Vores fremtid i Europa

Af Henry Holt Jochumsen, forbundsformand i NNF.

faglig talt Med udkastet til ny EU-traktat står det klart, at arbejdsmarkedets parter kommer til at spille en helt afgørende rolle i udformningen af fremtidens europæiske velfærdssamfund.

Man kan mene meget – og det vil mange sikkert også gøre – om det forslag til ny EU-traktat, som formanden for EU-konventet, Giscard D´Estaing, netop har afleveret til de 25 regeringschefer for de nuværende og kommende EU-lande.

De kommende måneder vil diskussionerne bølge frem og tilbage, og der er bestemt ingen garanti for, at argumenterne altid vil være af højeste kvalitet. Hvem får for meget, og hvem får for lidt af magten? Skal EU have en præsident? Vil de store lande tromle de små? Hvor mange stemmer får vi i ministerrådet? Får vi vores »egen« kommissær?

Når krudtrøgen på et tidspunkt lægger sig, står det enkle faktum tilbage, at EU går en ny epoke i møde, hvor fagbevægelsen sammen med arbejdsgiverne er udpeget til at spille en afgørende rolle i fremtidens europæiske velfærdssamfund. Det skal vi diskutere åbent og ærligt med vores medlemmer.

Men er vi og vores faglige kolleger i resten af EU klædt på til at løfte opgaven? Traditionelt har vi i Danmark valgt en defensiv holdning til EU – nemlig, at vi først og fremmest skal sikre, at der ikke bliver taget beslutninger, der kan genere os. Det er i de senere år afløst af en erkendelse af, at EU er en politisk kampplads.

Vi kommer til at acceptere, at EU er et politisk system, hvor den politiske sammensætning i de besluttende organer først og fremmest afgør, hvilke beslutninger der tages. Vi skal også lære at vurdere beslutningerne for deres indhold, og at uenighed i de konkrete beslutninger ikke nødvendigvis betyder, at vi forkaster hele den politiske konstruktion.

Ligesom tillidsmanden på en arbejdsplads ikke skaber resultater ved at lægge armene over kors, mister vi indflydelse, hvis vi ikke sidder med ved bordet, når beslutningerne træffes. Samtidig kan vi se frem til, at den nye traktat vil skabe et mere strømlinet EU med større beslutningskraft, og alene derfor er der god grund til, at fagbevægelsen kommer på banen med sine synspunkter.
Konventets udkast til ny traktat anerkender netop arbejdsmarkedets parters rolle og forstærker den udvikling, der allerede er i gang. Vi har i fagbevægelsen set flere og flere områder, hvor det er nødvendigt med beslutninger og regler, der rækker ud over de nationale grænser. Alene åbningen af de europæiske arbejdsmarkeder viser, at der er behov for at strække det nationale faglige arbejde ud over grænserne.

Det ønsker vi at kunne gøre, uden at det antaster den danske tradition for, at arbejdsmarkedets parter selv »knækker nødderne«.

24I det hele taget ser det ud, som om konventet har nået nogle acceptable kompromisser, hvad angår magten i EU. Kravet om dobbelt flertal – altså både et flertal, der består af et flertal af landene, og at disse lande repræsenterer et flertal på 60 procent af befolkningen i EU – burde kunne tilfredsstille både små og de store lande. Det giver en balance mellem de områder, hvor man af hensyn til grænseoverskridende problemer må operere med flertalsafgørelser, og de områder, hvor man af hensyn til nærhedsprincippet må bevare kravet om enstemmighed. Vi kan jo nok ikke forlange, at der i traktaten skal stå, at der er flertalsafgørelser der, hvor Danmark ønsker udviklingen speedet op, mens der på de områder, hvor vi ikke ønsker, der sker noget, er krav om enstemmighed.