Blandede skoler skaber social mobilitet

Af

Langt flere unge tager en uddannelse, hvis de går i blandede skoler med kammerater fra uddannelsesvante miljøer. Det er både kontanthjælpsmodtagerens Ronnie og tømrersvendens Ronja, som stiger ombord i den sociale elevator. En socialt blandet folkeskole er afgørende for at få flere unge gennem en uddannelse.

ANALYSE UDEFRA Sig mig, hvem du omgås – og jeg skal sige dig, hvem du er. De færreste er vel i tvivl om, at der er en god portion sandhed i det gamle ordsprog. Alligevel er det nærmest gået i glemmebogen i den aktuelle uddannelsesdebat.

Skolemiljøets afgørende betydning dokumenteres ellers i en undersøgelse, som COWI har foretaget til min nye bog, ”Den sociale smeltedigel”. Analysen følger en årgang skoleelever og kortlægger, hvordan de klarer sig, når de bliver 23 år. Det påvises, at unge med samme sociale baggrund klarer sig vidt forskelligt afhængig af, hvor de voksede op og gik i skole:

Hvis unge fra dårligt stillede familier gik i skole i kvarterer med en positiv social blanding – som Østerbro i København eller Åby i Århus – så klarer de sig ret godt. 70-80 procent har som 23-årige en ungdomsuddannelse eller er i gang med én. Derimod er andelen kun mellem 20 og 50 procent, hvis tilsvarende unge gik i skole i dårligere stillede bydele som Nørrebro eller århusianske Brabrand.

Blandede skoler kan ikke kun bryde den negative sociale arv. De er også med til at skabe social mobilitet for bredere grupper. Et positivt skolemiljø kan næsten fordoble andelen af unge fra faglærte familier, der tager en videregående uddannelse.

Undersøgelsen dokumenterer, at de ambitiøse politiske mål om mere uddannelse til unge ikke bare handler om undervisningsformer og individuel indsats, men nok så meget om at sikre blandede skoler og lokalområder.

Bryder social arv

Helt central for analysen er såkaldt ”svag hjemmebaggrund”. Omkring 11 procent af de unge vokser op i familier præget af flere risikofaktorer i kombination – langvarig overførselsindkomst, skilsmisser eller at forældrene ikke har en uddannelse. ”Svag hjemmebaggrund” kan for eksempel være Jannick, der bor hos en enlig mor på førtidspension. Eller det kan være indvandrerpigen Mervat, der bor hos både far og mor, men hvor ingen af forældrene har en uddannelse og mindst én er på kontanthjælp.

For unge med svag hjemmebaggrund er det afgørende, at de ikke går på skoler med alt for mange som dem selv. Hvis de som 15-årige gik på belastede skoler, hvor over 30 procent havde svag hjemmebaggrund, har kun 47 procent som 23-årige en gymnasial eller faglig uddannelse eller er i gang med en. Men hvis de gik på skoler med under 10 procent med svag hjemmebaggrund, har hele 65 procent som 23-årige en ungdomsuddannelse eller er i gang med en.

Denne dynamik ses også på forskellen mellem kvartererne i de store byer. Unge fra dårligt stillede familier har som nævnt langt større chance for at gennemføre en uddannelse, hvis de går i skole i mere velstillede bydele, end hvis de klumpes sammen på skoler med mange sociale problemer.

Hvorfor denne markante forskel?

For det første har det sociale miljø stor betydning for læringsmiljøet i klassen: Er det normen at lave lektier? Er der elever, der får gruppearbejdet til at fungere – eller går det op i hat og briller? Erfaringen viser, at stor koncentration af sociale problemer let skaber destruktive normer.

Hér ligger COWI da også i forlængelse af tidligere undersøgelser i Ugebrevet A4, som byggede på karaktererne efter 9. klasse. Den nye analyse inddrager imidlertid også et andet spørgsmål, nemlig kammeraternes betydning for ens valg efter grundskolen: Er det normen at fortsætte i en ungdomsuddannelse? Eller er der mere status i at tjene hurtige penge og måske ligefrem gå på kontanthjælp? Her har det sociale miljø i skolen og lokalområdet stor betydning. Unge på socialt belastede skoler får lettere ”dårlige legekammerater”, der er optaget af alt andet end at tage en uddannelse.

De faglærtes børn

Blandede skoler er således afgørende for det politiske mål om, at 95 procent skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Analysen dokumenterer imidlertid også skolemiljøets betydning for et andet politisk mål: At mindst 50 procent skal tage en videregående uddannelse.

Hér fokuseres blandt andet på unge fra hjem med faglig uddannelse – langt den største gruppe i dagens Danmark. Kammeraternes betydning fremgår af tallene fra kommunerne omkring København. Hvis unge fra faglærte familier bor og går i skole i Lyngby-Tårbæk, er 43 procent som 23-årige i gang med en videregående uddannelse. Men hvis tilsvarende unge går i skole på Vestegnen, er det kun 20-25 procent.

Forskellen på kommunerne skyldes ikke kun, at der er færre sociale problemer i Lyngby-Tårbæk end på det meste af Vestegnen. Det skyldes også, at der er flere kammerater fra uddannelsesvante miljøer på skolen og i lokalmiljøet.

En blandet skole betyder for eksempel, at maskinarbejderens Susanne går i klasse med gymnasielærerens Amalie. De bliver veninder, og Susanne kommer hjemme hos Amalie. Her møder hun et andet miljø end derhjemme. Og når Amalie efter folkeskolen fortsætter i gymnasiet og på en videregående uddannelse, gør Susanne det måske også.

COWIs analyse viser slet og ret betydningen af rollemodeller i skolen og lokalmiljøet. Og disse rollemodeller kan trække begge veje. Det kan være ”dårlige legekammerater”, der forstærker en negativ social arv – eller det kan være gode eksempler, der øger den sociale mobilitet.

Internationale sammenligninger viser, at Danmark historisk har haft en højere social mobilitet end lande som USA og England. Det skyldes dels, at uligheden er mindre, dels at Danmark har haft relativt blandede sociale miljøer. Blandt andet i kraft af en fælles folkeskole, hvor arbejderens og akademikerens børn gik i skole sammen.

Dette mønster er imidlertid under pres. Især i storbyerne er der en tendens til, at højtuddannede familier vælger fri- eller privatskoler. 38 procent af de københavnske akademikerbørn går i dag i privatskole.

Vi bor også mere socialt opdelt end før. Stigende huspriser har omdannet middelklasse-kvarterer i de store byer til højindkomst-enklaver. Samtidig er der opstået belastede boligområder med alt for mange indvandrere og danskere på overførselsindkomst. En udvikling, der smitter af på de lokale skoler.

Billedet er dog forskelligt fra by til by. Der er stadig mange blandede byområder, hvor folkeskolen har solidt fat i de lokale familier. Hér fungerer skolen som en smeltedigel, der bringer forskellige miljøer sammen. Men udviklingen går den forkerte vej – og det er bekymrende. Ikke bare på grund af samfundets sammenhængskraft, men også af hensyn til målet om mere uddannelse og øget social mobilitet.