»Bare fordi vi ikke er enige med Dansk Folkeparti, så siger folk, at vi er blødsødne. Men nej! Det er fordi, at vi mener, folk skal bidrage,« siger udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen (R). Foto: Niels Ahlmann Olesen - Ritzau/Scanpix

Radikale præciseringer:

Radikale vil tvinge flygtninge i job

9. jun 2018
Flygtninge skal i arbejde, når de kommer til Danmark. Vil de ikke det, skal de trækkes i deres ydelser. Det slår Radikale Venstres udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen fast i et interview med Ugebrevet A4. Karikaturen af Radikale Venstre er, at vi bare vil have folk hertil, og så kan de bare få en ydelse. Det er ikke sandt, siger ordføreren.

 »Udspillet har skrappe krav. Meget skrappe,« siger Radikale Venstres udlændinge- og beskæftigelsesordfører Sofie Carsten Nielsen og peger med en finger ned mod bordpladen.

Ugebrevet A4 møder Sofie Carsten Nielsen for at tale om partiets integrations- og beskæftigelsesudspil, hvor der tales med store ord til flygtninge, asylansøgere og indvandrere, der ikke er i arbejde. 

De skal tvinges i såkaldte startjob fra dag et. Og unge under 30 år på kontanthjælp skal - som reaktion på en voldsom overrepræsentation af især indvandrere i kategorien - med et trylleslag gøres jobparate.

Derudover skal indvandrere på kontanthjælp, der ikke har folkeskolens afgangseksamen, sendes på værkstedsbaserede skoler for at lære basale færdigheder. Og hvis man ikke makker ret, får man fjernet sin sociale ydelse.

Udspillet 'Mod til integration' blev af Radikale Venstre oprindeligt præsenteret over for Ugebrevet A4 som en kursændring, hvor partiet smider fløjlshandskerne i udlændingedebatten og ville TVINGE flygtninge i job.

Kort tid efter blev den præsentation rettet til af en assistent, der understregede, at der ikke var tale om en kursændring, men en »præcisering« - en vending som Radikale Venstre senest benyttede i efteråret, da Sofie Carsten Nielsen slog fast, at der skulle færre flygtninge til Danmark. 

Og nu slår hun over for Ugebrevet A4 fast, at der hverken er tale om det ene eller andet:

»Altså det er bare vores politik. Det er vores udspil,« siger Sofie Carsten Nielsen, når Ugebrevet A4 spørger ind til, hvor job- og undervisningstvang ligger på en akse fra præcisering til kursændring. 

Halal-hippie på krigsstien

Men det er bestemt heller ikke nemt at være Radikale Venstre i disse dage, når snakken går på udlændingepolitik.

I februar indrykkede formand Morten Østergaard helsidesannoncer i danske dagblade, der forklarede, at han ikke var 'halal-hippie', og at »Gu' skal vi ej lukke alle ind i Danmark«.

Vores politik har altid været, at du skal bidrage fra dag et. Sofie Carsten Nielsen (R), udlændingeordfører

Hun anser nemlig partiets nye bænkeplads som regeringsparti som seglet på socialdemokraternes omfavnelse af Dansk Folkepartis (DF) udlændingepolitik. Og der svinger DF taktstokken. 

»Bare fordi vi ikke er enige med DF, så siger folk, at vi er blødsødne. Men nej! Det er fordi, at vi mener, folk skal bidrage,« siger Sofie Carsten Nielsen og tager et lille ophold.

»Men billedet af, at Radikale Venstre har en blødsøden og lempelig udlændingepolitik, kommer nok til at bestå. Det lever jeg med. Vi har en ordentlig politik med krav, men hvor vi siger, at man ikke på forhånd kan skelne mellem mennesker på grund af etnicitet, kultur og religion. Man kan udelukkende dømme dem på baggrund af deres holdninger og handlinger. Det står i øvrigt i Grundloven.«

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]htanoj
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af Avisen.dk Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser