Det forsvundne folk

Arbejderklassen, der blev pist væk

Af | @ThomasSaehl

Dansk politik er blevet erobret af en 'hovedstadsboble', som ikke bekymrer sig om ufaglærte og faglærte arbejdere. Det er et problem, for utrygheden vokser hos den del af befolkningen. Det siger samfundsdebattøren Lars Olsen, som barsler med ny bog på tirsdag.

»Folk er forbitrede over, at politikerne tror, vi alle kan arbejde, til vi er 70. Og mange fortæller om kolleger, der bliver usselt behandlet på jobcentrene. Der er en stemning af, at politikerne lever på en anden planet,« siger Lars Olsen.

»Folk er forbitrede over, at politikerne tror, vi alle kan arbejde, til vi er 70. Og mange fortæller om kolleger, der bliver usselt behandlet på jobcentrene. Der er en stemning af, at politikerne lever på en anden planet,« siger Lars Olsen. Foto: Morten Holtum, Gyldendal.

 

Prøv at spørge folk, hvor mange danskere, der har fysisk krævende arbejde i dag. Folk gætter oftest for lavt. Tallet er 39 procent eller knap fire ud af ti.

»Vi har fået en opfattelse af, at Danmark kun er et videnssamfund, og det har skabt et usynligt folk, hvis problemer medierne og politikerne ikke interesserer sig ret meget for. Det skaber både utryghed og bitterhed,« siger Lars Olsen til Ugebrevet A4.

Ovenstående er en af hovedpointerne i forfatteren og samfundsdebattørens bog 'Det forsvundne folk', som udkommer tirsdag 4. september.

Uddrag af den nye bog: Nedslidning er den skjulte dræber

Lars Olsen konstaterer, at en række problemer ryger ned ad listen over spørgsmål, som optager politikerne og medierne. Det drejer sig om problemer som:

  • Nedslidning på arbejdsmarkedet
  • Nedværdigende behandling på jobcentrene
  • Frygten for at miste jobbet til billig udenlandsk arbejdskraft

 

Resultatet - af at samfundets spidser nedprioriterer disse store udfordringer - er, at utrygheden i samfundet stiger. Det fremgår blandt andet af såkaldte tryghedsmålinger, påpeger Lars Olsen.

Man er blevet mere blinde over for den store gruppe af ufaglærte og faglærte arbejdere, som oplever utrygheden. Lars Olsen, forfatter
 

Lars Olsen følger tit op med endnu et spørgsmål, når han holder foredrag rundt i landet:

Hvor stor en del af danskerne er akademikere?

Svarene svinger lidt efter, hvor i Danmark foredraget foregår. For det meste lyder svaret mellem 20 og 30 procent. Nord for København ofte 40 procent.

Det rigtige svar er 11 procent.

»For 25 år siden fik man en forestilling om, at Danmark skulle være et videnssamfund. Det har præget hele vores uddannelsessystem, hvor erhvervsuddannelserne er blevet nedprioriteret. Det har betydet meget for vores billede af, hvem vi er, at vi er blevet et land af symbolanalytikere, der arbejder bag hæve-sænkeborde. Det er blevet den dominerende forestilling i medier og hele det definerende lag,« siger Lars Olsen.

Hovedstadsboblen

Det sociale og demokratiske problem er ifølge samfundsdebattøren, at der er skabt en »hovedstadsboble« med en indspist, økonomisk og kulturel overklasse, som er blevet så stærk, at den stort set dikterer, hvad der er problemerne - og hvordan de løses.

»Den består af toppen i medieverdenen, embedsapparatet, toneangivende økonomer, erhvervsorganisationer, de tunge konsulentfirmaer og nogle af politikerne.«

»De mødes til de samme receptioner og fester sammen, og børnene deler skole. De møder derimod aldrig murersvenden, der har arbejdet, siden han gik ud af folkeskolen,« siger Lars Olsen.

Taberne i det spil har forfatteren mødt mange gange i forbindelse med sine foredrag.

»Jeg har rejst Danmark tyndt i over ti år i fagforeninger og forsamlingshuse, og et meget vigtigt brændstof for mig har været mine oplevelser under foredragene. De seneste fem år har der været en stigende utryghed at spore,« siger Lars Olsen og peger på de senere års politiske reformer på arbejdsmarkedet som forklaring:

»Folk er forbitrede over, at politikerne tror, vi alle kan arbejde, til vi er 70, og mange fortæller om kolleger, der bliver usselt behandlet på jobcentrene. Der er en stemning af, at politikerne lever på en anden planet og er ligeglade med 'folk som os',« siger Lars Olsen.

Selv folk der er politisk aktive, ja sågar byrådsmedlemmer, har den opfattelse, at Christiansborg ikke længere kan råbes op.

