Virksomhedsetik kan gøre mere skade end gavn

Af

Virksomheders sociale ansvar er et brandvarmt emne, der tiltrækker opmærksomhed fra både direktører, journalister, politikere og frivillige. Men ifølge kritikere i både ind- og udland kan virksomhedernes gode samvittighed reelt koste verdens fattige dyrt.

DILEMMA »Don’t be evil« eller sagt på jævnt dansk »Vær ikke ond«. Sådan lyder mottoet for en af verdens vel nok mest succesrige virksomheder i dette årti. Den stadig ekspanderende internetsøgemaskine Google.

Ønsket om at opføre sig socialt ansvarligt og på samme tid score kassen deler Google med mange danske virksomheder. I hvert fald synes der at være en sjælden fokus på emnet i netop denne tid. I mandags var erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) vært for en konference, hvor danske virksomheder kunne lære, hvordan de håndterer deres underleverandører, så de ikke pludselig finder ud af, at deres t-shirt, underbukser eller fodbolde er fremstillet af børnearbejdere i den tredje verden. Og ifølge arrangørerne var interessen overvældende.

Også politikere, journalister, forskere og fagbevægelsen interesser sig for emnet. Tydeligst fremgår det måske af, at der i de seneste fem år er sket en 18-dobling i antallet af artikler, der nævner corporate social responsibility (CSR), som er den engelske betegnelse for virksomhedernes sociale ansvar.

På det seneste er der imidlertid rejst en bred international kritik af denne »godhedens indu-stri«. Er det nu også en god idé, at virksomhederne beskæftiger sig med andet og mere end at tjene penge? Og gør de måske mere skade end gavn, når de både vil redde verdens fattige og sikre deres aktionærer et fornuftigt afkast?

CSR er candyfloss

Blandt de bemærkelsesværdige kritikere er den amerikanske professor Robert Reich, der tidligere har fungeret som arbejdsminister under Bill Clintons regering.

I sin tid som arbejdsminister var Robert Reich en ivrig fortaler for CSR, men nu har han foretaget et hamskifte af format. I sin nye bog »Supercapitalism« hævder han således, at virksomheder ikke kan være socialt ansvarlige, i det mindste ikke i noget nævneværdigt omfang.

»CSR er så betydningsfuldt som candyfloss. Desto mere du bider i det, desto hurtigere opløses det,« lyder den tidligere ministers hårde dom.

Ifølge Robert Reich gør de titusindvis af CSR-aktivister, der har indtaget både forretningsverdenen og den politiske scene, mere skade end gavn. Med deres heftige agitation for, at virksomheder kan løse samfundets problemer og tage hånd om de svageste, risikerer man nemlig, at opmærksomheden og ansvaret flyttes væk fra regeringen og den politiske scene, som er og bør være det sted, hvor samfundsmæssige problemer løses på den bedste og mest effektive måde.

Mindst lige så alvorligt er det, at virksomhederne med den store tiltro til CSR narrer befolkningen til at tro, at der bliver gjort noget ved problemerne. Hvilket der ifølge Robert Reich ikke bliver gjort, hverken fra politisk hold eller fra de såkaldt ansvarlige virksomheders side:

»Fortællinger om virksomhedernes godhed kan usynliggøre problemer, som demokratiet ville og burde tage hånd om, hvis blot problemernes omfang og seriøsitet var kendte.«

Robert Reichs kritik har allerede fået stor opmærksomhed. Både i og uden for USA er hans bog blevet debatteret flittigt og rost til skyerne fra nogle sider. Blandt andet høres ekkoet af hans stemme i forrige uges ledende artikel i det ansete tidsskrift The Economist:

»Virksomhedernes opgave er alene at være virksomheder. Stopper de med det, taber vi alle,« skriver lederskribenten og fortsætter:

»Virksomheder skal ikke løse verdens politi-ske problemer. Det er regeringers opgave at regere. Lad dem ikke sno sig uden om.«

I og for sig er der dog intet nyt i, at CSR klandres for at gøre mere skade end gavn. Allerede i efteråret 1970 skrev den amerikanske nobelpristager i økonomi Milton Friedman en artikel i New York Times, hvor han klandrede socialt ansvarlige forretningsfolk for at være på vildspor.

Artiklen konkluderede, at:

»Der er et og kun et socialt ansvar for socialt ansvarlige virksomheder. Det er at bruge sine ressourcer og engagere i aktiviteter med det formål at øge sin profit.«

Nu var Milton Friedman allerede dengang en verdenskendt liberalistisk økonom, der gik ind for en nærmest ubegrænset kapitalisme. Derfor var det måske ikke så overraskende, at netop han fremførte kritikken. Ikke desto mindre havde den enorm gennemslagskraft og blev i de efterfølgende årtier gentaget igen og igen.

Kendetegnet for kritikkerne af CSR var dog, at de fleste var af liberalistisk observans. Sådan er det imidlertid ikke mere, som Robert Reich vel nok er det tydeligste bevis for.

CSR er ikke et alternativ til lovgivning

Men kritikken har noget på sig? Kan virksomhederne og staten ikke på en og samme tid arbejde for en bedre verden?

Den konservative erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen, hvis ministerium har været en vigtig medspiller i kampen for at få danske virksomheder til at opføre sig mere ansvarligt, er ikke i tvivl:

»At virksomheder tager ansvar for samfundet betyder ikke, at staten får mindre ansvar for at skabe et trygt og ordentligt samfund. CSR er ikke ensbetydende med mindre lovgivning på for eksempel miljøområdet,« siger han og fortsætter:

»Når en virksomhed bruger sit samfundsansvar strategisk, skaber den både værdi for sig selv og for samfundet. Derfor er der ikke nogen modsætning mellem at tage sociale og miljømæssige hensyn og skabe profit.«

I Dansk Industri opfatter man heller ikke CSR som et alternativ til lovgivning, fortæller chefkonsulent Ole Lund Hansen:

»Vi mener jo ikke, at politikerne skal holde op med at lovgive på eksempelvis miljøområdet. CSR er betegnelsen for det, som ligger ud over den til enhver tid gældende lovgivning.«

Ole Lund Hansen mener dog, at det er vigtigt at skelne mellem en dansk virkelighed og den virkelighed, som virksomhederne møder i u-landene. I u-landene træder CSR til tider i stedet for en sparsom og ikke altid lige håndhævet lovgivning.

»Men på lang sigt bør det selvfølgelig ikke fungere på den måde,« siger han.

Han fortæller videre, at internationale kunders CSR-krav sågar kan få de største nationale virksomheder til at undlade at modarbejde mere lovgivning.

Virksomhedernes logik er, at det kun vil være til deres fordel, at der eksempelvis indføres strengere arbejdsmiljøkrav, da de i forvejen er tvunget af deres internationale kunder til at efterleve endnu højere standarder. Samtidig har de virksomheder, som er underlagt CSR-krav, en interesse i at forhindre mindre »flinke« virksomheder i at kunne tilbyde lavere priser på deres produkter skabt alene via dårligere arbejdsforhold for deres arbejdere.

Den danske forsker Peter Lund Thomsen fra Handelshøjskolen i København befinder sig i øjeblikket i Pakistan, hvor han undersøger CSR-aktiviteterne i den lokale industri, der fremstiller fodbolde. Grundlæggende er han glad for, at CSR er genstand for kritisk bevågenhed. Men det er et problem, at blandt andre The Economist i deres kritik er så fokuseret på, om der er økonomisk fornuft i at beskæftige sig med CSR.

»Hvis virksomhederne skal kunne tjene penge på CSR-indsatsen, før de gør noget, så kan man lige så godt sige, at de skal have lov til at opføre sig socialt uansvarligt i de tilfælde, hvor det økonomisk bedre kan betale sig for dem. Det er en helt forkert tilgang til debatten. Virksomhederne bør leve op til deres sociale ansvar, uanset om de kan tjene penge på det eller ej,« siger Peter Lund Thomsen.

