Faglig Festival:
Anders iført særlig nedslidningsdragt: "Den begrænser min bevægelighed"

dragt1
Den 65-årige Anders Mikkelsen er her iført dragten. Foto: Henning Due/A4 Medier
7. jun. 2019 14.12
Gæsterne ved Faglig Festival i Helsingør havde mulighed for at prøve en nedslidningsdragt, der giver en følelse af at være nedslidt efter mange år med hårdt, fysisk arbejde.

Ved første øjekast kunne 65-årige Anders Mikkelsen ligne en minerydder. Høreværnet omkranser hans ører, mens ”skimasken” giver ham et sløret syn. Albue- og knæbeskyttere får ham til at ligne en skater, der er kommet på afveje. Anders Mikkelsen er også iført en halskrave og en overdel, der ligner en skudsikker vest.

Udstyret er designet til at besvære hans bevægelser. Dragten kaldes en nedslidningsdragt, som gæsterne på Faglig Festival i Helsingør kan iføre sig og få en fornemmelse af, hvordan det føles at have en nedslidt krop efter årtiers hårdt, fysisk arbejde.

- Den begrænser min bevægelighed. Man får en meget træg gang, og den er meget fodslæbende. Det føles som en bremser, der nedsætter tempoet, og det bliver man irriteret over. Man går ikke i den med den hastighed, man ønsker, og tingene tager længere tid, siger Anders Mikkelsen, der arbejder som hjemmesygeplejerske og er arbejdsmiljørepræsentant i Holstebro Kommune.

- Jeg ville ikke være på fuld tid, hvis jeg havde det, som jeg har det, når jeg er iført dragten. Jeg ville måske kunne arbejde på halv tid.
Anders Mikkelsen, hjemmesygeplejerske

Sammen med andre aktive i fagbevægelsen er han til Faglig Festival på LO-skolen i Helsingør. Festivalen slutter fredag og har budt på seks dages folkemøde, hvor gæsterne blandt andet har overværet en række debatter om arbejdsmarkedet og fået musikalske oplevelser.

Sjov måde at sætte fokus på nedslidning

Det er 3F, der inviterer gæsterne til at prøve nedslidningsdragten. Anders Mikkelsen har svært ved at forestille sig, at han ville kunne arbejde på fuld tid, hvis han i virkeligheden var så nedslidt, som han føler sig, når han har dragten på.

- Jeg ville ikke være på fuld tid, hvis jeg havde det, som jeg har det, når jeg er iført dragten. Jeg ville måske kunne arbejde på halv tid, siger Anders Mikkelsen.

Ifølge Stine Filtenborg, arbejdsmiljøpolitisk konsulent i 3F, kan nedslidningsdragten give gæsterne ved festivalen et fingerpeg om, hvordan det er at gå arbejde med en fysisk nedslidt krop.

- Dragten giver en følelse af 30-40 års slitage, når man er cirka 30-40 år. Det svarer til, at man er blevet det ældre. Formelt set er det et forsøg på at simulere en fremskrivning af nedslidning på bevægeapparatet, siger Stine Filtenborg og fortsætter:

- Vi synes, det er en sjov måde at sætte fokus på nedslidning. Dragten er tung og irriterende og distraherende, når man skal lave hverdagsting, og når man har den på, er det let at forestille sig, hvordan det føles at ligge på sine knæ og arbejde med belastede led.

Hvad håber I at få ud af at lade folk prøve den?

- At vi kan skabe en snak om nedslidning, og om hvordan det føles at have en belastet nedslidt krop, siger Stine Filtenborg.

Faglig Festival er arrangeret af Konventum, der med festivalen markerer sit 50 års jubilæum.

Anders Mikkelsen iført nedslidningsdragten på LO-skolen i Helsingør.