Utryghed blandt ufaglærte

Et andet tegn på en faretruende udvikling er de tryghedsmålinger, som Trygfonden har lavet med få års mellemrum siden 2004. De bygger på et omfattende talmateriale – mellem 6-8.000 interviews – og viser fundamentale ændringer i det danske samfund. Ved den første måling i 2004 var kun 2,6 procent alvorligt utrygge. I 2017 var det 17 procent.

Og de sociale skel er tydelige, når man ser på de konkrete årsager til utryghed. Det er især ufaglærte arbejdere og nogle af de faglærte, som ikke er trygge ved fremtiden og udviklingen på arbejdsmarkedet.

»Det er bekymring for de sene år på arbejdsmarkedet, det er bekymring hos folk med skrantende helbred, og det er bekymring for, at østarbejdere overtager jobbet,« siger Lars Olsen.

Blinde for sociale skel

I forbindelse med de første bøger og rundture i Danmark var det især udkantsproblematikken, der spillede en stor rolle. Men her er det i nogen grad lykkedes at råbe politikerne op, selvom de konkrete resultater måske ikke er overvældende endnu, mener forfatteren.

»Men man er i mellemtiden blevet mere blinde over for den store gruppe af ufaglærte og faglærte arbejdere, som oplever utrygheden. Det er på byggepladserne, på slagterierne og i ældreplejen. Folk der har fysisk hårdt arbejde er blevet skrevet ud af historien. Der er altså nogle klasseskel, man bør tage alvorligt,« siger Lars Olsen.

Folk er forbitrede over, at politikerne tror, vi alle kan arbejde, til vi er 70 år. Lars Olsen, forfatter

Og et af de emner, der går igen og igen, er pensionsspørgsmålet.

- Der er konsensus blandt ledende politikere og meningsdannere om, at vi skal arbejde længere, fordi vi bliver ældre. Debatten om pensionsalder og efterløn fylder ikke ret meget. Hvad siger folk til det?

»Der er social bitterhed. Det er desværre mange, der bare er blevet forbitrede og siger, at politikerne bare vil skrabe til sig. Der er også nogle, de mere skolede i fagbevægelsen, der siger det, jeg også mener; nemlig at vi skal arbejde længere i fremtiden – gennemsnitligt set,« siger Lars Olsen og uddyber forskellen mellem sit eget og det politiske flertals standpunkt:

»Det politikerne glemmer er, at mange med hårdt fysisk arbejde er meget slidte, når de er i 50’erne, mens andre kan være friske som havørne, når de er 80 - og det skel er i høj grad socialt bestemt. Det tager systemet i dag slet ikke højde for.«

Utrygheden blandt mange almindelige lønmodtagere tog ifølge Lars Olsen for alvor taget fart med afskaffelsen af efterlønnen:

»Den reform var katastrofal. Efterlønnen var den nødvendige buffer, som gav dem med hårde fysiske job mulighed for at trække sig lidt tidligere.«

»Nu får vi Europas højeste pensionsalder, og hvert eneste ekstra leveår bliver vekslet til et ekstra arbejdsår,« siger han og peger på, at et ekstra leveår i andre lande for eksempel veksles til otte måneders arbejde og fire måneders otium.

Mange vil sige, at der kommer ny teknologi, som kan fjerne meget af det nedslidende arbejde i fremtiden?

»Men vi lider under fortidens synder. Mange af dem, der nærmer sig pension, kom enormt tidligt på arbejdsmarkedet. De har som buddrenge slæbt ølkasser med 50 flasker i hver op af trapperne. Dårligdomme sidder i kroppen, og vi vil døje med fortidens synder mange år frem,« siger Lars Olsen, som medgiver, at en del kan få gavn af ny teknologi:

»Her er faren, at det så følges op med krav om, at man skal løbe hurtigere. Prøv at gå ind på et plejehjem, så vil sosu’en have lifte, så hun ikke skal løfte de ældre, men hun er blevet mere presset på tid, så hun har ikke altid tid til at bruge liften. Teknologi giver os muligheder, men der er også modgående bevægelser.«

Medierne ude af trit

I dag bruger de fleste politiske partier målinger og fokusgrupper for at finde ud af, hvad folk synes om det ene og det andet.

Hvorfor er det politiske system så ikke bedre i stand til at opfange den frustration og utryghed, som du møder ude på dine foredrag?

»En del politikere ved jo godt, hvordan det er. De kommer fint rundt i deres valgkreds og taler med mange almindelige mennesker. Det er hovedstadsboblen, der er problemet,« siger Lars Olsen og tilføjer, at det hele ikke er så let:

»Det kan være svært for folketingsmedlem Sørensen at sejle op imod hovedstadsboblen, når også mange af kollegerne og embedsværket er med i boblen. Vi har fået et utroligt stærkt teknokrati, hvor Finansministeriet har fået mere magt i forhold til de folkevalgte og de øvrige ministerier.«

Du langer også ud efter medierne. De skulle jo være den kritiske vagthund, som bider magthaverne i haserne. Udfylder de den opgave?

