Villy Søvndal kan flyve endnu højere

Af

Intet parti er i øjeblikket så populært blandt konkurrenternes vælgere som SF. Selv i Dansk Folkeparti ville hver sjette stemme på SF, hvis deres eget parti ikke fandtes. »Anders Fogh og Pia Kjærsgaard har al mulig grund til at frygte SF,« mener Villy Søvndal. Tidligere SF-rådgiver mener, at selvtilfredsheden er partiets værste fjende.

VÆKST Hvis SF havde været en privat virksomhed, ville partiet være en oplagt kandidat til vækstbørsen. På bare tre år har partiet tredoblet sin vælgerskare, og endnu er der intet, der tyder på, at SF støder hovedet mod loftet. Tværtimod tyder nye vælgeranalyser på, at partiet har potentiale til at blive endnu større.

Ifølge en måling, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Ugebrevet A4, ville 21 procent af de andre partiers vælgere stemme på SF, hvis deres eget parti ikke fandtes. Spørgsmålet er et klassisk pejlemærke blandt valgforskere for, om et parti har mulighed for at vinde vælgere fra konkurrenterne. Og intet andet parti i Folketinget har i dag samme stærke appel til andre partiers vælgere.

Hele 59 procent af socialdemokraterne ville stemme på SF, hvis de ikke kunne stemme på S, og det samme gælder 41 procent af de radikale og 74 procent af Enhedslistens vælgere. Selv Dansk Folkeparti gemmer på en overraskende stor gruppe SF-sympatisører: 18 procent af Pia Kjærsgaards vælgere ville vælge Villy, hvis Dansk Folkeparti lukkede og slukkede i morgen. Og netop den kendsgerning hæfter valgforskerne sig ved:

»Det mest interessante er, at det ser ud som om, SF har potentiale til at flytte vælgere henover midten. Venstrefløjens problem har siden 2001 været, at Dansk Folkeparti og Venstre formåede at kapre stemmer fra især Socialdemokraterne. Nu er SF måske ved at lave en »omvendt« Fogh-manøvre, som kan hive vælgerne tilbage over midterlinjen igen,« siger partiforsker fra Syddansk Universitet, ph.d.-stipendiat Christian Elmelund-Præstekær.

Heller ikke professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Søren Risbjerg Thomsen vil udelukke, at partiet kan fortsætte sin strandhugst i det politiske landskab.

»SF optræder som et mere effektivt alternativ i dag, og det er noget af det, der kan flytte stemmer,« siger Søren Risbjerg Thomsen.

Alligevel er begge valgforskere meget forsigtige med at spå SF en fremtid som et stort parti i dansk politik. Efter først de radikale og derefter Ny Alliances ballonfærd – og efterfølgende nødlanding – i vælgertilslutning er det svært at tro på et nyt mirakel i dansk politik.

»Stemningen kan nå at vende mange gange, hvis vi først får et valg om tre år,« bemærker Christian Elmelund-Præstekær.

Søren Risbjerg Thomsen mener, det afgørende er, om partiet får løst sine interne stridigheder til bunds.

»Ligesom hos Socialdemokraterne er der også i SF en fløj, der lægger mere vægt på kulturel tolerance og hurtigt kan synes, det bliver for meget, hvis SF bøjer af mod midten i udlændingepolitikken. Det helt afgørende er, om det kan lykkes partiet at forny politikken og komme med konstruktive løsninger på problemerne uden at havne samme sted som alle andre partier.«

Nye vælgere – gamle holdninger

Ugebrevet A4’s undersøgelse sammenligner for første gang de »gamle« SF-vælgere med de nye, der er kommet til, siden SF i 2005 var et lille parti med seks procent af stemmerne. Undersøgelsen viser, at de nye SF-vælgere er lidt yngre end de gamle, og at lidt færre – 6 ud af 10 – har lyst til at kalde sig selv for »socialister« eller »venstreorienterede«. Blandt de gamle SF’ere gælder det 7 ud af 10.

Men her stopper forskellene også. Ser man på de nye SF’eres politiske holdninger, matcher de meget nøje de gamles – selv på kontroversielle politikområder. 77 procent af de gamle vælgere er for eksempel villige til at lade skatterne stige til fordel for mere velfærd. Det samme gælder 74 procent af de nye. Forskellen er så lille, at den lige knap bryder med den statistiske usikkerhed.

I undersøgelsen er de 514 SF-vælgere også blevet spurgt om deres syn på Villy Søvndals udtalelser, hvor han kaldte islamisterne i Hitzb-Ut-Tahrir for »mørkemænd« og bad dem »gå ad helvede til« med deres drømme om et religiøst diktatur. En udmelding, som mange troede ville give intern ballade i SF. Men 8 ud af 10 SF’ere bakker op om udtalelsen. Og mest bemærkelsesværdigt er opbakningen lige stor i det »gamle« SF som blandt nytilkomne SF-vælgere.

Villy Søvndals offensive linje i indvandrerspørgsmål, er – ifølge A4-undersøgelsen – af afgørende betydning for hver fjerde af de SF-vælgere, der er kommet til siden 2005. Samtidig tyder intet på, at det har stødt de gamle vælgere væk. En usædvanligt stor andel (80 procent) af dem, der stemte på SF i 2005, ville stadig stemme på partiet, hvis der var valg i morgen.

