Villy er ingen Messias

Af

I denne tid sætter mange med VKO-lede deres lid til en veloplagt SF-leder med piben i mundvigen. For her er han måske – Messias? Glem det!

NY POLITIK Masser af vælgere har i de seneste år drømt om at gøre op med VKO-samarbejdet. Først var der i 2005 radicool-bevægelsen, der gjorde Marianne Jelveds svingende håndtaske til ikon. Så kom velfærdsbølgen i efteråret 2006 med massedemonstrationer, blokader og Helle Thorning-Schmidt i front. Og endelig fik Ny Alliance i 2007 store vælgergrupper til at synge med på parolen om, at »nok er nok« i forhold til Dansk Folkeparti. Men i alle tre tilfælde gik luften ud af ballonen. Mildest talt. Og resultatet så vi i onsdags, hvor en storsmilende Pia Kjærsgaard – igen, igen – stod foran finansministerens dør efter at have indgået en finanslov. Intet er tilsyneladende forandret i dansk politik.

Set i det lys er det ikke så mærkeligt, at mange danskere med VKO-lede i denne tid sætter deres lid til en veltalende, veloplagt og karismatisk SF-leder med piben i mundvigen. For her er han måske? Forandringen? Fornyelsen? Oppositionens Messias?

Glem det! Sandheden er, at SF ikke har sat én ny dagsorden. Vi taler om endnu et socialdemokrati, der gør som alle konkurrenterne: Løber hen til kopimaskinen og ind mod konsensus og midten. Det sker i forhold til skat, velfærd, uddannelse, udlændinge, EU, økonomi og meget andet. Kun den blinde kan ikke se, at Villy Søvndal har en formidabel politisk sans og en evne til at time sine udmeldinger med stor præcision, men at sige, at SF står for noget anderledes, originalt og nyt, som ikke allerede findes i dansk politik? Det er svært at se.

Oprindelig var SF partiet, der ville trække Socialdemokraterne i retning af socialismen, senere blev SF partiet, som formåede at kanalisere de nye sociale bevægelser – kvinde-, freds- og miljøbevægelserne – ind i det parlamentariske system. Nu taler vi mest af alt om et »Socialdemokraterne Classic« eller »Socialdemokraterne+fem procent«, som balancerer mellem lyserød fordelingspolitik og brun værdipolitik, og som i sidste uge blev kritiseret af sin egen Auken-fløj – søster Margrethe – for at dreje for meget til højre i indvandrerdebatten. Hørt før, ikke?

Der er naturligvis intet galt i, at SF er kommet tilbage til virkeligheden. Men man skal ikke forvente, at endnu et socialdemokrati er løsningen på centrum-venstres problemer. Sandsynligheden for, at Villy-begejstringen vil flade ud – som tilfældet var med radicool-bevægelsen, velfærdsbølgen og »nok er nok«-bevægelsen – er ikke bare overhængende, det er vel det mest realistiske.

Så dér står dansk politik altså i 2008: Intet er forandret. Og dog! For under overfladen er der flere tegn på forandring:

Først og fremmest skal man ikke undervurdere, at masser af vælgere er frustreret over VKO-samarbejdet. Og hvad gik der egentlig gennem hovedet på de mange borgerlige vælgere, der ønsker DF’s indflydelse stækket, da de så den storsmilende Pia i Finansministeriet i onsdags?

Dernæst står Danmark med flere store problemer – skrigende mangel på arbejdskraft og enorme forventninger til et velfærdsløft – hvor regeringen storskuffer i disse dage med utilstrækkelig jobplan og kvalitetsreform.

Men værst af alt for regeringen er, at den mangler de gode svar og de nye fængende dagsordener. Denne cocktail af vælgerfrustrationer, uløste problemer, et politisk vakuum og en regering uden retningssans er en stor chance for oppositionen. Ikke for Villy-bevægelsen alene. Men for alle med VKO-lede.