Synspunkt:
Det er systemet, der er problemet – ikke fleksjobberne

Maria_Bille_H__eg_-_1
"Jeg håber først og fremmest, at den nye regering vil tage initiativ til at se på tilskuddet i fleksjobordningen," skriver Maria Bille Høeg, chefkonsulent i DA. Foto: DA
3. jul. 2019 15.07
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Det er ikke fleksjobberne, der fortjener kritik, men systemet. Der er blandt andet for lidt tilskyndelse til at gå op i tid som fleksjobber. Og der er alt for stor forskel på, hvor gode kommunerne er til at hjælpe fleksjobberne.

Jeg skrev for nylig et indlæg, hvor jeg problematiserede, at fleksjobbere kunne syvdoble deres timetal uden at få én eneste krone ud af det. Det er problematisk af flere årsager. Det giver mindre incitament til at gå op i timer i takt med, at arbejdsevnen stiger. Og så er det ganske enkelt ikke rimeligt, at man som fleksjobber ikke kan mærke en forskel i det månedlige rådighedsbeløb, hvis man skruer op for arbejdsindsatsen.

Det har dog givet anledning til et par kritiske indlæg fra Marianne Wenneberg, faglig konsulent, og Kim Madsen, formand for foreningen Jobcentrets Ofre. Både Kim Madsen og Marianne Wennebergs kritik bygger dog langt hen ad vejen på et par misforståelser, som jeg vil forsøge at få af vejen.

Motivation handler også om penge

 Jeg kan først og fremmest konstatere, at mit indlæg er blevet læst som om, at jeg skulle mene, at mennesker ikke motiveres af andet af økonomi. Som om, jeg tror, at fleksjobbere kun går på arbejde for de kolde kontanter. Det er selvfølgelig ikke tilfældet – og det skriver jeg faktisk også i mit oprindelige indlæg.

Alle mennesker motiveres til at arbejde af en lang række faktorer: Det giver identitet, vi får bragt vores evner i spil, vi udvikler os, vi oplever en glæde ved at bidrage til samfundet, og så videre. Listen er lang.

Men på den liste optræder økonomi selvfølgelig også. Ligeså forkert, det er at sige, at økonomi er det eneste, der motiverer os til at arbejde – ligeså forkert er det at fjerne det fuldstændigt fra listen.

Jeg fornemmer også i begge indlæg, at de ser mit indlæg som en kritik af fleksjobberne. Som om, jeg mener, at fleksjobbere generelt er dovne og bare ikke gider arbejde fuldtid.

Og det kunne ikke være mere forkert. Mit indlæg er ikke en kritik af fleksjobberne. Det er en kritik af systemet. Af det system, der siger, at fleksjobbere – modsat praktisk tal alle andre borgere i vores land – ikke skal opleve en økonomisk gevinst ved at påtage sig mere arbejde. Det, synes jeg, ganske enkelt ikke er rimeligt. Men det er selvfølgelig ikke fleksjobbernes skyld. Det er systemet, vi har indrettet forkert.

Bud på et par løsninger

Men hvad er så løsningen? Ja, det er jo det rigtig gode spørgsmål. Her vil alle parter forhåbentlig spille ind. Og jeg har da også et par bud på, hvor vi kunne starte.

Reelt holder ordningen i dag mennesker væk fra arbejdsmarkedet
Maria Bille Høeg, chefkonsulent i DA

Jeg håber først og fremmest, at den nye regering vil tage initiativ til at se på tilskuddet i fleksjobordningen. Det ligger i dag på et så højt niveau for en arbejdsuge på ganske få timer, at det ikke betaler sig at gå op i tid og blive en mere integreret del af arbejdsmarkedet. Reelt holder ordningen i dag mennesker væk fra arbejdsmarkedet i stedet for at inkludere dem i det. Og det er rent ud sagt temmelig asocialt.

Derudover bør regeringen også se på kommunernes visitering til og opfølgning på de enkelte fleksjobansættelser. I dag tilkendes de for fem år, og der følges først op efter 2,5 år. Det er alt for lang tid, og det risikerer i sig selv at bidrage til en marginalisering på arbejdsmarkedet. I stedet bør fleksjob tilkendes for tre år ad gangen, og kommunen bør som minimum følge op på fleksjobbet senest efter 1,5 år.

Det er altså muligt at få fleksjobledigheden ganske langt ned
Maria Bille Høeg, chefkonsulent i DA

Endelig ved vi også, at nogle kommuner er meget bedre til at bygge bro mellem fleksjobberne og virksomhederne og få de ledige fleksjobbere i beskæftigelse.

Lige nu er 17 procent af fleksjobberne på ledighedsydelse. Det reelle ledighedstal er dog noget lavere, da en stor del af de 17 procent ikke vurderes jobparate. Men i Mariagerfjord er det kun 8 procent, der er på ledighedsydelse – og blot 5 procent af de jobparate. Til sammenligning ligger den generelle ledighed i Mariagerfjord på 3,8 pct. Det er altså muligt at få fleksjobledigheden ganske langt ned.

Anderledes ser det imidlertid ud i en kommune som Tårnby, hvor det er hver fjerde fleksjobber, der står uden et arbejde. Det er tre gange så stor en andel som i Mariagerfjord.

Vi kan ikke lukke øjnene for, at nogle kommuner er bedre til at hjælp deres fleksjobbere end andre – og det er naturligvis ikke fair.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].