Bukserne kan holde

Målingerne understreger, at Villy Søvndals udtalelser udelukkende var provokerende for partiets kustoder, mener Peter Goll, administrerende direktør i kommunikationsfirmaet Geelmuyden.Kiese. Som tidligere pressesekretær for SF har han længe vidst, at partitoppen lå meget langt fra sine egne vælgere i udlændingespørgsmål.

»Hidtil har det været sådan, at mange SF’ere stemte på partiet på trods af den udlændingepolitik, som de aktive i partiet stod for. Ikke på grund af den. Det har partiets egne målinger vist i årevis,« siger Peter Goll.

Han mener, at vælgerne efterspørger en stillingtagen og nogle pejlemærker for, hvor vi skal hen med vores fællesskab, snarere end de traditionelle venstrefløjsmeldinger om, at der ikke er nogle værdier, der er bedre end andre.

»Når Villy Søvndal siger, at Hitzb-Ut-Tahrir skal gå ad helvede til, så kommunikerer SF, at de tager stilling, og at de vil sætte nogle rammer for, hvad de ønsker i samfundet. Og det har vælgerne belønnet dem for.«

Villy Søvndal selv mener ikke, at bukserne får svært ved at holde, selv om partiet i dag skal rumme holdninger, der dækker 20 procent af vælgerne.

»Vi har aldrig brugt så meget tid på at skændes, som vi gjorde i 90’erne, da vi var et lille parti. Så jeg synes ikke, det er indlysende, at bare fordi man er stor, bliver det hele også mere besværligt.«

SF’s chancer for at blive endnu større er ifølge Peter Goll helt afhængige af, om partiet fortsat holder sig i bevægelse og formår at fastholde vælgernes tro på, at der er politisk handling bag den slagkraftige retorik.

»Hvis SF synker tilbage i selvtilfredshed og siger »nu har vi forandret vores parti, nu behøver vi ikke lave mere om«, så vil SF ikke være interessant, så siver vælgerne,« advarer Peter Goll.

Fra Pia til Villy

Langt hovedparten af de nye SF-vælgere kommer fra venstrefløjen, hvor især Socialdemokraterne må aflevere stemmer til dets forvoksede lillebror. Men 13 procent af Villy Søvndals nye vælgere kommer faktisk fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti – som alene bidrager med hver 20. nye SF-stemme.

»Anders Fogh og Pia Kjærsgaard har al mulig grund til at frygte SF. Alle andre partier kan bare glæde sig,« siger Villy Søvndal på baggrund af A4’s undersøgelse. Han byder de nye vælgere velkommen – også dem, der kommer lige fra Dansk Folkeparti.

»Det er klart, at vi har en fælles berøringsflade med Dansk Folkeparti, fordi de har forsøgt at slå sig op som et parti med en social profil. Men risikoen for Dansk Folkeparti er, at det sociale billede krakelerer. Og det kan det meget vel gøre i de store velfærdspolitiske slagsmål, der venter det næste halve år, både i forhold til de offentligt ansattes lønninger og de kommunale budgetter,« siger Villy Søvndal.

Han erkender, at hans sociale appel næppe var nået frem til den kvindelige hjemmehjælper i Dansk Folkeparti uden den tydelige afstandtagen over for religiøs fanatisme blandt muslimer.

»Dem, der tidligere har haft en reservation over for SF, fordi de ikke mente, at partiet meldte klart nok ud omkring religiøs ekstremisme, de kan måske bedre forestille sig at stemme på os i dag, fordi vi har meldt tydeligere ud, hvad vores holdninger er,« siger Villy Søvndal.

Valgforskerne peger på, at SF på denne måde kan være med til at hive frafaldne S-stemmer tilbage over midterlinjen.

»Man kan godt forestille sig, at nogle af de vælgere, der tidligere er gået fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti, nu tør stemme på SF på grund af den nye position på udlændingepolitikken,« siger Søren Risbjerg Thomsen.

Men vel og mærke ikke på den måde, at SF nu skal konkurrere med Dansk Folkeparti i at føre den hårdeste udlændingepolitik. For de, der primært stemmer på Pia Kjærsgaard, fordi de vil have strammere retspolitik og flest mulige indvandrere ud af landet, vil aldrig stemme på SF, mener Christian Elmelund-Præstekær.

»Men der er jo også en anden gruppe vælgere i DF – dem, der synes, vi skal bruge flere penge på ældre og folk i socialt vanskelige situationer. Dem kunne man godt forestille sig i SF. Det er velfærdssegmentet,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Én ting er imidlertid at tiltrække mange nye vælgere. Noget andet er, om det er vælgere, der bliver i partiet eller forsvinder lynhurtigt igen, når partiet ikke længere har medvind i medierne, som de radikale og Ny Alliance oplevede det.

Tidligere leder af den radikale folketingsgruppe Marianne Jelved ser mindst én afgørende forskel på de radikales og SF’s muligheder for at holde på store grupper af vælgere, mens de sidder i opposition:

»SF har ikke et bagland, der forventer, at de er med, hvor beslutningerne bliver taget. De er helt tilfredse, når SF bare stiller det ene beslutningsforslag efter det andet, som aldrig bliver vedtaget i Folketinget,« siger Marianne Jelved.

Selv ser Villy Søvndal principielt ingen grænser for væksten i SF:

»Efter min opfattelse kan vi ikke blive for store. Hvis man vil magten, så er det ikke noget problem at være store. Det er tværtimod en forudsætning.«