INTEGRATION

Voksede selv op med vold og social kontrol: Vi svigter unge indvandrere

Af

Debattør Geeti Amiri kritiserer i sin nye erindringsbog systemdanmark for ikke at hjælpe unge i miljøer med vold og social kontrol. Hun bakkes op af partier fra begge sider af folketingssalen og af fagpersoner: Der skal mere til!

Geeti Amiri har skrevet erindringsbogen 'Glansbilleder', der udkommer tirsdag. Hun håber, at den kan være med til at hjælpe andre unge, 

Geeti Amiri har skrevet erindringsbogen 'Glansbilleder', der udkommer tirsdag. Hun håber, at den kan være med til at hjælpe andre unge, 

Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Hun har selv været hele møllen igennem: Tre år med en stadig stigende grad af psykisk terror og systematiske tæsk, uden at hverken skolelærere eller sagsbehandlere greb ind. Følelsen af, at de blå mærker på krop og sjæl blev holdt ved lige af kulturel berøringsangst og manglende indsigt, da hun efter en til sidst uundgåelig tvangsfjernelse blev placeret på et kommunalt bosted. Ensomheden og afmagten, da hun som kun 17-årig blev udsluset i egen lejlighed uden nogen anelse om, hvordan man skaber sig et netværk eller lægger et budget. Det totale nederlag, da hun efter seks år måtte erkende, at hun ikke kunne klare sig selv hverken socialt eller økonomisk og derfor endte med at flytte hjem til den familie, hun var flygtet fra.

Vi griber ikke ind i tide, og derfor gør vi børn til systembørn. Geeti Amiri

Den 27-årige debattør og blogger Geeti Amiri udkommer tirsdag med sin erindringsbog ’Glansbilleder’ – en personlig historie om tab, vold og svigt i hendes barn- og ungdom, men også beretningen om, hvordan hun ved at dykke ned i sine forældres fortid er kommet til en form for forsoning med såvel sin familie som sin afghanske baggrund. 

Mange af hendes ligesindede er ikke kommet så helskindede ud på den anden side, og derfor efterlyser hun mere indsigt og handling fra de danske institutioner og myndigheders side, når det drejer sig om de normer, der ifølge hende hersker i mange indvandrermiljøer. 

»En ting, jeg vitterlig håber, der kommer ud af at krænge mit hjerte, min fortid, mine nederlag og mine egne skeletter i skabet ud er, at jeg kan være med til at indføre en lille revolution i det her system. Vi griber ikke ind i tide, og derfor gør vi børn til systembørn, når vi kunne være kommet det i forkøbet,« siger Geeti Amiri. 

Fakta: Flere unge søge hjælp

Omsorgssvigt sker også i pæne familier

Fra Geeti Amiri ankom til Danmark som knap 5-årig, til hendes far døde, da hun var 14, var hendes familie forholdsvist velfungerende. Forældrene var godt nok uden arbejde og på kontanthjælp, men faren, der var en tidligere højtstående kommunist i Afghanistan og velanset i det afghanske miljø i København, var erklæret feminist og gav Geeti og hendes ældre søstre lov til at deltage i lejrskoler og i det hele taget opføre sig som etnisk danske piger.

Familier, der ikke umiddelbart er på kanten af samfundet, kan sagtens have store problemer med social kontrol som resultat af kulturelle normer. Geeti Amiri

Måske derfor var der ingen, der for alvor rykkede på de problemer, der opstod i familien efter farens død. Geetis rodløse og aggressive storebror, der længe havde været i dårligt selskab, udviklede over de næste tre år – med morens vidende – en adfærd med daglig og minutiøs kontrol med den yngste søsters gøren og laden, konstant psykisk nedgørelse og jævnlige voldsudbrud, der kulminerede med, at Geeti Amiri som 17-årig fik sin tredje hjernerystelse og dermed endelig fik en reaktion fra systemdanmark – tvangsfjernelse.

