Tillidsrepræsentanterne Allan Haandbæk (tv) og Jan Grimstrup fra Dansk Metal bryder sig ikke om præsident Trumps toldmure. De mener, at Trump er på afveje med sine handelskrige. De to tillidsfolk mener, at Danmark som lille økonomi med stor eksport er bedst tjent med åbne grænser for varer og accept af udenlandsk arbejdskraft under ordnede vilkår.  Foto: Gitte Redder, Ugebrevet A4 og Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Globalisering:

Danske tillidsfolk til Trump: Handelskrige er noget møg for Danmark

3. sep 2018
Globalisering og frihandel er en gevinst for danske virksomheder. Det mener flertal af tillidsrepræsentanter i industrien, viser ny undersøgelse. Briternes Brexit og den amerikanske præsident Trumps protektionisme falder ikke i god jord blandt smede og industriteknikere.

 

I den lille vestjyske by Spjald er globaliseringen en ven og den amerikanske præsident Donald Trump en fjende.

For herude på den åbne hede ligger en kæmpe arbejdsplads med cirka 270 arbejdspladser, der er dybt afhængige af eksport henover både landegrænser og verdenshave.

På virksomheden KP Komponenter omfavner smede, industriteknikere og lagerarbejdere globaliseringen og bryder sig absolut ikke om de toldmure og handelskrige, som Donald Trump har gang i rundt om på kloden.

Fællestillidsrepræsentanten for 200 produktionsmedarbejdere på den jyske virksomhed, Jan Grimstrup, beretter, at kollegerne ryster på hovedet over Trumps fremfærd i handelspolitikken.

»Der er ingen tvivl om, at vi er skeptiske over for handelskrige og protektionisme. Nogle kolleger bliver også usikre og frygter, at toldmure kan få indflydelse på deres egen jobsituation ud i fremtiden. Lige nu ved vi ikke om stigende protektionisme rundt om i verden rammer os, og jeg tror heller ikke, at det kommer til at ramme os som en hammer, men vi bryder os simpelt hen ikke om princippet,« siger Jan Grimstrup.

Globalisering sikrer danske job

En ny undersøgelse fra Dansk Metal viser, at tre ud af fire tillidsrepræsentanter på industrivirksomheder ser positivt på globaliseringen.

73 procent af tillidsrepræsentanterne erklærer, at de er helt eller delvist enige i, at globalisering er en gevinst for den virksomhed, som de arbejder på.

Der er ingen tvivl om, at en stigende protektionisme globalt set er giftig for danske industrivirksomheder og for dansk økonomi. Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.

Når dansk industri og dermed hundredetusinder af danske arbejdspladser er dybt afhængige af eksport og globalisering, er det ifølge Thomas Søby helt fundamentalt, at fagforbund bidrager til at undervise tillidsfolk i betydningen af det indre marked og globalisering.

»Der er ingen tvivl om, at en stigende protektionisme globalt set er giftig for danske industrivirksomheder og for dansk økonomi, fordi vi jo er en lille åben økonomi, der har levet af handel i århundreder. Derfor er det bekymrende, hvis vi skal til at have en større global handelskrig og begynder at lægge told på hinandens produkter. Det vil vi da kraftigt advare imod,« siger Thomas Søby.

Eksport holder skruen i vandet

En del af uddannelsen af tillidsrepræsentanter i Dansk Metal handler om EU’s indre marked, globalisering og Danmarks afhængighed af fri adgang til at sælge varer hen over landegrænser.

Tillidsfolkene i industrien er glade for, at uddannelserne også har det element.

»Danmark er jo ikke en nation, der kan sige, at vi kan klare os selv uden omverdenen, så derfor er det vigtigt at diskutere betydningen af det indre marked. EU er jo faktisk hamrende vigtig for vores eksistens som produktionsland. Uden vores eksport så det skidt ud, for vi ved jo, at eksporten holder skruen i vandet,« siger Jan Grimstrup.

Øjenåbnere

Som tillidsrepræsentanter mener både vestjyden og fynboen, at det er centralt, at de får mest mulig viden om globaliseringen, så de kan være »øjenåbnere«, når skeptiske kolleger på arbejdspladsen vender tommelfingeren nedad over for EU-samarbejdet eller udtrykker sig negativt om kolleger fra andre lande.

Jeg tror, at vi skal lade være med at male det hele sort, men også se nogle muligheder i, at vi har polske og rumænske arbejdere. Jan Grimstrup, tillidsrepræsentant og medlem af Dansk Metal.

»Vi er godt med på beatet i forhold til, hvad globalisering betyder på grund af blandt andet tillidsrepræsentant-uddannelserne. Der er kolleger, der føler sig lidt trådt på af blandt andre vandrende arbejdstagere i EU. Og der skal vi være klar med alle argumenterne for både det indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed,« siger Jan Grimstrup. 

Brexit er i hans øjne også et resultat af, at lønmodtagerne ikke har haft den nødvendige viden om værdien af EU's indre marked og den frie bevægelighed. Derfor anser han det for vigtigt at diskutere fordele ved EU og internationale handelsaftaler. 

På KP Komponenter stammer 10-15 procent af de ansatte i produktionen fra Rumænien, Polen eller andre østeuropæiske lande. Og for tillidsmanden er udenlandske kolleger også en del af globaliseringen.  

»Jeg tror, at vi skal lade være med at male det hele sort, men også se nogle muligheder i, at vi har polske og rumænske arbejdere. Som fagbevægelse må vi bare arbejde for at få arbejdskraften fra resten af EU-landene organiseret, når de arbejder i Danmark,« siger Jan Grimstrup.

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]"


Annoncering

Forretningsbetingelser