Flygtninge og andre udlændinge får hvert andet nye job. Det forhold rejser krav om at styrke danske ledige med uddannelse, så de står sig bedre i konkurrencen om job. Eller at presse de arbejdsløse med lavere overførselsindkomster. Foto: Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

JOBFREMGANG:

Udlændinge får hvert andet nye job

8. aug 2016
Flere og flere kommer i arbejde. Men hvert andet nye job går til en udlænding, viser opgørelse. Det dur ikke, mener politikere. Beskæftigelsesministeren stiller styrket indsats for danske ledige i udsigt og vil via skatten øge tilskyndelsen til at tage arbejde.

Måned for måned kommer flere mennesker i arbejde i Danmark. Især udlændinge nyder godt af jobfremgangen. Faktisk går omkring hvert andet af de nye job til svenskere, polakker, syrere og andre udenlandske statsborgere.

Det viser en opgørelse foretaget af Ugebrevet A4 på baggrund af tal fra Jobindsats.dk.

Politisk set skal udlændingenes store andel af de nye job bruges til at styrke indsatsen for de danske ledige, så de står sig bedre i konkurrencen om job. Det mener Leif Lahn Jensen, som er arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokraterne. 

»Jeg håber og krydser fingre for, at man snart får lavet en treparts-aftale, så flere ufaglærte kan få uddannelse og dermed få bedre chancer for at få arbejde. Men med en borgerlig regering for enden af bordet ved treparts-forhandlingerne kan jeg godt være nervøs for, om det kommer til at ske i forhold til opkvalificering,« siger Leif Lahn Jensen. 

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, sender også et direkte signal til regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgivere, som er i gang med treparts-forhandlinger. 

»Jeg håber, at man nu ved treparts-forhandlingerne får lavet nogle aftaler, som sikrer, at ledige kan få den opkvalificering, de har brug for. Det vil stille danskerne bedre i forhold til at få job,« siger Bent Bøgsted. 

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Minister: Flere målrettede kurser

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) sidder midt i treparts-forhandlingerne, og han håber på, at et af resultaterne bliver, at danskere får større del i jobfremgangen.

Det er slet ikke tilfredsstillende. Jørn Neergaard Larsen (V), beskæftigelsesminister

En anden forklaring på udlændinges succes med at få job er ifølge Mads Lundby Hansen de danske ledige.  

»Der er en del danskere på overførsels-indkomster, der ikke ønsker at tage ledige job inden for eksempelvis hotel, landbrug eller rengøring. De betragter jobbene som hårde og slidsomme. Og økonomisk kan det ikke betale sig for dem i nogle tilfælde at tage job i de her brancher. Blandt andet fordi de kan tabe penge ved at gå fra dagpenge til et job,« siger Mads Lundby Hansen. 

Han mener, at man for at motivere ledige skal give dem mindre i dagpenge.

»Forskellen mellem den maksimale dagpengesats og overenskomsternes mindstelønninger er for lille. Der skal være en større økonomisk tilskyndelse for ledige til at tage et job,« siger Mads Lundby Hansen, og fortsætter:

»Det vil virke. Eksempelvis fandt Dagpengekommissionen frem til, at en sænkelse på 10 procent af dagpengene, vil få 13.000 flere i arbejde.«

Minister afviser lavere ydelser

Jørn Neergaard Larsen oplyser, at der ingen planer er i regeringen om at sænke dagpenge eller kontanthjælp. 

»Vi har lavet en reform af dagpengene, genindført kontanthjælpsloftet og indført integrationsydelsen. Alt sammen tiltag der øger incitamentet til tage arbejde. På den baggrund har vi ingen planer om at ændre på dagpengene eller kontanthjælpen,« siger Jørn Neergaard Larsen.   

Bent Bøgsted (DF) og Leif Lahn Jensen (S) afviser også at pille ved dagpengene eller kontanthjælpen.

»Der er blevet strammet gevaldigt op i forhold til krav og forholdene for de ledige både under den nuværende og den tidligere regering. Jeg ser ingen grund til yderligere stramninger,« siger Bent Bøgsted.

Kontakt
Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til abonnementer, jobannoncer eller generelt behov for hjælp, så skriv til [email protected] eller ring 71 74 73 77