Virkeligheden løber fagbevægelsen over ende

Af | @IHoumark

Det er en selvmorderisk strategi, når fagbevægelsen bekæmper udbredelsen af sundhedsfor­sikringer, for de kommer alligevel, mener professor. I det hele taget må fagbevægelsen og venstrefløjen i en fart se at komme med ideer til, hvordan man kan udvikle velfærden og samtidig bevare solidariteten med de svageste.

NYTÆNKNING Tryg Forsikring har lige lanceret et tilbud til virksomheder om, at medarbejderne med jævne mellemrum kan få tjekket deres helbred af sygeplejersker. Det er det nyeste skud i en voksende skov af sundhedstilbud til ansatte. Alene fra 2002 til 2006 blev antallet af sundhedsforsikrede danskere ifølge branchetal mere end firdoblet, og 9 ud af 10 forsikringer bliver betalt af arbejdsgiverne.

Den enorme vækst i antallet af lønmodtagere med en sundhedsforsikring er stik imod ønskerne hos selv samme lønmodtageres faglige ledere. Blandt andre formanden for LO, Harald Børsting, er modstander af, at flere får en forsikring med adgang til operationer. Han begrunder det med, at »forsikringerne er udtryk for en forrest i køen-tankegang. Og de er med til at puste liv i en privat sundhedssektor, hvilket der ikke er brug for.«

Fagbevægelsens korslagte arme i forhold til sundhedsforsikringer holder dog ikke på længere sigt. Det mener professor Ove Kaj Pedersen fra International Center for Business and Politics ved handelshøjskolen i København (CBS).

»Der er stor vækst i antallet af sundhedsforsikringer, som ikke kun bliver givet af arbejdsgiverne, men også bliver efterspurgt af medarbejderne – altså fagbevægelsens medlemmer. Mange sundhedsforsikringer tegnes som en del af en overenskomst. Med andre ord stemmer fagbevægelsens medlemmer med fødderne på det her område,« fastslår Ove Kaj Pedersen.

Han sammenligner fagbevægelsens modstand mod sundhedsforsikringer med den tidligere kamp mod udlicitering af eksempelvis rengøring på offentlige institutioner.

»Man kan godt ideologisk være imod en udvikling, men hvis virkeligheden med stormskridt bevæger sig i en anden retning, så er det enhver faglig leders opgave at kigge på virkeligheden. Det er selvmorderisk ikke at forholde sig til udviklingen af ideologiske årsager,« mener Ove Kaj Pedersen.

Fagbevægelsens ledere taler også mod forsikringer med argumentet, at jo flere sundhedsforsikrede, desto mere vil det offentlige sygehusvæsen blive drænet for bevillinger og personale. Balancen mellem det offentlige og private sygehusvæsen vil ændre sig, erkender Ove Kaj Pedersen. Men han ser også nogle positive konsekvenser:

»Konkurrencen mellem de to sygehussystemer gør, at der nu opereres og behandles langt flere end tidligere. Og der er næppe tvivl om, at sygeplejersker og læger arbejder langt flere timer, fordi de kan arbejde i begge systemer. Der er alt for meget klynkeri i modstanden mod sundhedsforsikringer, og de seneste 10-15 års udvikling har vist, at klynkeri er en nederlagsstrategi.«

Han erkender, at sundhedsforsikringerne er med til at udvide kløften mellem folk på arbejdsmarkedet og dem, der står udenfor. Derfor må det være fagbevægelsens opgave at komme med forslag til, hvordan man sikrer overførselsmodtagerne anstændige behandlingstilbud.

»Den her udvikling går så hurtigt, at det er nu, fagbevægelsen skal lave en fælles politik på området. Om tre-fire år vil sundhedsforsikringer være så udbredt, at området vil være politisk umuligt at røre,« siger Ove Kaj Pedersen.

Solidaritets-dilemma

Professoren beskriver, hvordan Danmark er ved at gå fra at være et klassesamfund til i stedet at være delt op i et A-hold (med job) og et B-hold (uden job). Eksempelvis når det gælder sundhedsforsikringer, pensionsordninger og efteruddannelse.

»Danmark er stadigvæk et af verdens mest lige samfund, og vi har en indkomstfordeling, som er unik og kun sammenlignelig med Sveriges. Samtidig er der dog en tendens til, at det danske velfærdssamfund nærmer sig den centraleuropæiske model – især den tyske. Det vil sige, at tilknytning til arbejdsmarkedet bliver mere afgørende for, hvilke velfærdsordninger man kan få del i.«

Tendensen til opdelingen mellem et A- og B-hold stiller ifølge professoren fagbevægelsen i et dilemma.