Behov for ny defninition af omsorgssvigt

Geeti Amiris ærinde er at få de danske myndigheder til at forstå, at der gør sig helt særlige sociale normer og strukturer gældende i danske indvandrermiljøer – og at forpligte sig på at uddanne systemets frontpersonale i, hvordan man spotter tegnene på vanrøgt i familier, hvor der ikke står Larsen eller Jensen på dørskiltet.

»Skolen, pædagogerne og sygeplejerskerne skal forstå, at det ikke bare er de klassiske omsorgssvigtsmekanismer, der gør sig gældende i de her miljøer – det er ikke kun socialklasse 5-misbrugere eller -alkoholikere. Familier, der ikke umiddelbart er på kanten af samfundet, kan sagtens have store problemer med social kontrol som resultat af kulturelle normer,« understreger Geeti Amiri, der i dag har forsonet sig med sin storebror, der har fået rettet op på sit liv og har beklaget sin opførsel i deres unge år.

»Vi må omdefinere vores forståelse af omsorgssvigt – det er ikke kun, når mor ikke laver madpakke til dig, fordi hun ligger på sofaen i en brandert. Omsorgssvigt er også, at din mor fortæller dig, at du er en skamplet på familien, fordi du vil leve som en ung dansk pige, og at din far presser familiens sønner til at agere søstrenes vogter.«

Når børnene bliver større, skal de også gradvis have større frihedsgrader og mulighed for at træffe deres egne valg. Hvis de konstant bliver forhindret i det, er graden af social kontrol uacceptabel Anette Faye Jacobsen, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder
 

Læs uddrag af Geeti Amiris bog 'Glansbilleder' 'Glansbilleder' udkommer tirsdag den 8. november på forlaget Lindhardt og Ringhof

Institut: Ja, det er overgreb

Men giver det overhovedet mening også at definere omsorgssvigt som streng, social kontrol? Ja, mener Institut for Menneskerettigheder. Og psykisk vold og omsorgssvigt skal børn og unge ifølge børnekonventionen beskyttes lige så godt mod som fysisk og seksuel vold, understreger Anette Faye Jacobsen, der er seniorforsker ved instituttet og netop har udgivet en rapport om psykiske overgreb.

»Vi taler om glidende overgange, for selvfølgelig styrer forældre i nogen grad deres børns liv. Men når børnene bliver større, skal de også gradvis have større frihedsgrader og mulighed for at træffe deres egne valg. Hvis de konstant bliver forhindret i det, er graden af social kontrol uacceptabel, og det mener jeg godt, man kan kalde psykisk overgreb. I nogle tilfælde – der hvor kontrollen nærmest bliver til en indespærring i hjemmet – kan det blive til en kombination af psykisk og fysisk overgreb,« siger Anette Faye Jacobsen.

»Myndighederne skal først og fremmest have fokus på den enkelte familie, men hvis der er en begrundet formodning om, at der i bestemte miljøer er en høj grad af streng, social kontrol, skal der være en opmærksomhed på forhold i disse miljøer, så der kan gribes ind,« siger hun. 

Personale skal uddannes bedre

Instituttets rapport om psykiske overgreb viser, at mange kommuner ikke har fokus på dem. Det er vold og seksuelle overgreb, som prioriteres. Det skyldes ifølge Anette Faye Jacobsen til dels serviceloven, hvor kravene til kommunernes beredskab specifikt går på netop de to typer overgreb, og instituttet efterlyser derfor en lovændring, så kommunerne også får pligt til at have et beredskab for psykiske overgreb og omsorgssvigt.

Men hun mener ligesom Geeti Amiri, at det samtidig er et spørgsmål om viden blandt fagpersonalet.

»Sundhedsplejersker, lærere, pædagoger skal måske uddannes til at blive bedre til at opfange tegnene og få viden om, hvordan man griber ind,« siger Anette Faye Jacobsen. 

