Det er især i arbejdet med at håndtere køer og grise - for eksempel, når de skal på slagteriet - at der sker ulykker i landbruget.  Foto: Linda Kastrup/ Ritzau Scanpix.

Den farligste branche:

Antallet af ulykker i landbruget stiger

23. feb 2018
Landmændene lever arbejdslivet farligt. Og det går oven i købet den forkerte vej. Antallet af ulykker på landet er steget med 17 procent fra 2011 til 2016, viser Arbejdstilsynets tal. Trods de triste tal, siger beskæftigelsesminister Troels Lund PoulsenV, at oplysning er vejen frem.

 

Det er farligt at være landmand. Risikoen for at komme alvorligt til skade på arbejdet er stor. Især på landets kvæg- og svinefarme, hvor størstedelen af ulykkerne finder sted. 

Landmændene har i årevis været overrepræsenteret i statistikken over ulykker. Og forrige år proklamerede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at der omgående skulle sættes ind mod de mange tragiske ulykker i landbruget. 

»De mange dødsulykker i landbruget kalder på akut handling. Det er menneskeliv, vi taler om, og hver dødsulykke er sin egen tragedie.« 

Sådan lød det fra ministeren i april 2017, da han præsenterede en ny oplysningsindsats i samarbejde med Landbrug og Fødevarer, Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø (BFA) og Arbejdstilsynet. Målet var at komme ulykker i landbruget til livs ved hjælp af dialog og oplysning om sikkerhed. 

Over 40 procent af de alvorlige ulykker sker ved håndtering af malkekvæg. Katrine Krone, kontorchef i Arbejdstilsynet
 

Det ser dog ikke ud til, at der vil komme flere tilsyn eller et obligatorisk rådgivningssystem til landbruget foreløbigt. 

Minister afventer 

Beskæftigelsesminister (og landmand) Troels Lund Poulsen sætter nemlig fortsat sin lid til den fælles oplysningskampagne. 

»Vi har nu lavet et grundigt arbejde ved at lave en samarbejdende indsats omkring vores vejledninger. Det er jo det sted, vi må starte. Hvis udviklingen går den forkerte vej, må vi jo se på, om der kan tages yderligere og skrappere midler i brug,« siger Troels Lund Poulsen til Ugebrevet A4.

Læs mere her: 11 dødsulykker i 2016

Han glæder sig over, at dødstallet i landbruget er halveret det seneste år, men anerkender, at tallet svinger fra år til år, og at der samlet set er sket en stigning i arbejdsulykker i branchen. 

»Men jeg håber, at vi fremadrettet vil se, at den indsats, vi nu har lavet i samarbejde med Landbrug og Fødevarer, vil betyde et lavt antal dødsulykker i fremtiden. Men det er svært at lægge sig helt fast på.«

Er oplysning nok, eller er der andre ting, I kan gøre for at nedbringe det stigende antal arbejdsulykker? 

»Det er først og fremmest afgørende, at den lokale landbrugsbedrift i højere grad interesserer sig for det her; at man diskuterer det her med sine medarbejdere; og at man bliver bedre til at føre tilsyn. Der er jo ingen, der ønsker, at medarbejdere kommer til skade på deres arbejde, så jeg har en forhåbning om, at de initiativer, vi har sat i gang, vil kunne ses i tallene de kommende år.«

Skal der føres mere tilsyn?

»Vi må se på, når denne indsats nu bliver evalueret, om der skal laves yderligere initiativer. Det er jeg da helt åben for at diskutere.«

Troels Lund Poulsen oplyser, at der i løbet af 2018 vil blive lavet en midtvejsstatus af den fælles oplysningskampagne. 

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser