Analyse

Cheføkonom: Finansministeren er lidt for kreativ

Finansminister Kristian Jensen er 'lidt for kreativ', når han forsøger af fremmane store problemer for dansk økonomi i fremtiden. Det skriver cheføkonomen i 3F og kommer med nogle eksempler. Finansministeriets fremskrivninger har afgørende betydning for hele debatten om vores velfærd - for eksempel om pensionsalder og udgifter til sygehuse.

Af Frederik I. Pedersen

Cheføkonom i fagforbundet 3F

[email protected]

 

Sidste år angreb finansminister Kristian Jensen (V) her i Ugebrevet A4 fagforbundet 3F og fagbevægelsen som sådan for ikke at ville være med til yderligere forhøjelser af den i forvejen internationalt høje pensionsalder. Der var et stort hul i statskassen på ikke mindre end 33 milliarder kroner i 2040, fortalte finansministeren.

Når fagbevægelsen (og 3F) ikke ville være med til at forhøje pensionsalderen, ville det gå ud over velfærden med nedskæringer til følge. Så måtte fagbevægelsen redegøre for, hvad det var, der IKKE skulle være råd til af velfærd - der ude i fremtiden - for eksempel i forhold til ældrepleje, sundhed eller uddannelse.

Det var umiddelbart svært at genkende tallet med et underskud på hele 33 milliarder kroner i 2040, som finansministeren refererede til. Kilden skulle tilsyneladende være Finansministeriets lange fremskrivning fra DK2025-planens grundforløb fra august 2016.  Baggrundstallene her fra havde jeg imidlertid også fået tilsendt fra Finansministeriet. I dem var der et underskud i 2040 på 1,2 procent af BNP (bruttonationalproduktet), hvilket i min bog kunne omregnes til cirka 25 milliarder kroner målt efter dagens forhold.

En forskel på 8 milliarder kroner (33 minus 25 milliarder kroner) lyder måske ikke af meget, men i finanspolitiske (strukturelle) sammenhænge er det ganske meget. Det svarer nemlig til nye reformer for mellem 25.000 og 40.000 personer. Og det var jo netop nye reformer i form af en endnu højere pensionsalder, finansministeren var efter. 

Endnu større blev min forundring, da Konvergensprogram 2017 udkom i april 2017 ganske kort tid efter ministerens angreb på fagbevægelsen. Her var hullet i 2040 reduceret til 1 procent af BNP. Og endnu bedre så det ud i maj samme år, hvor den opdaterede 2025 plan viste, at hullet i kassen var nede på 0,6 procent af BNP i 2040 - uden yderligere reformer.

Forundring i Folketinget 

Det var ikke kun mig, der var forundret over, hvor de 33 milliarder kroner, som Kristian Jensen refererede til i 2017, kom fra. Også i Folketinget var man forundret, og der blev spurgt til det i Folketingets Finansudvalg.

Her kom et noget uldent svar fra finansministeren, hvor det dog fremgik, at de 33 milliarder kroner var en opgørelse i »2017-priser« baseret på 2025-planens grundforløb, mens der i den nyere 2025-plan ('Vækst og velstand 2025, maj 2017') var et hul på 17 milliarder kroner i 2040 også målt i »2017-priser«.

Det er i sig selv er bemærkelsesværdigt, at underskuddet i 2040  – på bare to måneder (!) – var halveret fra 33 til 17 milliarder kroner. Dertil kommer, at forskellen mellem de to beløb - 16 milliarder kroner - i strukturelle termer svarer til et gigantisk reformbidrag i efterløns-reform-klassen.

Derudover undrede jeg mig meget over benævnelsen »2017-priser«. Det var ikke noget, jeg umiddelbart havde set i sammenhæng med den offentlige saldo eller andre størrelser, der normalt måles i procent af BNP.

Opgørelse af BNP forvrider fremskrivning 

Det lykkedes mig ud fra svaret til Folketinget at genskabe regnestykkerne. Det viste sig, at de 33 milliarder kroner (og 17 milliarder kroner) var en opgørelse af den offentlige saldo i 2040 efter 2040-BNP-forhold, men opgjort i 2017-BNP-pris-niveau!

Det kræver en forklaring: 

Normalt vokser BNP (bruttonationalproduktet) målt i kroner og øre år efter år. Både fordi priserne generelt vokser (inflation), men også fordi produktionen i mængder (faste priser) vokser. I Kristian Jensens måde at opgøre saldoen på, korrigeres der for, at priserne vokser frem mod 2040, MEN der tages ikke højde for, at produktionen også bliver større og større, som tiden går.

Finansministeren kiggede med andre ord på saldoen i 2040, henregnet til dagens pris-niveau, men undlod at tage højde for, at (realt) BNP frem mod 2040 forventes at være cirka 30 procent større end i dag. Man foregiver altså at kunne sammenligne saldoen fra 2040 med dagens forhold uden at tage højde for, at den 'samfundsøkonomiske kage' (BNP) i 2040 er markant større end i dag.

