Visionen om en ny fagbevægelse

Af redaktør Bent Winther

I det nye år får LO nyt værdigrundlag og en helt ny top med otte forbundsformænd repræsenteret. Meget afhænger af, om den nye daglige ledelse vil forpligte sig og løfte ansvaret for at skabe en moderne fagbevægelse, som nyder respekt blandt medlemmerne.

2003 bliver et vigtigt år for fagbevægelsen i Danmark. Når året er omme, vil vi have de første pejlemærker på, om det vil lykkes at vende en række negative udviklingstræk. Til næste årsskifte vil vi vide, om der kan skabes et velfungerende fælles grundlag for den politiske kurs, om medlemstilbagegangen kan bremses, og om det vil lykkes at forbedre fagbevægelsens omdømme. Og måske vigtigst af alt: Om fagbevægelsen er i stand til at skabe resultater i den ny politiske virkelighed.

Planen for et nyt LO, som skal vedtages på en ekstraordinær kongres om en måned, har fået mange ord med på vejen i de seneste uger. Flere har været skeptiske. Kommer det til at fungere? Kan interesserne forenes? Og er det i det hele taget nødvendigt at lave noget om? Skeptikerne deler sig i to grupper. De, der grundlæggende ikke vil fagbevægelsen noget godt, og de, der slet og ret ikke ønsker forandringer. De førstnævnte er der ingen grund til at bekymre sig om, mens de, der mener, at der ikke er brug for fornyelse i fagbevægelsen, i virkeligheden udgør dens største trussel.

I de senere år har undersøgelse på undersøgelse, statistikker og konkrete begivenheder, vist, at fagbevægelsen i dag står med ryggen mod muren. Hvis ikke der tages fat på at tegne visionerne for fremtidens fagbevægelse, og hvis ikke de ansvarlige er villige til at bakke projektet op, så vil det kun gå ned ad bakke fra nu af – både hvad angår politisk indflydelse, medlemstal og omdømmet i befolkningen. Det store dilemma – den gordiske knude – består i, at det, som historisk har været hele grundlaget for fagbevægelsen, er ved at smuldre. Ord som fællesskab, solidaritet, at man er stærkest, når man løfter i flok, har ikke længere har den samme klangbund blandt medlemmerne og især ikke blandt de yngre. Om man kan lide det eller ej, så bliver vi mere og mere individualistiske og forlanger at blive behandlet som individer og ikke som en masse. Tiltroen til, at man nok selv skal klare paragrafferne over for arbejdsgiveren, kommunen, sagsbehandleren, eller hvem det måtte være, er i vækst. Derfor er den store udfordring: Hvordan sikrer man opbakningen til det nødvendige fællesskab i en tid, hvor individualisering og kravet om større frihed vokser og vokser.

Den første prøve på, om fagbevægelsen besidder den urkraft, der skal til for at løsne knuden, kommer til at stå på LO’s ekstraordinære kongres. De fire temaer, som er sat på dagsorden, skaber tilsammen et grundlag for fremtidens fagbevægelse – Nyt LO er projektet døbt. Et nyt værdigrundlag, et nyt fagpolitisk grundlag, en ny ledelsesstruktur og et nyt regelsæt for løsning af grænsestridigheder. Hver for sig er de fire temaer vigtige for at genskabe troværdighed og fornyet opbakning. Værdigrundlaget skitserer en ny balance mellem hensynet til den enkelte og hensynet til fællesskabet. Vægten forskudt til fordel for individet. Det fagpolitiske grundlag betyder blandt andet en økonomisk frigørelse fra Socialdemokraterne. Og et nyt regelsæt til løsning af grænsekonflikter er en simpel nødvendighed, hvis ikke interne slagsmål om medlemmerne fortsat skal slide på sammenholdet og troværdigheden.

Meget afhænger dog af, om ny den LO-ledelse kommer til at fungere så offensivt, som den er tænkt. Otte forbundsformænd får plads i LO’s daglige ledelse med ret til i visse sammenhænge at udtale sig på LO’s vegne. Og det forpligter. Det værste, der kan ske, er, at resultatet af det ny LO-samarbejde bliver den laveste fællesnævner. At det kun er de beslutninger, som alle deler, der kan skabes opbakning til. Derfor vil der hvile et stort ansvar på den ny ledelse om at leve op til ordene i værdigrundlag og fagpolitisk grundlag og skabe den fagbevægelse, som også er levedygtig i det 21. århundrede.