Analyse

Unge skal have kortere rejsetid til erhvervsskoler

Der er store forskelle på, hvor lang rejsetid landets unge har til den nærmeste erhvervsskole. 8 procent af de unge skal bruge mere end 1,5 time dagligt i bus eller tog for at gå på en erhvervsskole. Det viser en analyse fra Dansk Industri, der blandt andet anbefaler oprettelse af 'uddannelsesruter' som på Fyn.

Af Lise Bjørg Pedersen

Chefkonsulent i DI Transport og sekretariatsleder for Brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik

Libp@di.dk

 

 

Hver eneste skoledag året rundt transporterer titusindvis af unge sig til og fra erhvervsskole med bus og tog. For de fleste er der tale om en kortere tur fra hjemmet til skolen i første del af deres uddannelsesforløb, men der er også unge, for hvem turen kan være lang og besværlig.

Det viser en kortlægning af de 15- til 28-åriges transport til og fra hjem og erhvervsskole foretaget af Dansk Industri Transport på baggrund af beregninger fra konsulentbureauet MOE Tetraplan.

Samlet har 79 procent af alle unge adgang til en erhvervsskole med grundforløb inden for 30 minutters rejsetid med kollektiv transport. Udvides tidsgrænsen til 45 minutter, kan 92 procent nå at komme til en erhvervsskole.

Det efterlader imidlertid stadig 8 procent, som må bruge mere end 45 minutter hver vej eller mere end 1,5 time per dag, hvis de vælger at tage bus eller tog til og fra en erhvervsskole.

Langt til skole i Nordjylland

DI Transport har også kigget på den kollektive transport til og fra erhvervsskolerne på regionalt niveau og den viser, at det især er i Region Nordjylland, at de unge er udfordret af lang transporttid til skole.

5 procent af de unge i Nordjylland skal bruge over 1 time hver vej på transport for at kunne gå på en erhvervsskole. Lise Bjørg Pedersen, chefkonsulent i DI Transport

I Nordjylland er det 16 procent af de unge, der skal bruge mere end 45 minutter med bus og/eller tog på at komme hen til en erhvervsskole – og lige så lang tid på at komme hjem igen. 5 procent af de unge skal tilmed bruge over 1 time hver vej.

I Region Hovedstaden er situationen væsentlig anderledes og bedre for de unge.  99 procent af de unge i regionen skal således bruge under 45 minutter på at komme til en erhvervsskole. Og 92 procent kan klare det på under en halv time.

Tager bilen – når bussen er for langsom

Bliver transporttiden til skolen med bus og tog for lang, er de unge under 18 år afhængige af andre, som kan køre dem. Hvis de derimod er fyldt 18 år, står kørekort og egen bil ofte højt på ønskesedlen.

Det er imidlertid ikke alle, som har lyst til at eje en bil eller som har det økonomiske overskud, det kræver at kunne anskaffe sig én.

Ifølge dataudtræk fra Transportvane-undersøgelserne 2010-2016 er det blot 22 procent af de unge, der hver dag kommer i bil til deres ungdomsuddannelse. Til erhvervsuddannelserne vurderes tallet dog at være højere. Her spiller det formentlig ind, at gennemsnitsalderen på erhvervsuddannelserne er betydeligt højere end på gymnasie-uddannelserne.

Assens skaber bedre forbindelser

Problemerne med lang transporttid til og fra erhvervsskolerne har fået en række kommuner og trafikselskaber til at se på, hvad der kan gøres for at gøre de unges vej med kollektiv trafik kortere og mere behagelig.

Assens kommune tog i 2013 initiativ til et forsøg med direkte busforbindelser mellem de områder i Assens med flest unge og erhvervsuddannelserne i Odense. Ved at omlægge busruterne var det muligt at reducere rejsetiden med cirka 20 minutter.

Forsøget var så stor en succes, at der sidenhen er etableret 35 af de såkaldte uddannelsesruter på resten af Fyn. Busforbindelserne kører direkte til skolerne, og i en evaluering udarbejdet af Fynbus udtrykker 50 procent af de unge, at indsatsen med direkte uddannelsesruter har medvirket til at reducere deres fravær på skolen.

Det må ikke være transporttiden, som er afgørende, når de unge skal vælge deres fremtidige uddannelse. Lise Bjørg Pedersen, chefkonsulent i DI Transport.

Tidligere var det muligt at tilpasse busforbindelserne efter ringetider på skolerne, men efter at undervisningen på erhvervsskolerne er blevet mere fleksibel, har det ikke i lige så høj grad været muligt at sikre de unge en direkte busforbindelse, når skoledagen slutter.

Sådanne initiativer kræver et tæt og dedikeret samarbejde mellem kommunerne, erhvervsskolerne, operatører og trafikselskabet. 

Opfordring til nyvalgte byråd

Store dele af erhvervslivet mangler faglært arbejdskraft, og der er igennem de seneste år gjort meget for at højne kvaliteten af erhvervsuddannelserne og tiltrække flere unge og voksne elever til erhvervsskolerne.

Derfor er det vigtigt, at de nyvalgte byråd og kommende bestyrelser i de regionale trafikselskaber spørger sig selv, om der kan gøres endnu mere for at reducere transporttiden med kollektiv trafik for især de unge, som skal i skole.

Kører busserne i dag fra de områder, hvor de unge er bosat? Kan der gøres mere for, at den kollektive trafik bliver en positiv oplevelse for de unge? Og kan flere busruter køre direkte til skolerne, så de unge kan komme hurtigere frem og undgå at skulle skifte bus undervejs?

Det er utrolig vigtigt, at det ikke er transporttiden som er afgørende, når de unge skal vælge deres fremtidige uddannelse.

Dette er en analyse skrevet af en ekstern skribent og ikke et udtryk for Ugebrevet A4's holdning.