VK’s økonomiske skruestik

Af

Regeringen strør om sig med skattegaver, som ikke er betalt. Hvem tror på, at man kan fjerne over 10 milliarder kroner fra de i forvejen pressede offentlige budgetter, uden at det får konsekvenser? S må kræve indflydelse på den økonomiske politik, som er ved at køre den offentlige økonomi i sænk.

Regeringen præsenterede for et par uger siden den mest økonomisk uansvarlige og perspektivløse skattereform i mands minde. Mere end 10 milliarder kroner skal ifølge VK drysses med let hånd ud over de danske skatteborgere, mens ingen endnu aner, hvem der kommer til at betale regningen. I denne uge var reformen til forhandling i Finansministeriet, og Dansk Folkeparti ser ud til at sikre flertallet og oven i købet komme igennem med et krav om garantier for, at der ikke må skæres ned i offentlige ydelser frem til 2007.

Dermed har regeringen bundet sig ind i løfter og garantier om ikke at ville ændre noget som helst på hverken udgifts- eller indtægtssiden langt ind i næste valgperiode. Det giver måske popularitet blandt vælgere, som nødigt ser forandringer. Men for samfundsøkonomien er fremgangsmåden katastrofal. Hvis ikke det er for sent, kunne man håbe på, at Socialdemokraterne havde mod til at tvinge sig vej til forhandlingsbordet og vise konkret omsorg for det danske velfærdssamfund. Opfordringen til Mogens Lykketoft må være: Grib chancen og indgå en økonomisk aftale med regeringen, før det er for sent – eller gør i det mindste forsøget.

Ser man på fremtiden for dansk økonomi, er det nemlig ikke småting, der står på spil. Det uansvarlige og perspektivløse består i, at reformen ikke løser et eneste af de strukturproblemer, som det danske velfærdssamfund har så hårdt brug for, at der bliver taget fat på. I stedet vælger regeringen at klatte over 10 milliarder kroner væk til det rene ingenting. Lettelserne giver hverken et nævneværdigt større incitament til at gå fra passiv forsørgelse til arbejde for dem i bunden eller en større dynamik og tilskyndelse til, at de højest lønnede i toppen gør en ekstra indsats. VK-reformen afhjælper heller ikke det pres, som internationaliseringen lægger på de mobile danske skatter eller medvirker til en mere retfærdig fordeling af byrderne i samfundet. Reformen er udelukkende lanceret ud fra en simpel bonderøvslogik om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.

Men det værste er, at man forsøger at give indtryk af, at det ikke koster noget. Pengene til lettelserne tages fra det såkaldte »finanspolitiske råderum« og gennem en lavere offentlig vækst. Umiddelbart lyder det jo meget uskyldigt. Men det betyder, at råderummet til uforudsete udgifter de næste mange år er lig nul, og at de historisk lave stigningstakter i den offentlige sektor sættes yderligere ned. Eller på jævnt dansk: Borgerne kommer før eller siden selv til at betale de mellem 100 og 500 kroner, som skattereformen giver i ekstra på månedslønsedlen. Ingenting er gratis, og regningen vil blive udskrevet i kommuner og amter i form af nedskæringer på skolerne, plejehjemmene, daginstitutionerne, sygehusene eller gennem mere brugerbetaling af bagvejen.

Når Anders Fogh Rasmussen i årevis har forsikret om, at skattelettelser skal være fuldt finansierede krone til krone, så er udspillet fra VK udtryk for det stik modsatte. Man fjerner ikke en tocifret offentlig milliardindtægt, uden at det koster noget. Og pengene er der ikke. Dem skal man først til at finde nu – eller rettere, dem skal kommunerne finde på deres i forvejen meget stramme budgetter. Det er ikke så underligt, at Kommunernes Landsforening for nylig valgte at spille ud med et sparekatalog over – vel at mærke – statsfinansierede områder, hvor der kan skæres i de kommende år: Efterløn, barselsorlov, børnecheck med mere. Kommunerne har forståeligt nok ikke lyst til at sidde med Sorteper og milliardregningen for regeringens letsindige og uærlige skattelettelser. 

Her kunne Socialdemokraterne passende træde til med krav om, at regeringen lever op til sine egne løfter og åbent fremlægger, hvor der skal spares. Det er let nok at dele gaver ud per efterkrav, men heltemodigt er det ved Gud ikke.