Det er et påtrængende spørgsmål, om vi skal blive ved med at føre økonomisk politik her og nu efter fremskrivninger. Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F

Når BNP, korrigeret for inflationen, er 30 procent større, kan det offentlige underskud selvfølgelig også være større, uden at det er et større problem for samfundsøkonomien.

Finansministerens metode med at anvende »2017-priser« er usædvanlig. Normalt måler man netop saldoen i forhold til procent af BNP for at tage højde for, at BNP ændrer sig over tid og nogle gange omregnes til dagens BNP-niveau.  

I min optik giver det ikke mening at opgøre på den måde, som Kristian Jensen vælger. For i takt med, at samfundsøkonomien (inflationskorrigeret BNP) vokser, vil man med hans metode få et større og større tal – uanset om den offentlige saldo så er en fast procent af BNP. 

Som det fremgår, forstærkes udsvingene på saldoen netop med Kristian Jensens metode i takt med, at BNP vokser, og saldoen stikker fuldstændig af frem mod slutningen af dette århundrede: Overskud på mere end 200 milliarder kroner årligt på den offentlige saldo, mens den traditionelle metode viser overskud, der stiger til 85 milliarder kroner. Det sidste kan sammenholdes med saldoen efter dagens forhold.

Kristian Jensens tilgang er lidt for kreativ og en uhensigtsmæssig opgørelse. Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F

Kristian Jensens tilgang er lidt for kreativ og en uhensigtsmæssig opgørelse af finanspolitiske størrelser, fordi de ikke kan sammenlignes med dagens forhold.

BNP vokser (også realt), og det bør man tage højde for, når man sammenligner saldo, gæld og andre forhold - både bagud og fremad i tid. Ellers giver man et billede af fremtiden for dansk samfundsøkonomi ud fra et ønske om at forstærke argumenterne for den politik, man selv ønsker gennemført.

Grundlæggende er det et påtrængende spørgsmål, om vi skal blive ved med at føre økonomisk politik her og nu efter fremskrivninger af de offentlige finanser langt ud i fremtiden. Vi har allerede lavet rigtig mange reformer, der skal imødekomme de befolkningsmæssige udfordringer med mange flere ældre ud i tid.

Hængekøje-problemet

Det såkaldte ”hængekøjeproblem” – at den offentlige saldo længere ude i tiden vil dykke og i en årrække ligge på den forkerte side af den (selvvalgte) finanspolitiske kritiske grænse på minus 0,5 procent af BNP, hvorefter den stiger igen, og ender med et overskud – er blevet markant mindre over årene.

Med den helt nye fremskrivning fra 'Konvergensprogram 2018 (KP18)' er det efterhånden en begrænset overskridelse, der er tale om. Betydelig mindre, end den fremskrivning Kristian Jensen stod på i marts sidste år, og voldsomt meget anderledes end det billede, der blev tegnet med Konvergensprogrammet for 10 år siden (KP08).

At der er en væsentlig usikkerhed i opgørelsen af den strukturelle saldo ikke bare i fremtiden, men allerede i dag, har vi set for 2017.

I Konvergensprogrammet fra april sidste år (KP17) var der et strukturelt underskud på 0,5 procent i 2017. Med den nyeste opgørelse fra april 2018 (KP18) er der et underskud på 0,1 procent af BNP.

En forbedring på 0,4 pct. af BNP svarer ret præcist til det, vi overskrider den kritiske grænse med ude i 'hængekøje-perioden' i den nyeste fremskrivning.

0,4 procent af BNP er også, hvad vi kan hente ved at ændre på opgørelsen af værdiforøgelserne for de offentlige aktiver. Noget der på overfladen ligner en uskyldig regneøvelse, påvirker således også størrelsen på hængekøjeudfordringen længere ud i tid. 

Dertil kommer, at statskassens store tilgodehavende i det danske 'pensionsguld' -  altså befolkningens pensionsopsaring -  ikke tæller med i den strukturelle saldo. Blev det regnet med, ville den offentlige saldo ifølge vismændenes beregninger blive forbedret permanent med cirka 3 procent af BNP (se side 83-85 her), og 'hængekøjeproblemet' ville forsvinde som dug for solen.

Der afleveres således en check i børneværelset – ikke en regning. Frederik I. Pedersen, cheføkonom i 3F

Konklusionen er, at de offentlige finanser er mere end langtidsholdbare. Det vurderer både vismændene og Finansministeriet.

Der afleveres således en check i børneværelset – ikke en regning. Laver vi nye reformer og for eksempel forhøjer den i forvejen internationalt høje pensionsalder i dag, med det formål at fjerne 'hængekøjen' fuldstændig, vil saldoen længere ud i tid blive endnu mere positiv, og vi vil aflevere en endnu større check til de fremtidige generationer. De kan så vælge at bruge flere penge i det offentlige, sætte skatten ned, eller rulle reformer tilbage herunder for eksempel sænke den høje pensionsalder (!).

Der er ingen finanspolitisk brændende platform – heller ikke med Kristian Jensens lidt for kreative regnemetode.

Analysen er skrevet af en ekstern skribent og er ikke udtryk for Ugebrevet A4's holdning.  

KAN DU LIDE VORES ARTIKLER?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få vores nyheder,
direkte i din indbakke.