»Medierne er ikke gode til at opfange de reelle problemer, der optager almindelige arbejdere. Sagen om efterlønnen er et forfærdeligt eksempel på ensidighed. Der var en fuldstændig skæv slagside til fordel for dem, der ville afskaffe ordningen.«

»Det blev hele bagtæppet for Løkkes opgør med efterlønnen. Der var indslag med pensionerede kommunaldirektører, der hyggede sig på golfbanen, selvom det primært var arbejdere, der gjorde brug af ordningen.«

»Journalisterne tog udgangspunkt i den velpolstrede middelklasse og både Jyllands-Posten, Berlingske og Politiken gik på lederplads ind for at afskaffe ordningen. Det var helt unisont. Kun Ekstra Bladet havde en kritisk holdning, og det er da fordi deres læsere er folk i arbejdstøj.«

Hvad skal der til for at sprænge hovedstadsboblen?

»Partierne har en opgave i at få flere fra den brede arbejder- og middelklasse ind i politik. Og så skal vi have en offentlig debat om det her, ligesom vi har haft med udkantsdanmark. Mange af politikerne er godt klar over problemerne, men de må træde i karakter over for embedsapparatet i stedet for at lade sig koste rundt.«

»Og så skal mine gamle kolleger på redaktionerne mere ud i virkeligheden i stedet for at vælge den nemme løsning, hvor man ringer til en økonom, en fra LO og en fra DA. Ud og snak med almindelige mennesker og sæt jer ind i de rapporter, hvor utrygheden pensles ud.«

Brug for en tryghedsregering

Ser man på det politiske landskab er Lars Olsen skuffet over, at »mange på centrum-venstrefløjen er blevet mere optaget af andre ting som etnicitet, køn og homoseksuelles rettigheder«.

»Det med klasse er blevet umoderne, og det svækker forsvaret for arbejdernes tryghed. Og så betyder det selvfølgelig noget, at arbejderklassen har ændret sig.«

»Tidligere lå der kæmpestore arbejdspladser i de fleste byer. Nu arbejder folk på mindre steder, men arbejderne er her jo stadigvæk, de er bare ikke så synlige som i skibsværfternes storhedstid. Men problemerne med nedslidning, ulighed og social utryghed er der stadigvæk.«

I USA og mange europæiske lande er store dele af arbejdervælgerne begyndt at stemme på, hvad der betegnes som, højrepopulister.

Det med klasse er blevet umoderne, og det svækker forsvaret for arbejdernes tryghed. Lars Olsen, forfatter

Og for eksempel i Tyskland og Frankrig er rigtig mange helt holdt op med at deltage i valg. Men i Danmark stemmer arbejderne stadigvæk i høj grad.

»Kun halvdelen af den kortest uddannede tredjedel stemmer i Tyskland og Frankrig, herhjemme er det stadig over 80 procent. Så danske arbejdere har ikke vendt ryggen til politik, men de har i nogen grad vendt ryggen til centrum-venstre-partierne,« siger Lars Olsen.

Selvom han ikke er medlem af et politisk parti, lægger Lars Olsen ikke skjul på, at hjertet sidder til venstre. Og derfor er han bekymret for de farer, der lurer omkring Socialdemokratiet og partierne på venstrefløjen. Dem er der to af:

»Den ene er den Djøf’isering med 'den nødvendige politik', som fandt sted under Thorning-regeringen, hvor man underlagde sig embedsapparatets måde at tænke økonomi på og førte en skæv krisepolitik. Den skal Socialdemokratiet tage et opgør med.«

»Den anden tendens, som Alternativet, SF og Enhedslisten skal frygte, er identitetspolitikken. Muslimske homoseksuelle og toiletforhold for transkønnede må aldrig blive vigtigere end tusindvis af nedslidte arbejderes ret til at forlade arbejdsmarkedet på en ordentlig måde.«

Og han har også et råd til Mette Frederiksen (S), Pernille Skipper (Enh.) og Pia Olsen Dyhr (SF):

»De bør gå efter at skabe en 'tryghedsregering', som sætter det mål at genoprette tilliden til velfærdssamfundet. Større tryghed for dem, der er sygemeldte og dem, der skrantende går på arbejde. Og så skal der være en fleksibel pensionsalder, så dem, der kom tidligt ud på arbejdsmarkedet, ikke skal arbejde til de bliver 70. Det har man i Tyskland, og når Merkel kan, så kan det danske centrum-venstre vel også.«

Om Lars Olsen

Lars Olsen, født 1955, er cand.phil. i samfundsfag  og journalist og arbejder nu som forfatter, foredragsholder og klummeskribent på Jyllands-Posten. Har senest bidraget til Klassekamp fra oven (2014) og har tidligere blandt andet skrevet En bygning slår revner – Socialdemokratiet og det folkelige Danmark (2013), Uddannelse for de mange (2011), Eliternes Triumf (2010) og Det delte Danmark (2005). Lars Olsen er ikke medlem af et politisk parti.

Det forsvundne folk udkommer tirsdag 4. september 2018.

 

 

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.