Virksomheder flytter hjem igen

Af Aske Munck

Mange virksomheder, der flytter produktionen ud af hjemlandet, rykker tilbage igen efter nogle år. Fænomenet ses for tiden i både Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Japan – og Danmark. Globaliseringen er blevet mere afbalanceret, lyder en af forklaringerne.

HOME-SOURCING Hvasse og skinnende spiseknive, sirligt ornamenterede damaskduge og tallerkener i alle størrelser.

Den franske bestik-, service- og køkkentøjkæde Geneviève Lethu har alt, der hører til et veldækket gallisk middagsbord. Sådan har det været, lige siden firmaets første kollektion blev præsenteret i 1975. Men hvor der i 2005 stod ’Made in China’ på op mod 40 procent af de varer, som prydede hylderne, er de fleste i dag forsynet med mærkater, der stolt proklamerer, at produkterne er ’Fabriqué en France’. For firmaet har i dag næsten fuldstændig skippet fremstillingen i Fjernøsten, og i dag er blot ti procent af sortimentet produceret på kinesiske fabrikker.

Årsagen til det dramatiske skift er enkel:

»Vi rendte ind i problemer med kvalitet og tilgængelighed fra vore leverandørers side,« forklarer direktør, Edmond Kassapian.

Når firmaet åbnede kasserne med de ofte forsinkede ordrer, kunne kvaliteten være særdeles svingende, ligesom varerne ofte var ridsede eller decideret ubrugelige. Og det blev på et tidspunkt så dyrt og besværligt, at virksomheden valgte at trække det meste af produktionen tilbage til Frankrig.

Geneviève Lethu er langtfra et enestående tilfælde. Flere franske virksomheder har gjort præcis det samme. Således er blandt andet møbelsnedkerierne Parisot, optikerkæden Les opticiens Atol og kontormøbelfabrikanten Samas også rykket hjem efter nogle år i udlandet.

Men der er heller ikke tale om et isoleret fransk fænomen. For virksomheder i Tyskland, Japan, Storbritannien og sågar Danmark er også begyndt at flytte produktionen hjem igen.

Ifølge den tyske ingeniørforening Vereins Deutscher Ingenieure planlægger hver femte tyske virksomhed, der er rykket til Kina, således at forlade landet igen. Og mange af dem beslutter tilmed at genetablere produktionen i hjemlandet. Det samme gør sig gældende i Storbritannien og ikke mindst i Japan, hvor landets økonomer ifølge dagbladet Asahi Shimbun ligefrem taler om en tendens.

Forblændet af lavt lønniveau

Der findes ingen samlede tal for fænomenet i Danmark, men der er ingen tvivl om, at det finder sted og breder sig, lyder det fra Torben Pedersen, professor i international virksomhedsøkonomi ved Handelshøjskolen i København, CBS.

»Det vi ser, er resultatet af en lidt naiv holdning til det at flytte produktionen til udlandet. Folk har været forblændet af udsigten til lavere lønudgifter, og derfor bliver de meget negativt overraskede over, at der er så mange uforudsete komplikationer ved at arbejde på tværs af kulturer, sprog og tidszoner. Det er simpelthen vanskeligere, end de
havde regnet med,« vurderer han.

Og også væsentligt dyrere. For mens alle hurtigt kan blive enige om, at lønniveau og administrationsomkostninger i Danmark og Kina slet ikke tåler sammenligning, dukker der hurtigt en række uforudsete meromkostninger op. Det kan for eksempel være nødvendigt at sende en række af virksomhedens egne medarbejdere ud i længere perioder for at sikre korrekt indlæring og en kontinuerlig kvalitetskontrol, forklarer Torben Pedersen.

»Mange har simpelthen ladet sig besnære og helt forblænde af det lave lønniveau og har derfor ikke gjort forarbejdet ordentligt,« konstaterer han.

Det kan for eksempel dreje sig om forskelle i mentaliteten, eller i holdningen til noget så simpelt som, hvornår en vare er ’god nok’.

Det problem stod Herning Pengeskabsfabrik med, da virksomheden i 2004 tog det drastiske skridt at flytte hele produktionen af pengeskabe til Baltikum, Polen og Tyrkiet. Ifølge firmaets direktør, Jef Jefsen, var det »ikke nogen succes«.

»Der var jo en forestilling om, at de her lande var et lavtlønseldorado, som lavede det samme til den halve pris. Men kvaliteten stod slet ikke mål med vores markeds forventninger. Hverken i Polen eller Baltikum. Eller Tyrkiet, der var storslem,« fastslår Jef Jefsen, som tilføjer, at firmaet brugte en formue på at rette fejl op.

»Kvalitetsstyringen bliver nødt til at være konstant og hands-on. Det nytter ikke blot at lave kvalitetstjek, for hvis ikke det er i orden, kan man jo næsten bare køre skidtet lige i havnen. Vores produkter har endda en relativ høj tolerancetærskel – men hvis ikke man kan få en pengeskabsdør til at lukke ordentligt …,« sukker han.

Først efter, at hele produktionen blev flyttet tilbage til Danmark, blev ordrebøgerne igen fyldt, firmaets renommé pudset af igen og bundlinjerne fornuftige at se på.

Kvalitetsforringelse

I Kina støder de udflyttende virksomheder hyppigt på et fænomen, der kaldes ’quality fade’, en gradvis kvalitetsforringelse – det eksakt modsatte af den teoretiske model for kontinuerlig forbedring af produktionen.

