Winckler vil revolutionere kommunale forhandlinger

Af

De kommunale lønmodtageres topforhandler, Poul Winckler, foreslår banebrydende ændringer af strukturen i de kommunale overenskomstforhandlinger og i fagbevægelsen som helhed. Han mener, at 65 forbund på det kommunale område skal smeltes sammen til en håndfuld under én hovedorganisation.

De 65 forbund og foreninger, som repræsenterer de ansatte i den kommunale og amtskommunale sektor, er tilbøjelige til at tænke for meget på sig selv og for lidt på helheden, når der forhandles overenskomster. Og det er både skadeligt for de ansatte og for samfundet, fordi det eksempelvis gør det vanskeligere at nedbringe sygehusenes ventelister eller skaffe kvalificerede lærere. Det mener lønmodtagernes afgående topforhandler og formand for Forbundet af Offentligt Ansatte, Poul Winckler, som netop har været gennem de hidtil vanskeligste forhandlinger i sine 12 år på posten.

Står det til Poul Winckler, skal problemerne løses ved at skære de 65 forbund og foreninger ned til fire-fem branchegrupper, som skal varetage interesserne for alle de ansatte i branchen. Det vil skabe bredere og bedre løsninger, hvis eksempelvis alle ansatte på sygehusene skal forhandle overenskomst sammen. Samtidig vil Winckler fjerne de enkelte hovedorganisationers vetoret i overenskomstforhandlingerne, så en mindre gruppe ikke kan blokere et forlig, der er godt for helheden. Wincklers model vil i givet fald betyde, at de tre nuværende hovedorganisationer – LO, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) og Akademikernes Centralorganisation (AC) – vil blive to for mange og skal fusionere til én.

Den model er en del af Poul Wincklers bud på de forandringer, de offentlige overenskomstforhandlinger og fagbevægelsen som helhed bør gennemgå i de kommende år.

Ud over næsetippen

Winckler efterlyser langt større solidaritet mellem lønmodtagerne i forhandlingerne, og han mener, det vil være til gavn for alle de ansatte, hvis forhandlerne for de enkelte organisationer tænker mere langsigtet og ikke blot på, hvad netop deres medlemmer skal have af goder i den overenskomstperiode, der forhandles om. Dermed kan man skabe ordninger, som for eksempel kan gøre det nemmere at rekruttere de faggrupper, der er mangel på i samfundet. Det gælder i dag blandt andre sygeplejersker og lærere.

»Hvis man går væk fra den der millimeter-retfærdighed med, at alle grupper skal have lige meget i hver eneste overenskomstfornyelse, vil det virkelig give mulighed for at løfte de grupper, som har mest behov for det. Og set over en længere periode vil det batte meget mere for alle grupper. Men det kræver selvfølgelig, at forhandlerne kan tænke ud over deres egen organisations næsetip og i stedet prioritere ud fra grundige fælles vurderinger.«

I det nuværende forhandlingssystem forhandles der centralt i Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) en række generelle spørgsmål med arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Det er forbedringer af for eksempel ferie og løn, som alle de knap 650.000 ansatte i amter og kommuner får glæde af. Men derudover har hver af de 65 organisationer i KTO deres egne specielle forhandlinger med arbejdsgiverne om særlige vilkår for netop deres grupper – det kan for eksempel være pædagogernes organisation, der forhandler om bedre vilkår for souscheferne i institutionerne.

Og den struktur betyder ifølge Poul Winckler, at de enkelte organisationer kender for lidt til de specifikke problemer, som andre grupper har. Derfor foreslår han, at de 65 organisationer i stedet forhandler om de specielle spørgsmål i fire eller fem branchegrupper. Det vil også smidiggøre forhandlingerne, fordi de ansatte inden for samme branche ofte vil have mere enslydende holdninger til eksempelvis ny løn, som var den store knast ved dette års forhandlinger. Dermed kan den enkelte branche finde løsninger med arbejdsgiverne, som passer til strukturen i netop den branche.

Vetoret er usundt

En sådan model vil for eksempel betyde, at alle ansatte i sygehussektoren skal blive enige om, hvad de skal vægte ved overenskomstforhandlingerne. Det vil ikke blot gavne lønmodtagerne som helhed, men kunne også bidrage til bedre løsninger af samfundets problemer. Det kunne være at skabe fælles, fleksible arbejdstidsregler for alle ansatte på sygehusene for at nedbringe ventetiden for patienterne.