Institut for Menneskerettigheder har netop igangsat en undersøgelse blandt undervisere om, hvorvidt de føler sig klædt på til at opdage og gribe ind over for social kontrol, hvis de har mistanke om, at en elev er udsat for det. Det er endnu for tidligt at sige noget om resultaterne. 

Børnene fra minoritetsfamilier har ofte særligt svært ved fortælle om deres problemer, fordi det samtidig regnes for meget skamfuldt for resten af familien, hvis et barn ‘stikker’ forældrene Nete Boserup, seniorkonsulent, Børns Vilkår

Berøringsangst og misforståelser

I Børns Vilkår genkender seniorkonsulent Bente Boserup de oplevelser, Geeti Amiri beskriver, fra samtaler med unge med minoritetsbaggrund.

»Det er svært for alle børn og unge, som bliver udsat for omsorgssvigt og overgreb, men børnene fra minoritetsfamilier har ofte særligt svært ved fortælle om deres problemer, fordi det samtidig regnes for meget skamfuldt for resten af familien, hvis et barn ‘stikker’ forældrene, og det kan få store konsekvenser,« siger Bente Boserup.

Hun mener ud fra samtaler med både børnene, lærere og pædagoger også, at der er en berøringsangst, når børn med en anden etnisk baggrund end dansk har problemer.

»Jeg oplever, at pædagogerne og lærerne virkelig gerne vil gribe ind, men ofte er bange for at gøre det forkert og så hellere vil lade være eller gøre ganske lidt af frygt for at gøre mere skade end gavn. I den meget skingre debat, vi har i Danmark, er mange bange for at blive taget til indtægt for at være racistiske, hvis de griber ind, men det er misforstået. Alle børn har samme ret til at blive hørt, forstået og få hjælp. Hvis man ikke griber ind, bliver det netop diskrimination, hvor de her børn og unge svigtes,« siger Bente Boserup.

Hun tilføjer, at det også er et problem, hvis kontrollen og svigtene alene ses som kulturelt betingede.

»Der er jo masser af familier, som fungerer godt. Men i nogle kvarterer hober problemerne sig op, de er pressede økonomisk, faren eller moren eller begge kan være traumatiserede efter tortur og flugt og have svært ved at tage sig af børnene. Der er jo ingen kulturer, hvor det er normalt at spærre børn inde i skabe eller brænde dem med cigaretter som straf. Det er udtryk for andre problemer i familien, og derfor vil det være godt, hvis vi kunne gøre mere i en tidlig indsats, før problemerne hober sig op.«

»Nogle gange får der lov at gå så lang tid, at eneste løsning er tvangsfjernelse, og det er jo ikke ligefrem, fordi Danmark har særlig gode erfaringer med det. Det vil være godt, hvis institutioner og lærere kunne gribe ind langt tidligere og få bedre viden om, hvordan de kan hjælpe i familien.«

Folkeskolen er bare der, man kan gribe rigtig meget ind, før det ender på sagsbehandlerens bord. På min folkeskole vidste lærerne, skolebibliotekarerne og skoleledelsen jo godt, hvad der foregik hjemme hos mig. Geeti Amiri

Folkeskolen skal spille aktiv rolle

Netop folkeskolerne og institutionerne er afgørende, mener også Geeti Amiri, som gerne ser, at de spiller en mere aktiv rolle, inden det kommer så vidt som til en tvangsfjernelse.

Geeti Amiri ser gerne, at man i forbindelse med tvangsfjernelser og genanbringelser i kommunerne registrerer familierne på etnicitet, så personalet ikke kun tager udgangspunkt i det, hun kalder ’den klassiske voldsforståelse’:

»Der er forskel på, om volden udløses af, at forældrene er dybt ustabile, eller fordi det er en norm. Masser af børn med anden etnisk baggrund har brug for, at der bliver taget en snak med forældrene om, at ’Det dér, det gør man ikke i Danmark, man må ikke slå ikke børn, fordi de vil med på lejrskole, man må ikke styre sine døtres seksualitet,« siger hun.