Fænomenet er beskrevet i virksomhedskonsulenten Paul Midlers bog ’Poorly Made in China’, og eksemplerne er ikke betryggende. For at få fingre i kontrakterne, lægger virksomhederne sig i selen, men når først kontrakterne er i hus, ser de lokale producenter stort på kvalitetskravene og begynder i stedet at bruge billigere og dårligere råvarer. De ændrer måske på de kemiske komponenter og skifter emballage for at bringe produktionsomkostningerne ned og deres egen fortjeneste i vejret, skriver Paul Midler i sin bog. Resultatet er et slutprodukt af en væsentlig ringere – og nogle gange decideret sundhedsskadelig – kvalitet.

Et skrækeksempel er legetøjsgiganten Mattels kinesisk fremstillede produkter, der indeholdt blyholdig maling, fordi de lokale kinesiske producenter havde set stort på firmaets forskrifter. Resultat: 19 millioner stykker legetøj måtte kaldes tilbage, og firmaets ry fik en uafvaskelig sort plet.

Flere økonomer peger imidlertid på et andet, men ligeså væsentligt, problem ved virksomhedsudflytninger – ikke mindst til Kina: patentovertrædelser og kopiproduktion. For selv om Kina nu er medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO), er der stadig store problemer med respekten for ophavsretten. Således er det ifølge Paul Midler ikke ualmindeligt, at virksomheder med interessante eller særlig højteknologiske produkter lokkes med tilbud om billig og højt specialiseret arbejdskraft, fordi virksomheden agter at etablere en lukrativ biproduktion, der kan afsættes til områder, hvor man ser stort på copyright og registrerede varemærker.

I Dansk Industri råder man ifølge markedskonsulent og Kina-specialist Mads Holm Iversen da også danske virksomheder til aldrig at lade én producent stå for hele fremstillingen af et indviklet eller højteknologisk produkt, da man dermed gør sig sårbar over for piratkopiering. Men selv i de virksomheder, der respekterer ophavsretten, kan der være problemer, forklarer han:

»Problemet bliver forværret af den kolossale personaleudskiftning, der finder sted hele tiden. Der er meget lidt loyalitet over for arbejdspladsen, og blandt de højtuddannede skifter op mod 30 procent af de ansatte job hvert år, og de tager jo deres viden med sig,« siger Mads Holm Iversen.

De hyppige jobskift betyder samtidig, at virksomhederne spilder mange ressourcer på at træne, uddanne og oplære medarbejdere, der smutter, u-middelbart efter at de har tilegnet sig nye evner og færdigheder. Det vanskeliggør økonomistyringen og kan give store tab i den udflyttede virksomhed.

Direktør for tyske Steif, der fremstiller luksusplysbamser, Martin Frenchen, vurderer ligefrem, at det gør det næsten umuligt at opstille holdbare budgetter for produktionen af højkvalitetsprodukter i Kina.

Steifs folk i Kina havde eksempelvis brugt et halvt år på at lære virksomhedens lokale ansatte op i fremstillingen af de håndsyede teddybjørne, før man nåede et tilfredsstillende kvalitetsniveau.

»Men risikoen er, at man det næste øjeblik mister arbejdskraften til bilfabrikken i nabobygningen,« siger Martin Frenchen til avisen Stuttgarter Nachrichten.

Derfor besluttede virksomheden i juni at rykke hele produktionen tilbage til Tyskland.

Oven i alle disse problemer skal lægges højere energiudgifter, strengere miljøregler, knaphed på kvalificeret arbejdskraft og en ofte heftig inflation – faktorer, der æder ind på fordelene ved at flytte ud. Ifølge Hans Röhm fra den tyske gren af det internationale konsulentfirma Deloitte, spiller de øgede omkostninger og frygten for ansigtstab over for kunderne sammen, når den store beslutning skal træffes.

»Derfor anbefaler vi mange af vore kunder at overveje at producere i Tyskland,« siger han til Tagesspiegel am Sonntag.

Industrien vender tilbage

Spørgsmålet er dog, om ulemperne ved virksomhedsudflytningen i sidste instans kan vise sig at være større end fordelene. Og om man derfor på lang sigt kan forestille sig et scenario, hvor dele af fremstillingsindustrien vender tilbage til det højtlønnede Vesteuropa.

Det mener i hvert fald Howard Wheeldon, strategisk analytiker i det globale investeringsrådgivningsfirma BGC Partners. Han vurderer, at virksomhedsudflytningen har rundet det skarpe hjørne, og at fremtiden vil byde på større muligheder for hjemlig produktion i Vesteuropa.

»Produktiviteten er steget markant herhjemme i løbet af de seneste 10-15 år, og mange industrivirksomheder vil i det lange løb kunne få en sundere økonomi ved at lade produktionen blive hjemme og i stedet trimme produktionsapparatet. Så kan man både sikre kvaliteten og samtidig gavne beskæftigelsen i hjemlandet,« lyder hans ræsonnement.

Ifølge Howard Wheeldon har den internationale krise og de mange bank- og finansskandaler også skabt et pres på de vesteuropæiske regeringer, der vil blive nødt til at satse mere på industri og fremstillingsvirksomhed.

»For det handler også om at lytte til forbrugerne. Og det er man begyndt at gøre i højere grad. De kræver kvalitet og gennemskuelighed, og derfor er omkostningsreducering i mange bestyrelseslokaler blevet skiftet ud med ansvarlighed som dominerende mantra,« forklarer han.

Han understreger dog – ligesom Torben Pedersen fra CBS og Mads Holm Iversen fra DI – at der næppe vil blive tale om, at globaliseringen bliver vendt på hovedet.

»Den bliver blot mere balanceret,« siger Wheeldon.

Torben Pedersen fra CBS konkluderer mere pragmatisk:

»Det vil jo uvægerligt være sådan, at når flere virksomheder flytter ud, flytter flere også tilbage igen. Trafikken vil altid gå begge veje,« skønner han.