De generelle spørgsmål skal derimod forhandles som hidtil af KTO’s overordnede forhandlingsudvalg. Udvalget skal imidlertid sammensættes af repræsentanter fra branchegrupperne i stedet for hovedorganisationerne som i dag.

»I KTO-systemet vil det give langt større forståelse for en faggruppes problemer, hvis de fremføres af en samlet branche og ikke blot af den organisation, som repræsenterer netop den faggruppe. Og det vil være en gevinst uden lige den dag, hvor den enkelte gruppe bliver voksen nok til at sige, at det gør ikke noget, vi ikke får lige så meget som den anden gruppe, fordi det her emne er betydningsfuldt for hele branchen.«

Samtidig vil Poul Winckler benytte lejligheden til at fjerne den vetoret, som de enkelte hovedorganisationer i dag har i KTO-forhandlingerne. Vetoretten betyder, at et mindretal af de knap 650.000 lønmodtagere i kommuner og amter kan blokere et forlig. Det benyttede et flertal i FTF sig af i år, da forhandlingerne brød sammen.

»Det er usundt med vetoret. Det gør nemlig, at det er svært at få de enkelte organisationer med på at finde løsninger. Hvis man har vetoret, kan man nemmere sætte sig hen i et hjørne med sine egne holdninger. Og det er hverken befordrende for forhandlingerne eller særlig demokratisk,« siger Poul Winckler.

Nuværende forbund skal nedlægges

Bliver branchegrupperne en realitet, mener Winckler, at det vil overflødiggøre de nuværende tre hovedorganisationer, idet grupperne vil blive sammensat på tværs af AC, FTF og LO. Inden for sygehusområdet er lægerne eksempelvis en del af AC, mens sygeplejerskerne tilhører FTF, og portørerne er under LO.

»Der er ingen grund til, at vi har mere end én hovedorganisation i et lille land som Danmark,« siger Poul Winckler.

Hvis det står til ham, skal branchegrupperne ikke blot være en overbygning på de nuværende 65 organisationer inden for det (amts)kommunale arbejdsmarked. Tværtimod ser han for sig, at de nuværende forbund opløses, og branchegrupperne overtager deres rolle. En stribe forbund har medlemmer både i den private og den offentlige sektor, men Poul Winckler mener, at løsningen med branchegrupper også vil egne sig til det private arbejdsmarked. Medlemmerne af for eksempel Specialarbejderforbundet vil dermed blive spredt ud på flere forskellige brancher, både i den private og den offentlige sektor.

»Det lyder så dramatisk, når jeg siger, at man skal nedlægge de nuværende forbund. Men når jeg er meget varm på ideen, er det først og fremmest, fordi de brancherettede forbund vil blive mere vedkommende for folk ude på arbejdspladserne. Det vil give større engagement, når alle ansatte på en arbejdsplads under én arbejdsgiver også er i det samme forbund.«

Faldende medlemstal baner vejen

Poul Winckler ser også store rationaliseringsgevinster i at opløse de mange forbund og i stedet lade branchegrupperne overtage deres rolle. En lang række stillinger vil kunne spares væk både centralt i de nuværende forbundshuse og ved sammenlægning af lokalafdelinger. Men han er også fuldt bevidst om, at det er et trægt system, der skal træffe beslutningerne. Og mens han finder det realistisk, at branchegrupperne kan være en central del af KTO-fællesskabet allerede om tre år, er opløsningen af de nuværende forbund et noget mere langsigtet perspektiv.

»Hvis man spurgte medlemmerne, så ville de formentlig se stordriftsfordelene og det at være samlet i branchegrupper som noget særdeles positivt og nærværende. Men jeg tror, alle organisationer har det problem, at en meget, meget stor del af medlemmerne ikke deltager aktivt. Og spørger man derimod det led, der skal beslutte – kongresser, afdelinger og forskellige bestyrelser – vil de gøre meget for at bevare deres egen position. Det er jo sådan alle steder, at hvis man har tanker om at forandre, bliver man nødt til at sende alle over 40 år i systemet på orlov,« siger Winckler drillende.

Han tror dog, at det faldende medlemstal og dermed de svigtende kontingentkroner kan være det middel, der skal til for at få bevægelsen til at revolutionere sig selv.

»Der har været fremgang, fremgang og fremgang for fagbevægelsen i mange år, men nu er vi nødt til at kigge kritisk på ressourceforbruget. Og jeg tror, at det er den eneste måde, man kan få medlemmerne til at finde det attraktivt at være medlem af fagbevægelsen igen.«