere forebyggelse og om mere støtte til de syge og arbejdsskadede. Måske skulle det forbydes at fyre folk, der er blevet syge af deres arbejde, måske skulle arbejdsgiveren tvinges til at finde andet arbejde til de syge. Et arbejde de kan klare.

Folk vil godt arbejde det, de kan. Men vil arbejdsgiveren beholde dem, der er lidt handicappede og syge? Og vil ministeren tilskynde til det?

- Kurt A. Nissen, medlem af forretningsudvalget i LFA/Landsforeningen for Arbejdsskadede

Fagbevægelsens dilemma

Kampen for rettigheder til medlemmerne og for et godt social- og velfærdssystem har historisk for fagbevægelsen været en del af et større hele, hvor kampen for velfærd har understøttet den faglige indsats.

Fagbevægelsen er imidlertid i de senere år i stigende grad slået ind på et strategi, der har handlet om overenskomstmæssigt at sikre velfærdsrettigheder til medlemmerne. Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner og senest de overenskomstmæssigt aftalte opsparingsordninger til efteruddannelse er eksempler herpå.

Det må anerkendes, at fagbevægelsen ad denne vej har opnået resultater og sikret medlemmerne pensionsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Men »overenskomststrategien« har en bagside, taberne bliver dem med dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Som et resultat heraf har vi i dag et pensionsopsparingsproletariat af betydelig størrelse uden nævneværdig pensionsopsparing, og vi vil tilsvarende få en gruppe i udkanten af arbejdsmarkedet uden efteruddannelsesmidler. For samtidig med opbygningen af selvfinansierede ordninger forringes de offentlige velfærdsordninger.

Satsningen på at sikre medlemmerne frem for at sikre alle gennem de offentlige velfærdsordninger risikerer således at skabe en tabergruppe og at underminere velfærdsstatsordningerne.

Således også i dette tilfælde, hvis nogle måneders højere dagpengeydelser betales med de anførte vidtgående forringelser af dagpenge og kontanthjælpssystemet. Og det risikerer måske også på sigt at skabe et pres på mulighederne for at opnå fremtidige overenskomstmæssige resultater.

Det må således anerkendes, at fagbevægelsen er i et dilemma mellem at sikre de beskæftigede medlemmers rettigheder eller at prøve at sikre velfærd for alle. Valget bliver ikke let, men vigtigt for velfærdssamfundets fremtid.

- Henrik Herløv Lund, økonom, cand.scient.adm.