Han er dog enig med de internationale kritikere i, at det først og fremmest bør være politikerne, der bestemmer, hvad virksomhederne kan gøre for at hjælpe samfundet. Et større problem er imidlertid, at danske virksomheders CSR-indsats ofte defineres af, hvad der ser godt ud i de danske medier frem for, hvad der tjener de lokale arbejdere bedst.

»Man spørger ikke fabriksarbejderen i Indien, om han får det bedre. I stedet tager man udgangspunkt i, hvad man forventer, at de danske medier kan interessere sig for,« siger Peter Lund Thomsen.

Mediernes sociale ansvar

Han nævner som eksempel, at vi i Danmark ser utrolig hårdt på børnearbejde, hvilket har fået danske virksomheder til at droppe samarbejdet med underleverandører, der har børn ansat. Og det er ikke nødvendigvis for det bedste. Eksempelvis har man tidligere set grumme eksempler, hvor virksomheder har krævet, at underleverandører fyrede børnene, som i stedet endte på gaden og i prostitution, fordi familierne var afhængige af deres indtægter.

Ifølge Peter Lund Thomsen er vejen frem, at de danske virksomheder i stedet for at udstede en opsigelse udvikler en social plan for de ansatte børns fremtid, så de beholder deres job samtidig med, at de får en uddannelse.

»At droppe samarbejdet med virksomheden, så børnearbejderne bliver fyret, er i hvert fald ikke nogen løsning,« siger han.

Faktisk er der allerede danske virksomheder, der fører en meget ansvarlig politik og ikke blot opsiger deres samarbejde, hvis der afsløres problematiske arbejdsforhold. Desværre vælger mange af virksomhederne at leve et liv langt uden for offentlighedens søgelys af frygt for dårlig presse, fortæller Peter Lund Thomsen.

I det hele taget er han ikke just tilfreds med den måde, som danske medier indtil videre har dækket CSR. Han mener, at der har været alt for meget fokus på sensationsartikler, hvor danske journalister med mere eller mindre fair metoder har afdækket overtrædelser af arbejdsmiljøforhold i den tredje verden.

»Journalisterne overvejer ikke, hvilke konsekvenser deres indslag får. Bliver arbejderne rent faktisk stillet værre eller bedre,« spørger han retorisk.

Ingen har fundet de vise sten

I Dansk Industri indrømmer man, at globale virksomheders CSR-politikker ikke altid er 100 procent tilpasset de lokale forhold. Det skyldes blandt andet, at virksomhederne ikke ønsker at blive beskyldt for at acceptere dårligere standarder i udviklingslandene og derfor arbejder med de samme standarder i alle lande. Problemet er her, at det ikke nødvendigvis er de samme udfordringer, arbejderne i Latinamerika og Kina står overfor.

Men hvad er så løsningen på CSR-indsatsens nuværende problemer?

Ifølge Robert Reich er det, at virksomhederne helt dropper at beskæftige sig med andet og mere end at skabe profit. Det mener han, at man kan opnå ved at fjerne alle erhvervsskatter. Betaler virksomhederne ikke skat, har de nemlig ingen undskyldning for at blande sig i politik, hævder den kontroversielle professor og tidligere demokratiske arbejdsminister.

Det er dog på ingen måde et synspunkt, der nyder støtte herhjemme. Både erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen og Dansk Industri udtrykker ønske om, at det nuværende CSR-arbejde fortsætter.

»Der er stadig mange udfordringer og dilemmaer, men derfor skal virksomhederne selvfølgelig ikke droppe at arbejde med CRS og ansvarlig leverandørstyring. Jeg mener, at vi er inde i en meget positiv udvikling,« siger chefkonsulent Ole Lund Hansen fra DI, der blandt andet fremhæver CSR-netværk og workshops som vigtige kilder til forbedring af virksomhedernes indsats.

Bendt Bendtsen følger op:

»Mange danske virksomheder udmærker sig allerede ved at tage samfundsansvar, men selvfølgelig kan de blive bedre. Det vil regeringen hjælpe på vej, så vi kan gøre de danske virksomheders sociale ansvarlighed til en konkurrencefordel på de globale markeder.«