»Når man fjerner registrering, fjerner man det element, der kan undgå, at de her børn bliver systembørn. Når vi gør de her børn til systembørn, gør vi dem så sårbare, at dem, der skulle være mønsterbrydere bliver mønsterfølgere. Der bliver ikke skabt mønsterbrydere, når det kun er enkelte af os, der lige med nød og næppe klarer os,« siger hun og henviser til, at piger med anden etnisk baggrund, der er vokset op med vold mod kvinder som en norm, ofte ender i parforhold, hvor de bliver slået.

Skolen vidste det

Men mest af alt ser hun gerne institutioner og folkeskole spille en mere aktiv rolle i at opfange de unge, der har problemer derhjemme – inden det kommer så vidt som en tvangsfjernelse.

»Folkeskolen er bare der, man kan gribe rigtig meget ind, før det ender på sagsbehandlerens bord. På min folkeskole vidste lærerne, skolebibliotekarerne og skoleledelsen jo godt, hvad der foregik hjemme hos mig. Og de foretog også en indberetning, men der går jo snildt et halvt til et helt år, før der sker noget. Jeg savnede, at der var nogen, der handlede, og jeg synes, at et af de største svigt fra skolens side var, at man ikke gennem de tre år sagde ’vi kalder din mor ind til samtale’, før det endte i kommuneregi.«

Geeti Amiri understreger, at hun ikke retter skytset mod den enkelte medarbejder i systemdanmark. Hun ser bare daginstitutioner og folkeskoler som det oplagte sted at få øje på de børn, der har det svært:

»På den måde kan vi forebygge en masse sager – de her børn er alle blevet set af en pædagog, en skolelærer, en sundhedsplejerske på et tidspunkt, hvor det måske stadig er muligt at gøre noget.«

Lærere indberetter mest

I Danmarks Lærerforening er uddannelsespolitisk konsulent Bolette Larsen enig i, at folkeskolen har en afgørende rolle.

»Men jeg kan så også sige, at folkeskolelærerne er den faggruppe, som foretager flest underretninger, og antallet er stigende,« siger Bolette Larsen, som mener, at lærerne er meget opmærksomme på alle børns trivsel, også børnene af etnisk minoritetsbaggrund.

»Jeg har ikke tal eller undersøgelser, der kan hverken be- eller afkræfte, at lærerne skulle være særligt berøringsangste i forhold til de familier. Men jeg kan se, at vi hyppigt underretter, og loven er også klar. Hvis en lærer har mistanke om overgreb, skal de sociale myndigheder underrettes.«

Danmarks Lærerforening og en række andre organisationer på skole- og socialområdet savner til gengæld muligheder for at arbejde mere på tværs for at kunne gribe tidligt og kompetent ind, hvilket de skrev et debatindlæg om i Jyllands-Posten i oktober (eksternt link).

»Man kan jo være i tvivl om, hvad man ser, og så kunne det være nyttigt at kunne spørge de andre personer omkring barnet, om de deler bekymringen, og hvad man skal gøre ved den,« siger Bolette Larsen.

Af samme årsag bifalder hun de initiativer om at have socialrådgivere direkte på skolen en eller flere dage om ugen, som nogle kommuner er begyndt på.

»Det giver mulighed for, at man som lærer kan få en samtale om, hvordan en eventuel underretning kan kvalificeres, eller om der er andre handlemuligheder.«

Vi har ikke villet genere nogen, og det betyder, at vi i høj grad har svigtet en stor gruppe unge. Men Geeti er en af dem, der har sparket til mig og fået mig til at indse, at det handler om vores egen partikultur og partihistorie. Pia Olsen Dyhr (SF)

Politisk opbakning fra begge fløje

Hele vejen over det politiske spektrum nikkes der genkendende til Geeti Amiris kritik af, at Danmark hidtil har svigtet gruppen af socialt udsatte unge med anden etnisk baggrund.

