Danskerne sendt på overarbejde

Af

Der må være en grænse for, hvor stor en bid arbejdet må æde af vores liv. Mener danskerne. Men dét gør statsministeren ikke.

UBALANCE Vi skal tilbringe endnu flere timer på jobbet. Det skal vi gøre ved at droppe nogle feriedage og fridage og ved at få udbetalt kroner og øre for vores overarbejde i stedet for at afspadsere. Læg flere timer på arbejdsmarked­et om året, tak! Sådan lød meldingen fra landets statsminister i onsdags.

Og det var en meget mærkelig melding! For var det ikke selvsamme regering, som i sin tid nedsatte en familie- og arbejdslivskommission, der skulle finde veje til bedre balance i danskerens tilværelse? Og som i samme ånd oprettede Danmarks første familieministerium?

Jo, men det hører også med til historien, at familie- og arbejdslivskommissionen blev en maveplasker af de store, fordi regeringen ignorerede dens forslag, og at familieministeriet senere blev nedlagt. Spørgsmålet er nu, om statsministeren med sin udmelding i onsdags endegyldigt har valgt side – til fordel for arbejdslivet?

Det ville klæde regeringen, hvis den ville sige det lige ud – sådan én gang for alle – for så var det da ærlig snak. Men vi skal ikke forvente det. Det mest realistiske er, at regeringen vil fortsætte med at sovse os ind i en indsmigrende retorik om den der vigtige balance mellem arbejde og familie – samtidig med at den beder de hårdtarbejdende danskere om at bruge endnu flere timer på jobbet.

Men hånden på hjertet: Er det ikke nødvendigt, at de, der er på arbejdsmarkedet, også giver den en ekstra skalle, hvis vi skal finansiere velfærden på længere sigt? Svaret er: nej. Man kan sagtens øge det samlede antal arbejdstimer i dette land uden at presse dem, der allerede arbejder meget, til at levere timerne. Det handler om at trække de mennesker ind, som står i udkanten og gerne vil ind: De mange pensionister og efterlønnere, som ønsker en vis tilknytning til arbejdsmarkedet et antal timer om ugen. Seniorerne, der nu tvinges til at trække sig fra den ene dag til den anden, selv om de hellere vil gå ned i arbejdstid. Førtidspensionisterne. Indvandrerne. Den udenlandske arbejdskraft. Og mange flere.

Og så skal man ikke undervurdere den negative sideeffekt ved at opildne kernearbejdsstyrken, der allerede arbejder meget, til at arbejde endnu mere: Mange bliver syge af det. I disse år er debatten præget af to parallelle dagsordener. Den ene handler om flere hænder på det rødglødende arbejdsmarked. Den anden om øget stress. Og de hænger sammen. For hvis den hårdtarbejd­ende dansker får sit overarbejde udbetalt i penge til en ny fladskærm, så er ­risikoen for, at hun brænder ud og ender med en langtidssygemelding naturligvis større, end hvis hun fik overarbejdet udbetalt som afspadseringsdage.

I den forstand kan ambitionen om et større arbejdsudbud nemt ende i negationen: et mindre arbejdsudbud.

Nok så væsentligt er det, at danskerne slet ikke gider arbejde mere. Det viser undersøgelse på undersøgelse, blandt andet i sidste uges ugebrev, hvor målsætningen om, at vi skal arbejde mere på årsbasis, blev dumpet af danskerne. En klog mand har engang sagt, at »tid er penge – men penge er ikke tid«. Og den pointe har danskerne tilsyneladende taget til sig. Godt nok er arbejdet vigtigt, men der må også være en øvre grænse for, hvor stor en bid arbejdet må æde af vores liv. Mener altså danskerne.

Men dét gør landets statsminister ikke.