Sådan sparer du penge på boliglån

16. jul 2008
Der er masser af gevinster at hente, hvis man ser sig ordentlig for, når drømmeboligen skal finansieres. Begyndt med at lægge et realistisk budget og drop så rentespekulationerne, siger uvildig økonom

Vil du have obligationslån, kontantlån, flexlån eller SDO-lån? Hvad med lidt afdragsfrihed? Og hvor lang tid skal lånet løbe?

Vejen til den perfekte bolighandel er brolagt med svære spørgsmål, som ofte kan virke uoverskuelige, hvis man er debutant på markedet. Og det bliver ikke meget bedre af, at de mennesker, som køberne først og fremmest betror sig til - bankrådgiverne - sjældent er ude på ret meget andet end at tjene penge.

Sådan lyder meldingen fra en af Danmarks få uvildige rådgivere i boligfinansiering, økonom Poul Gammelgaard fra Boligoekonomen.dk.

Han har sagt ja til at give Avisen.dk's læsere et par gode tips til den vellykkede bolighandel.

- Først og fremmest skal man lægge et realistisk og opdateret budget, siger Poul Gammelgaard og tilføjer, at han har mange kunder, som kommer med gamle budgetter, som ikke længere realistisk afspejler deres husholdning.

Tænk ikke på renteudviklingen

Dernæst skal man melde sig ud af showet med at forsøge at følge med i renteudviklingen, forklarer økonomen.

- Ingen kan forudsige renten. Men rigtig mange vil gerne gøre et forsøg, siger Poul Gammelgaard.

Han oplever, at danskerne i for høj grad lader sig rive med af mediernes spekulationer i, om renten nu går op eller ned.

- Så bruger de energi på det i stedet for det, som er vigtigt. Nemlig hvad de har råd til at sidde for om måneden.

Og det er ærgerligt, for det er netop i overblikket over det beløb, som man har til rådighed hver måned, som ofte gemmer svaret på, hvilket lån der egner sig bedst til ens økonomi, forklarer Poul Gammelgaard.

Tommelfingerregel

Han anbefaler, at man begynder med at luge ud i alle de lån, som lyder kryptiske, og som man ikke kan overskue.

Ofte vil man så stå tilbage med valget mellem såkaldt rentetilpasningslån, hvor renten svinger, og de fast forrentede obligationslån, hvor renten ligger fast i fx 30 år.

Her lyder Poul Gammelgaards tommelfingerregel sådan her:

- Jo mere luft, man har i sin økonomi, jo mere bør man overveje rentetilpasningslånene. Hvis man omvendt sidder strammere i det, ville jeg anbefale en fast rente, fordi man ikke har råd til at blive overrasket af renteudviklingen, siger Poul Gammelgaard.

Han tilføjer, at hvis man kigger tilbage på de seneste ti år, har det klart bedst kunnet betale sig at tage rentetilpasningslån.

Indhent tilbud fra mange banker

- Der har været adskillige hundredetusind kroner i gevinst for dem, der har valgt rentetilpasningslånene, siger Poul Gammelgaard.

Endelig skal man også se sig for, når man sidder i banken og taler med sin rådgiver. Her er der nemlig mange penge at spare.

- Husk at indhente tilbud mange steder. I dag er der mange, som kun får et tilbud fra det realkreditinstitut, som deres bank samarbejder med, siger Poul Gammelgaard.

Man kan typisk ikke få økonomiske rabatter på realkreditlån, men der er forskel på vilkårene. Fx muligheden for afdragsfrihed eller om man må slutte med restgæld til sidst i perioden, forklarer Poul Gammelgaard, før han gentager sig vigtigste råd til kommende boligejere.

- Drop at følge med i renten og kig på din egen økonomi.

faktaboks

Læs mere om boligøkonomen Poul Gammelgaard på Boligoekonomen.dk

Kontakt

Redaktionen
[email protected]

Redaktionschef for A4 Medier

Iver Houmark Andersen
[email protected]
+45 27277661

Jobannoncer

[email protected]
+45 7174 7377

Kommercielt samarbejde

Jesper Berg
[email protected]
+45 93990460

A4 Medier er en del af A4 Medier Aps
CVR-nr. 31470021
Islands Brygge 32D
DK-2300 København S

Ansvarshavende chefredaktør

Nicolai Kampmann
[email protected]


Annoncering

Forretningsbetingelser