Ulighed

Årtiers stigende ulighed i indkomster truer sammenhængskraften

Forskellen mellem toppen og bunden af Danmark vokser og vokser. Det kan gå ud over både sammenhængskraften og den økonomiske udvikling, advarer LO-fagbevægelsen og opfordrer til større investeringer i uddannelse.

Af Allan Lyngsø Madsen

Cheføkonom i LO

[email protected]

De seneste mange år har vi set en klar tendens. De rigere bliver rigere. De mindre rige oplever en fremgang, der langt fra kan matche fremmarchen i toppen af samfundet. Og borgere på offentlige ydelser får udhulet deres levegrundlag reform efter reform. Det skaber større afstand imellem os danskere.

Med en større indkomstulighed følger en række problematiske udviklinger. Udviklinger, som skaber sprækker i de søjler, der bærer det unikke og velfungerende land, Danmark er.

Konsekvensen kan blive dårligere social mobilitet. Større ulighed i sundhed, hvilket betyder, at antallet af leveår – og i særdeleshed antallet af gode leveår danskerne har – kommer til at adskille sig i endnu højere grad end i dag. Og så viser tal fra OECD (rige landes økonomiske samarbejdsorganisation), at øget ulighed også kan være forbundet med mindre velstand og vækst. Det kommer alt i alt til at skade den sammenhængskraft og økonomiske udvikling, vi alle sammen kerer os om.

Indkomstulighed stiger markant

Gennem de seneste mange årtier har Danmark sammen med de andre nordiske lande været blandt de rigeste og mest lige samfund i verden. Det skyldes i høj grad måden, de nordiske velfærdssamfund er organiseret på. Et stærkt, velorganiseret arbejdsmarked. En stor offentlig sektor med en kernevelfærd af ensartet, høj kvalitet, der er frit tilgængelig for alle borgere. Og en makroøkonomisk politik orienteret i retning af at sikre fuld beskæftigelse. Med andre ord en solidarisk samfundsindretning.

På trods af dette er indkomstuligheden steget markant i Danmark, særligt i løbet af de seneste 10-15 år. I løbet af perioden 1987-2015 er gini-koefficienten (mål for graden af ulighed) steget med næsten syv procentpoint. Herunder knap fem procentpoint siden starten af 00’erne.

Kritikerne vil dog indvende, at udviklingen i uligheden skyldes, at vi startede på et alt for højt niveau af lighed. Og de vil tilføje, at Danmark stadig er et af de absolut mest lige lande i verden. Sådan hænger det dog ikke nødvendigvis sammen.

Ifølge EU's kontor for statistik Eurostat har den betydeligt ulige udvikling i indkomstfordelingen i Danmark gennem 00’erne haft den effekt, at Danmark i 2014 end ikke figurerede blandt de ti mest lige lande i Europa.

Derimod havde Danmark en gini-koefficient, der var mellem to og fem procentpoint højere end i de andre nordiske lande - Island, Norge, Sverige og Finland. Det står i kontrast til det ofte fremførte synspunkt, at Danmark er et af de absolut mest lige lande i verden. Det skal dog bemærkes, at OECD’s beregninger af gini-koefficienten når frem til, at Danmark stadig ligger i top tre som et af de mest lige lande i verden.

I 2014 figurerede Danmark end ikke blandt de ti mest lige lande i Europa. Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i LO.

Eurostat og OECD når frem til to forskellige resultater på grund af forskellige metodiske tilgange. Og der er fordele og ulemper ved begge metoder. Pointen med at fremhæve både Eurostats og OECD’s tal er, at der findes nuancer til påstanden om, at Danmark ligger i den absolutte verdenstop, hvad angår lighed målt på gini-koefficienten. Det er vigtigt, at den pointe siver videre ud i debatten og til politikerne. Især når vi diskuterer reformer, som påvirker uligheden i samfundet.

 

Spørgsmålet er så, hvordan vi sikrer en mere lige indkomstfordeling?

Her peger OECD på, at det handler om kompetencer. Hvis der er stor forskel på en befolknings kompetenceniveau, hæmmer det væksten – især hvis gruppen af ufaglærte er for stor. Og det fører samtidig til store lønforskelle, der ud fra et dansk perspektiv også svækker sammenhængskraften.

Regeringen bør gøre mere for at opkvalificere arbejdsløse. Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i LO

Derfor var et af LO-fagbevægelsens mål i den seneste trepartsaftale blandt andet at finde veje til at gøre det mere attraktivt for ufaglærte at opkvalificere sig. Det var to skridt i den rigtige retning.

Desværre træder regeringen med sin erhvervs- og iværksætterpakke et halvt skridt tilbage, fordi pakken bliver delvist finansieret af besparelser på arbejdsløses opkvalificering. Man skal i stedet gå den anden vej. Regeringen bør gøre mere for at opkvalificere arbejdsløse for at få flere i arbejde og færre på offentlig forsørgelse.

Det ville både komme virksomhederne til gavn (der efterspørger stadig mere kvalificeret arbejdskraft), og det ville nedbringe uligheden i Danmark på længere sigt. Det, vi med andre ord skal have mere af i Danmark, er flere investeringer i uddannelse af høj kvalitet, der skaber mere lighed, og som samtidig kommer både borgere og virksomheder til gode.

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.