Ytringspligt for offentligt ansatte

Af

Det er et demokratisk krisetegn, når flere ansatte ikke tør ytre sig om eksempelvis konsekvenser af offentlige nedskæringer. Hvad var Farum-borgerne sluppet for, hvis medarbejdere i kommunen havde følt sig tilstrækkeligt trygge til at fortælle om tingenes tilstand?

I sidste uge trådte en pensioneret overlæge fra Rigshospitalet frem og fortalte om de dystre konsekvenser af, at man har nedprioriteret børnekirurgien i Danmark. En foruroligende beretning om prioriteringer i det danske sundhedsvæsen. Internt har lægen kritiseret forholdene i årevis, og når han ikke tidligere er stået offentligt frem med sine erfaringer, er det – ifølge ham selv – fordi han først som pensionist føler, at han kan tale frit uden risiko for repressalier.

Eksemplet er desværre langt fra enestående. I hundredevis af læger og andre offentligt ansatte går i disse år rundt og skammer sig over kvaliteten af den ydelse, som de må tilbyde borgerne. Men de tør ikke fortælle om forholdene offentligt. Som Ugebrevet A4 i dag kan fortælle, så får fagforeninger i stigende grad henvendelser fra fortvivlede ansatte, som er kommet i konflikt med deres arbejdsgiver efter at have været ”for åbenmundede.” Sidste år behandlede ombudsmanden 14 sager om offentligt ansattes ytringsfrihed.

Men hvor mange sager når aldrig så langt? Og hvor mange ansatte i den offentlige sektor – læger, sygeplejersker, pædagoger, hjemmehjælpere og så videre –  når aldrig at ytre sig af frygt for at miste jobbet? En helt ny sag fra Roskilde, hvor en skoleleder er blevet bortvist efter et læserbrev, viser, hvor galt det kan gå. Og som professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet Tim Knudsen siger i dagens A4, så er der slet ingen tvivl om, at nogle kommuner gør den slags for slet og ret at statuere et eksempel. I det lys vil bortvisningen af skolelederen desværre nok være med til at lukke munden på ansatte langt ud over Roskildes kommunegrænser.

Naturligvis skal de offentlige institutioner kunne forlange en stor loyalitet af deres medarbejdere. Størsteparten af kommunikationen må i første omgang foregå internt – også når det gælder kritisable forhold. Men når det drejer sig om konkrete konsekvenser af besparelser eller økonomiske prioriteringer, så når den ansatte sjældent længere end til forvaltningschefens beklagende skuldertræk: Desværre, vi er blevet pålagt nogle stramme økonomiske rammer.
I de tilfælde er det et problem, at vigtig information om tingenes tilstand aldrig når frem til vælgerne og dermed de skatteborgere, som er med til at betale for den offentlige ydelse. Når de ansatte, som i bund og grund er de største eksperter på konsekvenserne af politisk bestemte nedskæringer, af loyalitet påfører sig selv en tavshed, så går det ud over den demokratiske debat.

I det perspektiv kunne man meget vel argumentere for en ytringspligt snarere end ytringsfrihed for offentligt ansatte. Deres viden er helt nødvendig for, at vi kan vurdere, om politikerne gør deres job godt nok, og de folkevalgte, som ikke ønsker offentligt at blive konfronteret med personalets negative erfaringer, fortjener ikke at blive genvalgt.

Dertil kommer naturligvis en anden og langt alvorligere type sager, hvor der er tale om meget kritisable eller direkte strafbare forhold. Hvad ville Farum-borgerne ikke være sluppet for, hvis ansatte kommunen for flere år siden havde turdet stå frem med deres viden? Og hvad var kvinderne i forsvaret sluppet for, hvis de kvindelige konstabler havde følt sig tilstrækkeligt trygge ved at gå til pressen med deres historier om seksuelle krænkelser? Der er behov for, at de offentligt ansattes ytringsfrihed aktivt bakkes op fra de øverste politiske arbejdsgivere. Det er ikke nok at tale om åbenhed og en fri debat ved særlige højtidelige lejligheder. Ytringsfriheden skal plejes og holdes ved lige – ellers sander den til i misforstået loyalitet.