VARM KARTOFFEL

Børnecheck kan give løntryk

Af | @IHoumark

Nogle østeuropæere anser børnechecken for at være en del af deres lønpakke og accepterer derfor lavere betaling end danskere. Det mener leder i fagbevægelsen, som taler om ’pervers effekt’.

For østeuropæere har børnepengene større værdi end for danskere på grund af den store købekraft i deres hjemlande. 

For østeuropæere har børnepengene større værdi end for danskere på grund af den store købekraft i deres hjemlande.  Foto: Mads Nissen/Polfoto

Det har stor betydning for rumænere, polakker og andre arbejdere fra Østeuropa, at de kan få børnepenge fra den danske stat. Nogle østeuropæere betragter sågar børnepengene som en del af deres lønpakke. På den måde gør børnepengene østeuropæerne mere villige til at arbejde for en lavere løn end danskerne. Og dermed kan børnepengene bidrage til social dumping.

Det fortæller Gunde Odgaard, der er leder af Bygge- Anlægs- og Trækartellet (BAT), som er en samarbejdsorganisation inden for fagbevægelsen.  Derudover er han kandidat for Socialdemokraterne ved valget til Europa-Parlamentet 25. maj.

»Hvis du som polak i Danmark tjener 10.000 til 12.000 kroner om måneden, betyder det meget for dig, at du oveni kan få børnepenge. Det er en vigtig del af din lønpakke, og du er mere indstillet på at gå til en lavere løn. Det giver en pervers effekt på størrelsen af lønnen i brancher med mange udlændinge,« siger Gunde Odgaard.

31.500 kroner i børnepenge

Østeuropæere og andre unionsborgere får børnepenge på lige fod med danske forældre. Det vil for eksempel sige, at en rumæner på arbejde i Danmark kan få 31.560 kroner om året i børnepenge, hvis han har to små børn. Også selv om børnene bor i Rumænien.

Børnepengene har meget større værdi for østeuropæerne end for danskerne. Gunde Odgaard, leder af Bygge- Anlægs- og Trækartellet samt kandidat til Europa-Parlamentet

»Børnepengene har meget større værdi for østeuropæerne end for danskerne. For købekraften i for eksempel Polen og Rumænien er to til to en halv gange større end i Danmark. For det samme beløb kan du i Rumænien købe mindst to pakke Pampers, mens du i Danmark kun får én,« siger Gunde Odgaard.

Som et eksempel på den store værdi af børnepengene fortæller Gunde Odgaard om en sag fra Arbejdsretten. Heri blev firmaet KH Construction i 2013 idømt en bod på tre millioner kroner for at have fusket med timesedler for polske ansatte.

I sagen indgik en samtale mellem en polsk ansat og den danske entreprenør Nicolai Gohs.  Af et båndudskrift fra samtalen, som A4 er i besiddelse af, fremgår det, at den polske ansatte lægger stor vægt på at få sine børnepenge og Nicolai Gohs rådgiver polakken om, hvad han skal gøre i forhold til kommunen.

»Båndeudskriftet viser, at for polakken er børnepengene en vigtig del af det, han kan tjene i Danmark,« siger Gunde Odgaard.

Betydning for lavtlønnede

Børnepengene har kun betydning i de firmaer, hvor udenlandske ansatte får en meget lav løn. Det vurderer Magdalena Bahrami. Hun er direktør for firmaet BlueCollar, der rekrutterer udenlandske vikarer til Danmark.

Børnepengene er en sidegevinst ved at arbejde her. Magdalena Bahrami, direktør for vikarbureauet BlueCollar

»Vores vikarer får det samme i løn som de danske ansatte. Så for dem er børnepengene et rart tilskud. Men i de firmaer, hvor udlændinge får 50-60 kroner i timen, der kan børnechecken selvfølgelig godt være noget, man lokker med,« siger Magdalena Bahrami.

Hun oplyser, at blandt de 190 vikarer, som arbejdede for BlueCollar i 2013, var der otte, som fik børnepenge.

»Børnepengene er en sidegevinst ved at arbejde her, men på ingen måde noget, som lokker udlændinge til Danmark,« siger Magdalena Bahrami.

I opposition til eget parti

Som kandidat til Europa-Parlamentet er det vigtigt for Gunde Odgaard, at hans eget parti, Socialdemokraterne, lægger sig i selen for at finde en løsning, så børnepenge ikke bliver brugt til social dumping.

»Når jeg er ude i landet, er der ingen, som forstår, hvorfor østeuropæere skal kunne få børnepenge fra første dag og sende dem hjem til børn, der ikke bor i Danmark. Og når jeg ved fagbevægelses-møder kan fortælle om børnepengene som en del af lønpakken, bliver folks forundring endnu større,« siger Gunde Odgaard.

Han ønsker, at regeringen snarest ændrer kurs. I øjeblikket er regeringen under hårdt pres fra oppositionen i spørgsmålet om børnepenge til unionsborgere. Regeringen mener, at man er nødt til at følge et krav fra EU om, at EU-borgere skal have børnepenge fra første færd i Danmark. Oppositionen insisterer på, at udlændinge på en eller anden måde skal gøre sig fortjent til de danske børnepenge.

Sagen om børnepengene er en brandvarm politisk kartoffel. Eller som Gunde Odgaard siger:

»Medmindre regeringen har tænkt sig at forære alle stemmerne til Morten Messerschmidt (Dansk Folkepartis spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet, red.), må den se at finde en løsning på sagen om børnepenge. Og der er flere måder, man kan gøre det på. Eksempelvis ved at give børnefamilier et ekstra skattefradrag.«