En sund økonomi

Virksomhed: Hæve-sænke-borde løfter også bundlinjen

Af

Jensen Danmark på Bornholm investerer i løftemaskiner og ergonomiske hæve-sænke-borde til de ansatte. Bedre arbejdsmiljø giver nemlig grønne tal på bundlinjen.

Det er ikke kun godt for medarbejderne, men også for bundlinjen at investere i et bedre arbejdsmiljø, mener direktør Morten Rask fra Jensen Danmark på Bornholm. 

Det er ikke kun godt for medarbejderne, men også for bundlinjen at investere i et bedre arbejdsmiljø, mener direktør Morten Rask fra Jensen Danmark på Bornholm. 

Foto: Morten Juhl/Scanpix

I Rønne kan medarbejderne hos virksomheden Jensen Danmark A/S se frem til færre vrid i ryggen og knap så mange tunge løft i arbejdstiden. For virksomheden, der producerer strygeruller og foldemaskiner til vaskerier, har netop investeret tre millioner kroner i en såkaldt svingbukker, der fremover skal klare mange af de tunge løft, som medarbejderne hidtil har stået med.

Svingbukkeren er det nyeste skud i en række af forbedringer i medarbejdernes fysiske arbejdsmiljø, der ikke alene kommer de ansatte til gode, men også forbedrer virksomhedens bundlinje. Det fortæller den ene af virksomhedens i alt to fuldtidsansatte arbejdsmiljørepræsentanter, Jørn Berg Hansen.

Ud over at vi mindsker nedslidning og sygefravær, sparer vi også tid, og det giver penge på bundlinjen. Jørn Berg Hansen, arbejdsmiljørepræsentant, Jensen Danmark

»Vi forbedrer løbende det fysiske arbejdsmiljø dels for at undgå slidskader, men selvfølgelig også fordi der er penge i det. Ud over at vi mindsker nedslidning og sygefravær, sparer vi også tid, og det giver penge på bundlinjen,« siger han.

Raske penge

Derfor er arbejdsmiljø og medarbejdernes trivsel blevet et fast punkt på dagsordenen til virksomhedens torsdagsmøder. For Jensen Danmark A/S er gode fysiske rammer nemlig lig med mere produktive ansatte og større indtjening. Og det er virksomheden langtfra ene om.

I dagens udgave af Ugebrevet A4 fastslår analysebureauet Damvad i en ny undersøgelse, at virksomheder, der har gjort meget for at forbedre det fysiske arbejdsmiljø, årligt tjener 50.000 kroner mere per medarbejder end andre virksomheder.

Klik her for at læse artiklen: Et godt fysisk arbejdsmiljø giver flittigere ansatte

Direktør i Jensen Danmark A/S Morten Rask er slet ikke i tvivl om, at både produktivitet og indtjening ville lide stor skade, hvis medarbejderne skulle udføre det tunge arbejde selv.

»Når vi investerer i at forbedre arbejdsmiljøet, er vores første tanke ikke, at det skal øge produktiviteten. Det er først og fremmest for at gøre arbejdet mindre fysisk belastende for medarbejderne. Men samtidig ville det uden tvivl gå ud over vores produktivitet, hvis ikke vi havde de forskellige hjælpemidler,« siger Morten Rask.

Ledelsen skal se grønne tal

Arbejdsmiljørepræsentant Jørn Berg Hansen fremhæver, at udsigten til ekstra penge på bundlinjen gør det lettere at overtale ledelsen til at investere i et bedre arbejdsmiljø.

»Budskabet går nemmere igennem, hvis jeg samtidig kan sige, at der ikke går lang tid, før pengene er tjent hjem igen. Hvis vi kan sætte gode grønne tal på, så skal man ikke være mere blåøjet, end at det selvfølgelig gør det lettere,« siger Jørn Berg Hansen og fortsætter:

»Ledelsen er meget lydhør over for vores forslag, hvis de kan se, at det kan mindske arbejdsskader. Giver det samtidig produktionsforbedringer, kan det nærmest ikke gå for stærkt med at få det implementeret. Så bliver det ren win-win både for dem og for os som medarbejdere,« siger han.

Det er klart lettere at få en investering igennem, der gavner arbejdsmiljøet, hvis man samtidig kan vise, at det vil give et fornuftigt payback til virksomheden. Morten Rask, direktør, Jensen Danmark

Samme melding lyder fra direktør Morten Rask.

»De folk, der sidder øverst oppe og skal godkende budgettet, tænker selvfølgelig også på arbejdsmiljøet. Men det er klart lettere at få en investering igennem, der gavner arbejdsmiljøet, hvis man samtidig kan vise, at det vil give et fornuftigt payback til virksomheden,« siger Morten Rask.

Plads til forbedring

Selvom virksomheden er godt på vej og både har rullevogne og maskiner til de tunge opgaver, er der fortsat arbejde til arbejdsmiljørepræsentanten. Der mangler for eksempel stadig hæve-sænke-borde rundt omkring.

»Der er stadig plads til forbedringer hos os. Bare fordi vi er kommet godt i gang, betyder det ikke, at vi er færdige. Tingene skal hele tiden holdes ved lige, og der opstår stadig nye problemer, der skal tages hånd om,« siger Jørn Berg Hansen.