Visioner eller visne ord

Af Dennis Kristensen, formand for Forbundet af Offentligt Ansatte.

FAGLIGT TALT Det burde være indlysende, at LO i alle situationer skal kæmpe for forbedringer for lønmodtagerne og dermed også skal kæmpe mod forringelser for offentligt ansatte, når deres arbejde udliciteres. Helt så indlysende er det desværre ikke for alle.

Takterne var rigtig gode, da debatten om et Nyt LO tog fart i efteråret. LO-ledelsen spillede ud med visionære forslag i en samlet fornyelses-pakke. I centrum for overvejelserne har stået ønsket om at give nogle nutidige og moderne bud på fagbevægelsens helt centrale begreber om solidaritet og fællesskab.

Særligt forslaget til et selvstændigt værdigrundlag for LO er gennemsyret af ønsket om at modernisere det grundlag, som LO vil kendes på og bedømmes efter. I værdigrundlaget søger fagbevægelsen at give svaret på de seneste års individualisering. Svaret er sammenfattet i overskriften: Fællesskab giver muligheder. Den enkelte kan selv – sammen kan vi mere.
Dette fornuftige budskab, hvor fællesskabet skal give plads til den enkeltes indflydelse på sin egen situation, prægede også de første udkast til principper for behandling af grænsekonflikter mellem LO’s medlemsforbund. Her fik medlemmernes ønsker til organiseringen og dermed løsningen af grænsekonflikterne en central og fortjent placering.

Forslaget om at høre medlemmerne er imidlertid stødt på hård modstand fra en række forbund, og der er næppe længere udsigt til, at forslaget kan opnå bred tilslutning. Jo nærmere kongressen 8. februar er kommet, jo mindre opbakning til LO-ledelsen. Og jo mere ser det ud til, at nogle forbund ønsker at holde fast i de beslutninger, som den halvillegale og nydannede arbejderbevægelse byggede på i det 19. århundrede. 

Grænsedragningen mellem LO-forbundene har traditionelt taget udgangspunkt i den overenskomstmæssige dækning, som igen i høj grad er præget af LO-fagbevægelsens historiske udgangspunkt, hvor de faglærte ikke ville være sammen med ufaglærte, mændene ikke ville være sammen med kvinderne. Og hvor de privatansatte og de offentligt ansatte dannede hver deres organisationer.

24bFor Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) har debatten om grænsedragning sin egen dimension, fordi overdragelse af offentlige opgaver til private virksomheder ofte går hånd i hånd med overdragelse af offentligt ansatte til dårligere løn- og ansættelsesvilkår.

Det burde være indlysende for alle, at LO i alle situationer skal kæmpe for forbedringer for lønmodtagerne, og dermed også skal kæmpe mod forringelser for offentligt ansatte, når deres arbejde udliciteres. Helt så indlysende er det ikke. Nogle har desværre den opfattelse, at eksempelvis FOA ved en udlicitering blot må fortælle medlemmerne, at det har en pris for de ansatte, når arbejdet overdrages til private virksomheder, og derefter pænt aflevere medlemmerne til private forbund, som varetager overenskomster med dårligere vilkår.

Sådan ser FOA’s verdensbillede ikke ud. Sådan bør medlemmernes billede af en moderne fagbevægelse heller ikke se ud. Hvis et flertal i de forbund, som har en stor majoritet af privatansatte, ser verden på den måde, så ville det være mere ærlig snak at melde ud, at LO er for privatansatte lønmodtagere. Så må de offentligt ansatte tage bestik af denne situation og se, om de kan finde visionerne et andet sted.