»Fagbevægelsen er nødt til at finde ud af, i hvor høj grad den vil være solidarisk med dem, der står uden for arbejdsmarkedet. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at en ret stor del af fagbevægelsens medlemmer stemmer på partier, som støtter tendensen til A- og B-hold. I mange år er fagbevægelsen krøbet uden om solidaritets-dilemmaet, men den debat bliver mere og mere påtrængende. Eksempelvis er hele debatten om skattestrukturen uhyre vigtig, når det gælder solidariteten med B-holdet,« mener Ove Kaj Pedersen.

Ikke alene er der et solidaritets-dilemma for fagbevægelsen, den er også i lighed med de politiske partier pisket til konstant at se på, hvordan velfærden og den offentlige service kan udvikles.

»Danmark er en lille, åben økonomi med en meget stor velfærdsstat, hvor vores konkurrenceevne i høj grad afhænger af velfærdsstatens effektivitet og kvalitet. Den danske økonomi går ikke op, hvis den offentlige velfærd og sektor ikke er så effektiv, som den bør være. For at effektivisere og klare globaliseringen er vi i højere grad nødt til at eksperimentere og udvikle de måder, vi organiserer velfærden på.«

Pensionskroner skal i arbejde

Et af de områder, hvor fagbevægelsen ifølge professoren kunne spille en progressiv rolle, er i forhold til de milliarder af kroner, der er puljet sammen i pensionsfonde. Her er bestyrelserne i høj grad befolket af forbundsledere.

»Via pensionsformuerne er lønmodtagerne samlet set de største kapitalejere i Danmark. Den position kan bruges langt mere offensivt. Der er nemlig i mine øjne brug for en finansierings-­reform af velfærdsstaten, og her kunne pensionsselskaberne passende træde til. Hvorfor bruger man ikke nogle af de mange pensionsmilliarder på at bygge og vedligeholde skoler, sygehuse, jernbanen, veje og broer,« spørger Ove Kaj Pedersen.

»På den måde kan man få infrastrukturen forbedret meget hurtigere end ellers. Det er i høj grad nødvendigt. Tag bare alle de mange folkeskoler, som er slidt sønder og sammen på grund af dårlig vedligeholdelse over mange år.«

Ove Kaj Pedersen tror ikke på nogen meget stor økonomisk gevinst for det offentlige ved at åbne op for private investeringer. Men det er værd at prøve af, mener han.

»Forestil dig at én pensionskasse byggede, drev og vedligeholdte alle folkeskoler. Det kunne give en hårdt drevet organisation med stor ekspertise – i stedet for som nu, hvor hver kommune og skole har sine egne folk.«

Den konservative fælde

Desværre er viljen til forandringer og visionær tænkning ikke særlig stor i hverken fagbevægelsen eller på Christiansborg, mener Ove Kaj Pedersen. Faglige ledere og politikere er bange for at miste opbakning, hvis de indvier medlemmer eller vælgere i reformtanker.

»Nytænkningen og lysten til at eksperimentere er desværre begrænset. Det hænger snævert sammen med, at majoriteten af vælgerbefolkningen enten er ansat i det offentlige eller afhængig af offentlige ydelser. De vil ved Gud ikke eksperimentere med deres egen indkomst eller lægge stemmer hos nogle, der vil eksperimentere. Vi er havnet i den såkaldte konservative fælde.«

Et udtryk for den konservative fælde er, at fagbevægelsen i Ove Kaj Pedersens øjne bruger en masse krudt på at forsvare eksisterende velfærdsgoder i stedet for at se på, hvordan de kan ændres. Et aktuelt eksempel er fagbevægelsens skepsis i forhold til reform af dagpengesystemet.

Et andet udtryk for den konservative fælde er den kontraktpolitik, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fører.

»Statsministeren var den første, der rigtigt forstod den konservative fælde. Han har i hele sin periode ført en strategi, som går ud på, at befolkningen først skal overbevises om behovet for reformer, før de er kommet. Derfor har der været en meget åben proces med blandt andet Velfærdskommissionen og Globaliseringsrådet, der som et nybrud har haft til at opgave at stimulere offentlig debat under arbejdet.«

Den konservative fælde og den afledte kontraktpolitik gør, at fagbevægelsen i endnu højere grad må søge politiske alliancer for at gå gennemført sine ønsker.

»Politiske alliancer er gået hen og blevet ret afgørende for dele af fagbevægelsen. Vi så det senest i forbindelse med overenskomsterne på det offentlige område, hvor FOA’s formand Dennis Kristensen under hele forløbet prøvede at påvirke politikerne. Jeg har ikke hørt nogen forbundsledere reflektere i offentligheden over, hvad politiseringen af overenskomstforhandlingerne betyder for fremtiden. Hvor er solidariteten i, at nogle offentligt ansatte får mere end andre?«