Tidligt på pension? Her er håndtagene du kan skrue på

emmanuel-1427282-unsplash
Vil du rejse verden tynd eller måske bare have lidt mere tid til børnebørnene, inden kroppen sætter en stopper for det aktive liv? Næsten halvdelen af danskerne drømmer om at sige farvel til arbejdsmarkedet før folkepensionsalderen. Foto: Photo by Emmanuel on Unsplash
6. jun. 2019 09.39
Mange skeler til tanken om en tidlig pension - men vil du forlade arbejdsmarkedet før tid, skal du være forberedt på at tage en række hårde økonomiske valg.

Drømmer du om at forlade arbejdsmarkedet dagen efter din 60-års fødselsdag - eller måske endnu tidligere - og i stedet leve det søde pensionistliv?

I så fald er du langt fra alene. Næsten hver tredje dansker vil gerne forlade arbejdsmarkedet senest som 60-årig, viser en undersøgelse, Epinion har foretaget for pensionsselskabet PFA.

Yderligere 16 procent ønsker at trække sig tilbage senest som 65-årig.

- Tidligere var billedet, at livet nærmede sig sin slutning, når man gik på pension, siger forbrugerøkonom Carsten Holdum fra PFA og fortsætter:

- I dag ser vi masser af mennesker, der forlader arbejdsmarkedet og lever et rigtig godt liv. Så vi ser mere positivt på den tredje alder, tilføjer han.

Men det er ikke realistisk for særligt mange danskere at forlade arbejdsmarkedet flere år før folkepensionsalderen, fastslår han og bakkes op af Søren Andersen, der er finansiel rådgiver og indehaver af FPension.

- Der er to rigtig store problemer ved den drøm, siger han og peger på, at levealderen stiger, og at afkastet på en pensionsopsparing lige nu er meget lavt, siger Søren Andersen.

Det vil sige, at dine penge ikke formerer sig nævneværdigt og samtidig skal række længere. Og det er altså scenariet, hvis du bliver på arbejdsmarkedet tiden ud.

- Hvis du tilmed forlader arbejdsmarkedet før tid, så bliver du ramt på begge sider af hovedet. Du sparer op i færre år og skal leve af pengene i længere tid. Det bliver mega hårdt økonomisk, siger Søren Andersen.

Er du alligevel fast besluttet på at sige farvel og tak til arbejdsmarkedet, før pensionspengene begynder at tikke ind, skal du hurtigst muligt tage et kritisk blik på dit forbrug.

Sæt dig med din bank- eller pensionsrådgiver og find ud af, hvad du har - og hvor lidt du kan klare dig for resten af livet.

- Man skal tænke i en tilværelse med et meget lavere forbrug i de år, der er tilbage, siger Carsten Holdum.

Det vil typisk kræve, at du er villig til at indgå kompromiser - for eksempel med dine fritidsaktiviteter eller det sted, du bor.

Fordelen er til gengæld, at du vænner dig til at bruge færre penge - og dermed sænker din såkaldte levefod - når du sænker dit forbrug for at kunne spare mere op.

- Er du omkring 50 år, så lav en samlet plan for de næste 40 år og ikke kun for dine sidste ti år på arbejdsmarkedet, råder Søren Andersen.

På den måde kan du undgå at opleve et kæmpe stort fald, når du går fra den ene livsfase til den anden.

- Men det er en virkelig svær øvelse, fastslår han.

Når du danner dig et overblik, så husk at tjek op på, hvordan din pensionsordning er tilrettelagt.

Nogle vil kunne begynde at bruge af opsparingen, når de er 60 år gamle - andre først tre år før folkepensionsalderen.

/ritzau fokus/