Regeringen har til de igangværende finanslovsforhandlinger fremsat forslag til en national handlingsplan, der blandt andet skal forhindre negativ social kontrol gennem øget tværfagligt samarbejde og mere viden til netop undervisere, skolesundhedsplejen m.m. S og DF har erklæret, at de bakker op om indholdet – det er udelukkende finansieringen, der ikke er enighed om.

På venstrefløjen erkender SF at have lidt af berøringsangst – men det skal være slut nu, siger SFs formand Pia Olsen Dyhr:

»Vi har ikke villet genere nogen, og det betyder, at vi i høj grad har svigtet en stor gruppe unge. Men Geeti er en af dem, der har sparket til mig og fået mig til at indse, at det handler om vores egen partikultur og partihistorie. For var der noget, vi kæmpede imod i 1970’erne, var det religiøst snæversyn og kvindeundertrykkelse. Det var bare de danske kvinder dengang, men det er præcis de samme kampe, vi i dag skal tage på vegne af unge af anden etnisk herkomst – ellers er vi virkeligt historieløse,« siger hun.

Der er da sket ændringer i de 10 år, der er gået, siden jeg selv var systembarn. Geeti Amiri

Der er ændringer - men ikke nok

Geeti Amiri glæder sig over den øgede politiske lydhørhed og vil selv fortsætte med at sætte fokus på problemerne med social kontrol i indvandrermiljøerne med et nyt radioprogram på P1, der får premiere til december. 

»Der er da sket ændringer i de 10 år, der er gået, siden jeg selv var systembarn. Bare det, at vi taler om problemerne, vækker jo en undren hos de unge, der får dem til at tænke ’hov, der er noget af det, jeg oplever, der ikke falder i tråd med det at være borger i Danmark’. Men der sker for lidt, og det afhænger af enkelte ildsjæle, hvor det jo skal være hele systemet, der fungerer,« siger hun.

»Og jeg kan da godt høre, at det lyder hamrende dyrt at sørge for flere sagsbehandlere og bedre uddannelse af frontpersonalet. Men når vi gør de her børn til systembørn, gør vi dem, der skulle være mønsterbrydere, til mønsterfølgere. Det kan vi ikke leve med i et samfund, der bryster sig af at være et ligestillet, demokratisk velfærdssamfund. Og desuden er jeg overbevist om, at det på længere sigt kan betale sig at styrke den tidlige indsats, så vi ikke senere skal bruge flere penge på krisecentre og på overførsel og revalidering til folk, der bliver livslange klienter i systemet, fordi de er slået i stykker indeni.«

Tilbage

Flere unge søger hjælp

Rådgivningstilbuddet Etnisk Ung har oplevet en stigning i antallet af unge, der henvender sig med oplevelser med negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter, fra 101 i 2005 til 1.207 i 2015.

Antallet af henvendelser til det sikre botilbud RED-Safehouse er steget fra 64 i 2006 til 242 i 2015. RED-Safehouse, der har hovedafdeling på Sjælland, åbner her i efteråret en afdeling i Jylland.

En undersøgelse om social kontrol fra 2011 viser, at ca. 25 % af unge mellem 15-20 år med etnisk minoritetsbaggrund frygter, at familien vælger en ægtefælle mod deres vilje, og ca. 25 % oplever større eller mindre grad af begrænsning i forhold til at vælge uddannelse, venner og fritidsaktiviteter

Ifølge de seneste målinger (2016) på Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets Integrationsbarometer føler næsten hver 5. af de 18-29- årige indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, at de får begrænset deres frihed og selvbestemmelse af familien i relation til valg af kæreste og ægtefælle.

Kilde: Regeringens nationale handlingsplan ’Forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol’ fra oktober 2016.